Abstinens | Martinus Gunnarsen Fan Fiktion

Kjempe flink!

Bella's synsvinkel:

Vi var på vej tilbage fra Coop, men ikke hjem til Marcus og Martinus igen, vi var på vej hjem til mig.
Jeg var virkelig blevet overrasket over, hvor meget research han havde gjort sig, og havde fået overtalt mig til at giv det hele et forsøg.
Vi havde købt kyllingefileter og broccoli, da begge dele var lav i fedt og kalorier. Begge dele var rig på protein, som ville hjælpe mig med de muskler jeg så brændende ønske at se, dukke op bag alt det fedt.
Marcus havde også fortalt mig, at broccoli skulle eftersigende være godt for knoglerne og hjertet.

"Hvor mye tror du, du kan spise?"

"Nærmest ingen ting..." tøvede jeg.

"Hvis du skulle presse deg selv litt, hvad tror du da?"

"Hvem siger jeg kan det?"

"Det har e jo set deg gjære flere gange. Du presser deg selv hverdag, du presser deg selv så meget, at din kropp noen gange er nød til at sige fra, og lukke ned."

Hvorfor havde han pludselig ret i alt ting?

"Fint, to stykker og lidt broccoli."

Marcus nikkede og begyndte at stege kyllingen, som var det sidste vi ventede på.

Martinus:
Hvor er dere?

Bella:
Hjemme ved meg

Martinus:
Er dere ferdig?

Bella:
Med hvad?

Martinus:
Oppgaven

Bella:
Oh nei, tror vi dra til dere etterpå mat

Martinus:
Du liker ikkje mat?

Bella:
E vet, men e prøver

Martinus:
💛

"Er du klar?" Spurgte Marcus. Jeg nikkede tøvende på hovedet.

"Det kommer til å gå bra!" Forsikrede han mig.
Det gik også fint, til min overraskelse fik jeg klemt alt ned, efter en times tid. Aldrig havde jeg følt mig så proppet før, og var ikke klar over hvordan jeg skulle håndtere det hele.
Vi var på vej tilbage, for at jeg kunne få mine ting og så Marcus kunne komme hjem - det var efterhånden ved at blive sent. Selvom det var sent, var huset ikke tomt eller dødt endnu. Den første der fangede mit blik, var Martinus - det var det for det meste altid.

"Hei." Sagde han og rejste sig fra sofaen. Han trak mig ind i et overraskende kram - mit stunt i går havde nok været skyld i det.

"Hei," smilede jeg.

"Gik det bra?"

"Ja..." jeg bar glad, men også virkelig i tvivle, om det her var en god ide? At spise så meget mad, var det virkelig en god ide?

"Ja?" Gentog han og jeg nikkede som svar. Det var gået fint, lige indtil jeg kom til at tænke på, hvor meget jeg egenligt havde spist. Jeg satte i løb, imod toilettet. Det smagte forfærdeligt og så mindst lige sp klamt ud.
En hånd landede på min ryg, og sukkede tungt.

"At spise var en dum ide, Martinus..."

"Nei!" Startede han ud. "Spis litt mindre neste gang?" Jeg nikkede svagt, og tog imod det glas med vand, han havde med.

--------

Det var fredag, endelig. Vi havde fået overstået vores fremlæggelse, og havde fået, som den eneste kritik, at jeg skulle blive bedre til norsk.
Jeg havde haft sådan en træng til at svare igen, jeg ville jo gerne lærer og blive bedre til sproget, men der var ikke nogen der ville lærer mig det!
Mit irriteret blik havde fundet vej ned til Martinus, som sad og rystede stille på hovedet, imens han mimede, "ikkje gjør det," til mig.

Vi sad nu og holdte frikvarter. Drengene var gået ud for at spille fodbold, og pigerne var blevet i klassen. Jeg måtte indrømme, jeg fulgte ikke så meget med i hvad samtalen omhandlede.

"Hvad tager du på i aften, Bella?"

"Huh?" Var det eneste min mund kunne formulere, hvilket fik dem alle til at smile, den slags smil, man smiler istedet fir at fnise.

"Til festen i aften, hvad tager du på?"

"Jeg havde helt glemt der var fest," indrømmede jeg, og fik dem dengang til at fnise lidt.

"Det er okay, vi kan gjøre os klar sammen, hvis du vil?" Forslog Ronja. Jeg tøvede lidt, men blev enig med mig selv, at det godt kunne ende med at blive hyggeligt. Ronja var trods alt, den første jeg havde snakket med. Jeg nikkede som svar, og hun smilede stort.

"Hos deg da, e vil se hjemmet dit," plagede hun og jeg nikkede igen, blot grinende denne gang. Drengene kom tilbage ind, timen skulle nok tik at starte igen. Martinus lagde en lille plastik æske på mit bord, hvor på der stod.

Bare gi det et forsøk...

Der lå en masse æblebåde i, og fik mig til at kigge tøvende om på ham. Alt han gjorde var at smile optimistisk.

Martinus:
Pres deg selv, you got this!

Jeg sukkede, men tog et lille bid af den første båd, og ind tikkede der en sms med det samme.

Martinus:
Du er seriøst kjempe flink!

Jeg smilede lidt for mig selv, han opførte sig virkelig som sådan en far nogen gange.

-----------------

{Please, del, kommentere, og vote}