Addicted to you • E.D • // Afsluttet

S I X T Y - S E V E N

Jeg tror aldrig, at jeg har grædt så meget, som jeg har grædt de sidste par dage. Min krop føles tømt for vand, og jeg føler mig som en indtørret rosin. Mine øjne er evigt røde og puffede, og mit hoved er tungt og proppet med tanker. Mit bryst gør så forfærdeligt ondt, og alle de værste tanker flyder rundt inden i mig, og jeg ender normalt med at græde, lige når jeg er stoppet. Jeg forstår bare ikke, hvordan jeg kunne være sådan en idiot. Jeg har ødelagt alt. Og jeg er helt glad for, at Marissa sagde det hele højt. For det var først der, at jeg faktisk indså, hvad det var jeg havde gjort. Jeg er officielt en fuckgirl... Det eneste folk vil tænke om mig fra nu af! Men jeg er ikke hjerteløs! Jeg har et hjerte... Og det gør ondt! Nu ville jeg ønske, at jeg intet havde, for så behøvede det ikke, at gøre så fandens ondt. Elisabeth fulgte mig hjem efter festen. Jeg husker ærligt ikke noget. Min syn var bare slørret af tårer, og jeg var let beruset. De sidste par dage har jeg bare været på mit værelse og græde. Min mor har arbejdet hjemme, og hun tjekker op på mig her og der. Hun er bekymret for mig. Jeg har fortalt hende lidt af, hvad der er sket. Jeg har sagt, at Ethan og jeg slog op. Jeg sagde det var begrund af misforståelser, så det er ikke helt løgn. Jeg ved bare ikke hvad, jeg skal gøre med mit liv lige nu. Det er som om, at jeg er gået ind i en glasrude! Jeg troede virkeligt, at jeg var på rette spor, men det var jeg slet ikke. Jeg har været den ledeste bitch af alle... Jeg har gjort noget forfærdeligt... Og det var ikke engang gennemtænkt. Og jeg savner Marissa så mega meget. Hun var min bedste ven, og jeg forstår slet ikke, hvordan at jeg kan have været så sur på hende. Det har hele tiden været mig. Jeg har været så optaget af min idiotiske plan, at jeg overhovedet ikke har taget hensyn til hende. Men hun vil nok ikke have noget med mig at gøre. Og Ethan... hans ansigt! Han var virkeligt knust... Og det var slet ikke meningen! Jeg elsker ham jo... Og det er det som gør mest ondt.

Jeg begynder stille at hulke igen, og jeg må tage en pude op foran mig ansigt for at dæmpe min gråd. Men min mor har nok hørt mig, for jeg kan høre fodtrin på trappen, og kort tid efter banker det på min dør.

" Skat er du okay? " Lyder min mors stemme, og jeg græder blot mere. Jeg er så dum... Så mega dum!

Min mor træder ind på mit værelse, og hun kigger bekymret over på mig. Hun kommer hurtigt hen til mig på min seng. Hun sætter sig ved mig og slår hendes arme om mig. Jeg knuger mig ind til hende.

" Jeg vil ikke mere " Kvækker jeg grådkvalt, men min mor tysser stille på mig, og hun aer mit blidt og beroligende over håret.

" Shhh " Hvisker hun. Hun aer mig blidt over håret, og jeg falder stille til ro. Da jeg er helt rolig, trækker min mor sig lidt ud, så hun kan se ned på mig.

" Er det ikke på tide, at du fortæller mig hvad der er sket? " Spørger min mor håbløst. Jeg kigger op på hende. Hendes øjne viser sorg, bekymring og udmattelse. Det er ikke fair at trække hende med igennem dette. Jeg nikker stille. Min mor nikker som svar, og hun sætter sig godt til rette.

" Jeg er en kæmpe idiot " Starter jeg. Min mor smiler til mig.

" Det er vi alle " Siger hun. Jeg ryster på hovedet.

" Jeg var en gigantisk... " Og så fortæller jeg hende det hele. Om hvordan Grayson behandlede Marissa, og om hvordan Marissa havde været gravid. Min mor gjorde store øjne flere gange. Jeg fortæller om vores plan, og om hvordan jeg havde tænkt mig det hele. Hun tager sig nogen gange til hovedet og kigger skamfuldt ned, og jeg fælder nogle tårer. Men det er rart. Det er virkeligt rart at komme af med noget af den tunge vægt.

" Og jeg havde virkeligt fortjent det... " Afslutter jeg. Min mor sidder med en hånd for hjertet og kigger på mig med overraskede øjne.

" Jeg kan slet ikke fatte det her... Det ligner slet ikke dig Alexis " Siger hun fortvivlet. Jeg fælder nogle flere tårer og kigger ned. Flov over mine handlinger.

" Jeg ved det godt... " Hvisker jeg.

" Du ved godt, at din far og jeg ikke kan lade det her passere, ikke? " Spørger hun, og jeg nikker. Jeg havde ikke forventet nogen mild straf.

Min mor ryster på hovedet. Hun rejser sig så og går over mod døren. Inden at hun går ud, vender hun sig om og kigger hen på mig.

" Jeg ringer til din mormor i Californien! Jeg tror det ville være godt for dig at komme lidt væk fra dine vante omgivelser! Du har været meget igennem de sidste par år, og det skader ikke kun din skolegang men også dig " Siger hun. Hun forlader så mit værelse, og jeg kaster mig håbløst ned i min dyne. Jeg græder igen. At rejse virker som det rigtige, det kan jeg godt mærke inderst inde. Jeg har det ikke godt her... Men hvad med samfundsydelse? Samantha? Hvad med Marissa? Og hvad med Ethan? Måske er det det bedste. Men må nogen gange lade de folk man elsker mest gå. Sætte dem fri. Også selvom man ikke ønsker.

Ringeklokken ringer nede ved døren, men jeg tænker ikke over det. Ikke før at døren ind til mit værelse bliver åbnet, og Marissa træder ind af min dør. Jeg kigger op på hende med røde puffede øjne, og ser til min overraskelse af Marissa ser ligesådan ud. Jeg rejser mig op, og hun går stille hen til mig og græder imens. Jeg begynder også at græde, og vi mødes i et kram. Alle vrede følelser er væk... Smidt væk for nu. Lige nu er det hinandens nærvær som betyder alt. Det at kunne mærke hinandens kroppe presset sammen, og ved at vi ikke er alene.

Efter hvad føles som flere timer, trækker Marissa sig væk og tørrer hendes øjne. Hun kigger så på mig med så meget skyldfølelse i øjnende, at jeg nærmest kan mærke det.

" Jeg er en idiot! Jeg er verdens største idiot... Jeg har ødelagt alt " Græder hun. Jeg ryster grædende på hovedet.

" Nej du er ej! Jeg er en idiot... Den største! " Siger jeg grædende, og nu ryster hun på hovedet.

" Jeg vil ordne det her! Gøre det godt for dig... Dig og Ethan fortjener hinanden! Jeg var bare jaloux, fordi han kunne lide dig... Grayson kunne aldrig lide mig... " Siger hun og tørrer flere tåre væk. Jeg ryster på hovedet og kigger ned. Jeg kigger så op på hende.

" Det er allerede for sent... Jeg skal højst sandsynligt flytte til min mormor i Californien det næste stykke tid " Siger jeg. Marissa bryder totalt sammen, og det ender med at vi sidder på gulvet, hvor jeg har Marissa liggende på mit skød grædende.

________

Ej... det her er så deprimerende! Hader at skrive det.... bliver helt ked!😭❤️
Men håber dog at i kunne lide kapitlet!

Indtil vi ses næste gang, PEACE!✌️💙🔥