Abstinens | Martinus Gunnarsen Fan Fiktion

Slyng veninde

Bellas synsvinkel

Vi havde ikke boet her i mere end en uge, men min far var allerede slyngveninder med manden der var skyld i, vi boede her.

"Hvorfor skal vi hjem til dem?" Brokkede jeg mig, og ville helst bare blive hjemme.

"Fordi vi er blevet inviteret, og selvfølgelig takker vi ikke nej til det," snærede min far, og var begyndt at blive en rigtig bitch på det sidste.

"Jeg gider ikke med derover," jeg krydsede mine arme og afventede hans reaktion.

"Du har intet valg," svarede han koldt og lukkede Nicolines jakke. Jeg kastede et kort blik på mig selv, i det spejl vi havde hængende i vores entre.
Der var ikke rigtigt noget nyt, jeg havde ikke andet end sort og hvid på og mine mange sølv smykker - mest bestående af mange ringe, dog havde jeg en enkelt halskæde og er par øreringe.
Min nederdel var løs, gik til slutningen af mine tykke lår og havde en masse små hvide prikker. For at dække min store overkrop, havde jeg en simpel hvid t-shirt på og for ikke at træde på noget, havde jeg basic Birkenstock på - ligesom alle andre havde.

"Hvorfor går vi ikke bare over til dem?" Klagede jeg endnu en gang.

"Kjell-Erik, skal se vores bil," svarede min far og drejede ind til, hvad jeg gik ud fra var deres hus.

"Så det er det, din nye slyng veninde hedder, Kjell-Erik?" Sagde jeg flabet og var klar over jeg satte min fars pis gevaldigt i kog.

"Pak din attitude og arrogante tone væk, Bella - vi flytter ingen steder - så suck it up og lær at opføre dig, bare nogenlunde anstændigt!" Sagde han irriteret og fulgt med min søster og mor ud af bilen og op til deres hoveddør.
Jeg ville ikke med ind, jeg ville slet ikke være her, i denne her lille snot by.
Det var flere hundrede kilometer væk fra mine vante rammer - bogstaveligtalt! Det var kommet til det punkt, at jeg havde så forfærdelig følelse i mit bryst, at jeg blot havde lyst til at rive det ud og kig på det brændte op. Det gjorde ondt og var ikke til at bære. Frustrationen fyldte mig mere og mere for hver dag der var gået. Nok var der kun gået en uge, men det havde været mere end rigeligt og jeg ville bare gerne hjem, til vores gamle vej og mine rigtige naboer, ikke nogle fremmet nordmænd.

"Bella, hei," jeg kiggede forskrækket op på et sæt brune øjne, tilhørende Martinus som stod en smule foroverbøjet og lænende sig op af vores bil.

"Hej," mumlede jeg og kiggede ned på mine hænder. Martinus smilede et usikkert smil, og gik til siden mens han tog ved bildøren og gav tegn til jeg skulle stige ud. Jeg gjorde som han ønskede og døren blev smækket bag mig få sekunder efter.

"Jeg tror bare jeg går hjem igen," mumlede jeg og drejede rundt på mine hæle.

"Nei, slutt og være lei," sagde han, greb fat om min arm, hvorefter ham trak mig indtil sig og tvang mig med op til hans hus.

--------

"Ska du ikkje ha noe mat?" Spurgte Martinus' mor og fik alles opmærksomhed, rettet over på mig.

"Jeg er ikke sult," svarede jeg høfligt og et suk forlod min mors læber.

"Hvad vil du have skat?" Spurgte hun og lagde hendes bestik fra sig, så hun kunne øse op til mig.

"Jeg er ikke sulten," svarede jeg igen.

"Du kan godt spise en lille smule," forsatte hun og begyndte at gøre det hele akavet.

"Ikke hvis jeg ikke er sulten, så kan jeg ikke nej," svarede jeg og forsøgte at bibeholde min høflige tone.

"Isabella!" Kommanderede min mor og begyndte at øse alt for meget mad op til mig. Jeg bed mig hårdt i underlæben, og stirrede tomt ned på den fyldte tallerkenen. Hvorfor måtte hun absolut tvinge mig til at spise, når jeg ikke var sulten?

Jeg havde spist i dag og havde ikke brug for mere mad end det.

Min mors blik var limet fast på mig, og jeg var klar over at jeg var tvunget til at spise.
Maden så ikke dårlig ud, det var bestemt ikke det - der var bare alt for meget af den.
Jeg lod min gaffel køre lidt rundt, imellem det forskellige mad, der var blevet lagt på min tallerken og besluttede mig for at starte med laksen. Dog måttet jeg give hurtigt op, og sad igen og stirrede på min mad, hvor der nu lå en laks der ikke en gang var blevet spist halvdelen af.
En enkelt kartoffel førte jeg op til min mund, og forsøgte ihærdigt at forsætte med at spise, men spise var det sidst jeg kunne gøre lige nu.

"Martinus?" Spurgte jeg lavt til min højre side, hvor han sad ved siden af mig.

"Ja?"

"Hvor er jeres toilet henne?"

Martinus forklarede hvor det var, og jeg gik oven på og låste døren bag mig, hvorefter jeg kastede mig på knæ foran toilettet og maden jeg lige havde spist, kom op igen. Smagen af bræk var forfærdelig og var udelukkende én af grundene til, jeg forsøgte at spise mindst muligt, så jeg undgik at skulle brække det hele op igen.

"Bella? Går det bra?" Spurgte Martinus, mens han bankede svagt på døren, indtil toilettet jeg befandt mig på.

"Øhm, ja?" Svarede jeg forsigtigt. Han tvang mig til at åbne døren og lukke ham ind.

"Jeg er ok," konstaterede jeg, men han ignorere mig og gik ind på toilette og så at jeg havde brækket alt maden op igen.

"Hvorfor måtte du gjøre dette?" Spurgte han og men Martinus kendte egenligt godt svaret.

"Fordi jeg begynder at ryste over hele kroppen, som en narkoman med slemme abstinenser.
Jeg kan ikke lide mad, Martinus."

-----------------

{Please, del, kommentere, og vote}

I er seriøst for vilde!!
Ny udfordring - lad os se, om vi kan få 200 reads på det sidste kapitel jeg postede, inden der er gået 24 timer! Indtil videre er der gået 19 timer, I har 5 timer.

- xoxo