At spille spillet

del 3. kapitel 2

"Ja, jeg er på vej," sagde jeg og skiftede telefonen til det andet øre.

Jeg havde ikke travlt, men jeg følte stadig, jeg var nød til at små løbe.

"godt for jeg er der også lige om lidt", sagde Sara fra den anden ende af røret.

Jeg fumlede med låsen og fik den låst. Men så klodset som jeg er tabte jeg selvfølgelig den. Jeg bukkede mig ned og tog mobil op til øret igen.

"hørte du, hvad jeg sagde?" spurgte Sara.

"nej undskyld, jeg tabte lige min mobil. Hvad sagde du?" spøger jeg på vej ned af havegangen.

"jeg sagde, at jeg tror, jeg ved, hvilken butik vi skal starte i, jeg har set en kjole inde i den butik, som jeg tror, du ville kunne lide. Og jeg er sikker på Noah, også kan," sagde hun med drillende stemme.

Jeg himlede med øjnene. Typisk Sara at bringe det op. hun kan bare ikke fatte, at man også godt kan være venner med drenge.

"hahaha, hvor er du vittig. Ked at ødelægge dine drømme men Noah og jeg er kun VENNER, men det lyder, som om du allerede også selv har fundet en kjole?" sagde jeg og satte mig ind i min bil.

"nej nej, men jeg har ganske vist nogle i tankerne. Når må smutte, vi ses der nede lige om lidt ik?" sagde hun.

"jar, vi ses," sagde jeg og lagde på.

Jeg stater bilen og længer mig tilbage i sædet. Der er ikke langt til shopping centeret, men stadig væk. nyde nuet ik?

Jeg elsker at køre. Fornemmelsen af at kunne bestemme selv og friheden. Det er fantastisk. Det er nået af det, jeg nyder allermest, her, efter jeg blev 18. at kunne køre selv. Selvbestemme, og ikke at være afhængig af nogen. Skønt.

Hvorfor var det, at jeg altid, klemt hvor sindssyg Sara er, når det gælder tøj?

Jeg havde nu været igennem. mist 10 kjoler, og de var alle hæslige. Vi havde alle (kun pigerne, tror jeg) fået en farve. Jeg har fået hvid. Og hvis jeg skal være ærlig, ved jeg ikke, hvad jeg syndes om det. Fordi det er virkelig svært at finde en hvid kjole, der, ikke liner en konfirmations kjole, men der i mod syndes, jeg, også hvide kjoler er så smukke så...

Pigerne og jeg har aftalt, at vi alle sammen tager korte kjoler på. Sådanne, at vi bliver lidt ens.

Sara gik ind i en butik, og jeg ser den mest fantastiske kjole. Den hænger på en bøjle, og nærmest kalder på mig. Sara ser den også, og vi bliver straks enige om, at jeg skal prøve den.

Det passer perfekt.

Nu er det i hus, en ting mindre at spekulere på.