At spille spillet

del 2, kapitel 10

"SLIP MIG SÅ!!!" skriger jeg. Han slipper omgående.

"tak," siger jeg og der udbryder stilhed. Han kløer sig i nakken. Jeg ser afventende på ham.

"jeg skylder dig vidst en undskyldning og en forklaring..." siger han. "øh... undskyld. Det var en fejl, der ikke skulle være sket. Din rektion var forståelig. Jeg er virkelig ked af det. Jeg ved, jeg ikke kan sige nået, der kan få dig tilbage. Men jeg må prøve. Anna, jeg er helt vildt forelsket i dig. Du betyder så meget. Det gør ondt at se dig med andre, men jeg må lærer at leve med det. Det var mig, der var skurken. Du var bare det forkerte sted på forkerte tidspunkt. Jeg forstår det. Det er okay, at du ikke følger det samme, som jeg gør, men jeg syndes, du skulle hvide det."

Jeg er målløs. Det kan godt være, at jeg bugte kysse ham nu. Men helt ærligt så ved jeg ikke, om jeg skal grine eller grade (ordsproget ikke bogstaveligt). Han har sået mig så dybt. men jeg tror stadig jeg kan lide ham.

"Men hvad med Camila?" spøger jeg stille. Hvorfor spurgte jeg også om det? jeg kunne have sagt et eller andet klogt. nu lyder jeg bare som en eller anden der er mega jaloux.

"Jeg måtte jo prøve at glemme dig, når du tydeligvis er kommet vidre", siger han surt. Jeg kigger ned i jorden. Det er jeg jo ikke. Hvad mener han. Tror han, at olly og jeg er kærester?

Der er stille i lang tid.

Akavet stilhed.

alle elsker akavet stilhed.

"Vi brugte gå hjem og sove," siger han og bryder tavsheden. han kigger lidt på mig og klør sig i nakken. "... eller vi kunne drikke lidt mere?"

jeg smiler let, der er den Noah, jeg forelskede mig i. den Noah der elsker at have det sjovt, elsker at gøre ting man vil fortryde senere. Den Noah har ikke været her i et stykke tid.

vi går ud af rummet sammen. så skal der festes.