Abstinens | Martinus Gunnarsen Fan Fiktion

Count on me

Bella's synsvinkel

Martinus:
Dette går jo ikkje

Bella:
Huh?

Martinus:
Ka vi møtes?

Bella:
Øh nej? Min far er vildt sur

Martinus:
Jeg skjønner, du var veldig streng!

Bella:
Ja tak, det er jeg klar over!

Martinus:
Du må liste ut da, jeg må se deg!

Jeg svarede ham ikke, men overvejede istedet situationen. For det første vidste jeg ikke, hvad han ville, for det andet vidste jeg ikke, hvor han ville mødes henne og for det tredje - hvordan skulle jeg snige mig ud, når mine forældre har soveværelse nedenunder?
Det tog mig få sekunder at få skrevet tilbage til Martinus, og få aftalt med ham, hvor vi skulle mødes henne. Hurtigt sprang jeg i et par løbebukser, en hættetrøje der efterhånden var ved at være alt for stor og mine Birkenstock sandaler.

"What the..." mumlede jeg for mig selv, da jeg passerede mine forældres soveværelse - aldrig havde jeg regnet med jeg skulle høre dem imens de var i gang, men her var jeg og havde fanget 5 sekunder af deres 'larm' og aktivitet.
Jeg var hurtig udenfor og måtte slå armene om mig, det var en smule køligt og varmen fra i dag, var så småt ved at forsvinde helt. Mine føder forsatte med at gå i den retningen, jeg havde aftalt at mødes med Martinus, og mit hjerte sprang et slag eller to over, da en hånd landede på min skulder og fik mig til at dreje mig hurtigere end lynets hastighed.

"Hei," mumlede han og pressede et smil frem, selv om han tydeligvis var træt.

"Hvad så?" Spurgte jeg og gik lige til sagen. Selvom det var mørkt kunne jeg nogenlunde regne ud hvor vi var henne. Lyden af et vandfald med høj hastighed, var ikke mere end få meter væk fra os.

"Jeg må ha svar nå! Det går ikkje dette her," svarede Martinus og satte sig ned på en af de mange sten. Jeg kiggede forundrende på ham et par sekunder, hvorefter jeg satte mig overfor ham.

"Svar på hvad?"

"Alt!" Svarede han mig og nærmest afbrød mig. Jeg sagde intet og var stadig i tvivle om, hvad han mente. Stilheden tog over, og jeg havde egenligt aller mest bare lyt til at tage hjem igen.

"Hvorfor er familien din og du flyttet til Trofors?" Spurgte han efter nogle lang minutters stilhed. Jeg kiggede hurtigt op fra mine hænder.

"Hvorfor skal du altid udspørge mig?" Spurgte jeg frustreret.

"Jeg driver ikkje me noen utspørring! Jeg vil bare bli bedre kjent me deg, men det er jævlig svært for meg!" Svarede han endnu mere frustreret, end jeg havde spurgt. Endnu en gang vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle sige.

"Hvorfor flyttet dokke?"

"På grund af mig," svarede jeg stille, og havde svært ved at skulle åbne mig op for ham.

"Jeg skjønner ikkje," mumlede han, og ville have mig til at uddybe.

"Vi skulle slet ikke have flyttet til Trofors, vi stoppede her bare også overbeviste din far min om, at vi slog os ned her. Til at starte med, ville de slet ikke fortælle mig, hvor vi var på vej hen. Vi kørte aften efter jeg..." en klump i min hals voksede for hvert ord jeg pressede ud.
Det gav et lille chok i mig, da han lagde sin arm om mig og trak min store krop ind til sig. Nogen gang forstod jeg slet ikke, hvorfor han gad at bruge sin tid sammen med mig.

"Jeg forsøgte at dræbe mig selv, aften inden vi kørte herop. Jeg fortjener ikke dit selvskab, jeg fortjener ikke et liv for den sags skyld - jeg hader mig selv, Martinus!" Sætningen var utrolig kludret og blandet med gråd.
For det var sandt, jeg kunne ikke udstå mig selv, det værste var bare at jeg var den eneste person jeg ikke kunne flygte fra. Konstant skulle jeg være i mit eget selvskab.

"Hvorfor hater du deg selv?"

"Har du set mig. Jeg er forfærdelig, grim, tyk, bleg, ikke oprigtig dygtig til noget og ikke mindst forfærdeligt selvskab!"

"Bella, du er ikke nogen af de ting!" Forsikrede han mig, men jeg kendte godt til sandheden.

"Martinus, du behøver ikke lyve overfor mig," svarede jeg stille.

"Jeg gjør ikkje det - du er så sykt vakker, smart og ikke minst fantastisk selskap!" Jeg sukkede dybt og rullede øjne af ham, før jeg rejste mig og begyndte at gå væk fra Martinus. Dog nåde jeg ikke langt, før han greb fat om mit håndled og trak mig helt ind til sin krop.

"Jeg lover deg, alltid være 100% ærlig og ikke gå noe steder! You can count on me, Isabella Gerber!"

-----------------

{Please, del, kommentere, og vote}

Mega dårlig stil, I know! Jeg har bare ikke haft den fjerneste ide om, hvordan jeg skulle forsætte i historien, samtidig med at der er foregået en million ting i mit privat liv.
Dog håber jeg at det her kapitel er blevet okay, og at jeg kan komme i gang med at opdatere lidt oftere igen.