At spille spillet

del 1. kapitel 2

Det er stort, meget stort. Større end jeg havde troet. Vi får en lille minilejlighed hver. Men det er bedre end intet. Pigerne bor på anden og drengene på første etage. Alle dørene til lejlighederne åbner ud i et stort fællesrum. I fællesrummet er der nogle mødelokaler, som vi sikkert skal undervises i, eller sådan noget. Jeg finder det værelse, der er mit. Jeg går ind i rummet. Det er ikke særlig stort. Der er en seng op af den ene væk. Ved væggen overfor, er der et skrivebord. På væggen som døren er ved, er der et stort skab. Jeg åbner skabet af ren nysgerrighed. Der hænger en masse sæt tøj derinde. Jeg ser med det samme den hvide lægekittel. Jeg skal være læge. Det overrasker mig faktisk ikke. Jeg tager kitlen ud og lægger den på sengen. Jeg ser et brev. Til Anna, står der med sirlige bogstaver. Jeg åbner det.

Kære Anna. Som du måske har opdaget, hænger der en masse tøj i dit klædeskab. Den hvide lægekittel er din arbejdsuniform.  Der hænger også nogle sæt tøj med et lille skilt på. Disse sæt tøj skal du have på mindst en gang. Resten af tøjet er til fri afbenyttelse.

Det ville være klogt af dig som læge at holde dit job hemmeligt. Du kan risikere fjendtlighed fra dine kammerater, da du skal træffe nogle svære valg.

Der bliver kaldt over højtaler. Vi skal mødes ud i fællesrummet.

En dame jeg ikke kender, står på en lille scene.

"Mine damer og herre, jeg vil gerne byde jer velkommen til. Som I nok ved er der mindst 3 af jer der vil blive sat ud af spillet inden for den næste uge."

Der går et sus gennem vores lille forsamling. Mens hun plaprer videre om alt muligt ligegyldigt. Hvorfor havde vi ikke fået dette at vide noget før? Hvad hvis det er mig, der bliver sat ud af spillet?

"Det er selvfølgelig lægerne der vil afgøre, hvem der skal overleve, og hvem der skal ud," siger damen, som om det er en selvfølge.

Det var derfor, vi skulle være diskrete om hvilken stilling, vi havde fået. Jeg synker en klump.

Da vi går tilbage til vores lejligheder, kan jeg ikke få mig selv til at se nogen i øjnene.

Der ligger endnu et brev på min seng. Der står ikke andet på, end et 3-tal. Jeg kigger mistroisk på det. Hvad skal det betyde? Der bliver talt over højtaleren. "Morderne bedes melde sig ude i fællesrummet nu." Der er helt stille i et stykke tid. Så bliver der kaldt over højtaleren igen. "Lægerne bedes melde sig ude i fællesrummet." Jeg tager min kittel, skynder mig at tage den på og går ud. Jeg er ikke den første ude. Da alle er kommet ud, er vi i alt 4 piger og 2 drenge.

"Det er godt I er her. Dette er for, at I kan se, hvem de andre er. Og så kan I også lige få reglerne at vide. Der vil være 7, der vil blive begået drabsforsøg på. 3 af de 7 skal dø. Resten kan I vælge at genoplive. I kan også vælge at dø i stedet for personen der skal dø. I skal blive enige, lige meget hvad I træffer. Er reglerne forstået?" Alle nikker og der bliver gjort tegn til at vi skal gå ind igen.