Vi står overfor hinanden. Jeg koger af raseri. jeg er ihvertfald ikke hans baby. Ingen skal kalde mig baby. Jeg tager den is, han står med i hånden, og tvære den ud over hans ansigt. Jeg stopper, da jeg når til vaflen.
"oh undskyld, det må du virkelig undskylde, snuske," siger jeg og tog en bide af den vaffel, jeg står med i hånden. Så giver jeg ham vaflen og smiler uskyldigt til ham. Derefter vender jeg om på hælen, og begynder at gå. Sara, der i mellemtiden har rejst sig, går ved min side. Vi drejer om det første gadehjørne, hvor vi bryder sammen af grin.
"hvor kom det lige fra?" spøger hun. Da vi har fået lidt mere styr på os selv.
"han fortjente det, og så var det sjovt. Så du lige hans ansigt udtryk?" siger jeg, og vi byder ud i grin.
Det overraskede ham virkeligt. Jeg tror han at godt af det. Af at se, at han ikke altid kan styre alt ting. eller så er han bare rigtig, rigtig sur på mig.
"så han meget sur ud, da jeg gik," spøger jeg, da en pludselig tvivl rammer mig.
"Nej det ville jeg ikke sige. Mere, som en, der er helt vildt forelsket," siger hun og giver mig en albue i siden.
Jeg ryster på hovedet. "Hvis du mener, at Noah er vild med mig, tager du fejl. At hvis det faktisk passer, så er det synd for ham, for den her bitch er færdig med fyre."
Hun griner og ryster på hovedet. "det tror jeg ikke vare længe, jeg har set, hvordan i to opfører jeg sammen. "
"drop det det kommer ikke til at ske, jeg vil ikke blive såret engang til," siger jeg.
"engang til?" spøger hun.
"glem det," siger jeg og sukker.
Jeg har ikke lyst til at snakke mere om Noah. Så jeg drejer samtaleemnet ind på et emne, jeg ved, hun vil snakke om. Sebastian.
YOU ARE READING
At spille spillet
RomanceEt spil. En klasse. Et eksperiment. Anna er 18. Hun går i 3.g. Hun har kendt sine klassekammerater næsten hele sit liv. Hvad sker der, da deres sindssyge lære melder dem til et eksperiment. Hvad vil der ske, når de vil blive tvunget til at vælge me...
