Abstinens | Martinus Gunnarsen Fan Fiktion

Hva serr du på?

Bellas synsvinkel

Jeg sad og ventede flovt på, at min mor skulle komme for at hente mig, imens jeg kæmpede med at presse det æble ned, Kjell-Eirik havde givet mig. Endnu mere flov blev jeg, da jeg så Martinus komme gående imod mig, fra bygningen hvor omklædningen havde foregået.

Sportstøj klædte ham.

Han satte sig på huk foran mig, med en hånd på mit knæ og den anden på min læg. Jeg var flov over, at han havde set mig som han havde og at min krop ikke var stærkere end den var.
Jeg kunne ikke kigge ham ind i øjne og fast holdte mit blik på mine hænder og æblet jeg stadig ikke havde spist noget som helst af.

"Jeg er sikker på, at eplet smaker kjempefin," startede han og lagde en hånd under min hånd, som havde fat om æblet. Jeg bed mig hårdt i læben og lod ham føre min hånd og æblet op til min mund. Imod min gode vilje tog jeg en bid af den og sank det, efter at have tygget på det et par gange.
Han smilede svagt og kiggede afventende på mig.

"Undskyld," mumlede jeg og stirrede tomt på æblet.

"Jeg kan ikke," forsatte jeg.

"Du trenger dette," svarede han og tog æblet ud af min hånd, førte det op til min mund og ventede på jeg tog en bid. Jeg havde mest af alt, lyst til at rive æblet ud af hånden på ham, og fortælle at jeg sagtens kunne spise selv - men det kunne jeg jo ikke.
Jeg lagde min hånd bag på hans og tog endnu en bid af æblet.

"Ikke mere nu," mumlede jeg og smed æblet over i noget græs, foran bilen. Han smilede svagt, men fik så øje på noget bag mig.

"Moren din er her," han rejste sig og det samme gjorde jeg.

"Held og lykke med kampen," sagde jeg inden jeg satte mig ind i Volvoen, hvor min mor sad og kørte tilbage til den lille by, Trofors.

--------

"Bella, du har gæster," råbte min mor ned fra stuen. Jeg havde været hjemme i godt og vel en times tid nu, og undrede mig over hvordan kampen var gået oppe i Mosjøen.
Da jeg kom ned i stuen, sad der en fremmede dame sammen med min mor og far. Jeg var ikke rigtig klar over, hvordan jeg skulle reagere eller hvad jeg skulle sige til hende.

"Bella det her er Anni, hun skal have nogle samtaler med dig de næste 4 uger," forklarede min mor, og jeg kunne nu lægge to plus to sammen.

Anni var psykolog.

"Jeg skal ikke snakke med nogen psykolog, mor," svarede jeg stille og havde lyst til at gemme mig langt væk. Selvom jeg ønskede jeg havde et valg, så havde jeg ikke og sad nu alene med hende i stuen.

"Jeg kan forstå på dine forældre, at der er en masse ting der går sig på?" Startede hun og jeg blev overrasket over, at hun ikke snakkede norsk.

"Ja," mumlede jeg.

"Hvis der var en ting, ud af alle de mange ting der går dig på, hvilken ville du så have løst?"

"Selvtillid," mumlede jeg, så lavt at hun måtte gentage hvad jeg sagde, for at være sikker.

"Er det derfor du ikke vil spise? Fordi du ikke føler dig god nok?" Spurgte hun med en blid stemme. Aldrig havde jeg ville fortælle nogen om det her, eller svare på disse spørgsmål, men det var som om, at det hele bare ventede på at blive lukket ud.

"Jeg er ikke god nok," svarede jeg stille og kiggede ned på mine hænder.

"Hvad får dig til at sige det?"

"Der er aldrig nogen der har sagt til mig, wow du er smuk eller hold da op hvor er du talentfuld," svarede jeg og en tåre gled ned af min kind, men blev hurtigt fjernet igen.

"Så, hvis der ikke er nogen der fortæller dig det, har du svært ved at tro på det," spurgte hun og jeg nikkede som svar.

--------

Martinus' synsvinkel

"Er Bella hjemme?" Spurgte jeg, da hendes mor kom til syne i døren. Hun nikkede og åbnede døren yderligere, så jeg kunne kom indenfor. Deres hus var det nyeste i Trofors og uden tvivle også det flotteste.

"Gå efter lyden," sagde hendes mor med et skævt smil og kiggede op af trappen. Jeg nikkede og hun forlod mig. Lyden hendes mor snakkede om, var utrolig blid og klaverspillet, utroligt yndefuldt.

Var det virkelig hende?

Bellas synsvinkel

Jeg blev konstant ved med at spille forkert og sang hele tiden falsk. Samtalen med Anni tidligere idag, havde gjort mig endnu mere følsom og jeg havde endnu nemmere ved tåre nu.

Et skrig forlod mine læber, og en ubeskrivelig smerte spredte sig i hele min hånd. Jeg blev hurtig enig med mig selv i, at jeg på ingen måde havde kræfter nok til at slå hul i væggen og samtidig slippe med nogle blå mærker. Det jeg frygtede mest, var at jeg havde brækket mit håndled eller forstuvet den.

"Var gjør du?" Spurgte Martinus, som havde revet døren op for få sekunder siden. Mine øjne var stadig helt røde fra tåre og min hånd gjorde stadig ondt. Jeg kiggede blot på ham og forsøgte at tie stille og gemme min hånd væk.

Martinus var dsv. Ikke dum og regnede den hurtigt ud, og var endnu hurtigere over ved mig, for at kigge på min hånd. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på ham, han havde en cap på, en sort hoodie og et par røde Kappa bukser på. Jeg registrerede ingen ting og hørte heller ikke hvad han sagde. Min hånd gjorde hellere ikke ondt mere, det eneste min krop kunne holde fokus på, var ham. Måske var det adrenalinen i min krop, der gjorde mig sær - men det gik op for mig, hvor smuk han egenligt var.

"Hva serr du på?" Spurgte han og smilede flabet.

-----------------

{Please, del, kommentere, og vote}