At spille spillet

Del 1. kapitel 9

"hvor mange stemmer for at sætte Emilie ud af spillet, bedes række hånden op nu." vi sidder i samme lokale som i går. Denne gang er der 4 hænder i vejret. Jeg kan ikke rigtig lide Emilie, hun tror hun er mega sej, hvilket hun ikke er. jeg er ikke fan af folk der er mega diva agtig, og jeg er tydeligvis ikke den eneste...

"okay så er det ved taget, I er velkommen til at gå." og der med bliver vi sendt op på vores værelser.

På vejen op tænker jeg på Emilie. Hun må hade os, når hun finder ud af det. Det har er enlig ret sindssygt, at skulle vælge mellem sine venner. Det giver enlig ikke mening, at der ikke er nogen af os, der er sådan Like, 'No, no, jeg gør det ikke,' eller bare er ved at dø af skræk. Vi tager det alle overraskende roligt.

Efter en halv time bliver vi bedt op at mælde os i fælles rummet. Jeg tager en dyb indånding og går ned til de andre. jeg ved ikke hvorfor man jeg er nervøs.

"Hej alle sammen, det er godt af se jer. vi håber I har nydt de første par dage. Vi har bedt jer komme her, for at fortælle jer at Emilie og Oliver det svære er blevet sat ud af spillet. Også vil vi også gerne lige huske jer på, at det er i aften kl. 19 det går løs, og at jobsne selvfølgelig er flyttet til eftermiddag i morgen. Tak for jeres opmærksomhed."

Der er helt stille. Var Oliver og Emilie et kæreste par? mine øjne søger ufrivilligt Noahs. Vi får øjenkontakt. Jeg kan se, han er lige så skaramt, som jeg er. mine chancer for at røge ud er lige blevet endnu støre.

Det rammer mig som et slag. Hvorfor går det sådan for alvor op for mig nu? min uge afhænger af Noah. Jeg er jo læge så, jeg har også en finger med i spillet, men stadigvæk...

Folk begynder langsomt at gå hver til sit, og jeg følger med. gad vide hvad folk laver når de er blevet sat ud af spillet? skal de bare gå tilbage som normal skole? jeg stå med nogles fremtid i hænderne. men lige nu er der andre ting at tænke på. jeg har andre pligter at udfører.