Jo tyndere, jo bedre.
Det i hver fald de regler, Isabella Gerber lever efter.
Men spørger du Martinus Gunnarsen, er regler bestemt til for at blive brudt - især i det her tilfælde.
"50,9kg," mumlede jeg irriterede for mig selv og gik af vægten igen. Mit blik landede kort tid efter, på mig selv i spejlet og jeg kunne ikke se andet end fejl. Urenheder, dobbelthage og mine kindben var gemt væk bag alt det fedt der sad i mit ansigt.
"Bella, du kommer for sent - skynd dig!" Jeg trak hurtigt min sorte hættetrøje ned over hovedet og trak i mine sorte Vans da jeg kom ned i gangen. Jeg kunne ikke tænke på andet end i går aftes. Martinus konstaterede at der intet var sket med min hånd, men forlangt en forklaring. Hvilkede jeg ikke gav ham og han blev en smule sur. Vi endte med at diskutere i 5 eller 10 minutter, før han gik uden at sige noget til mig. Vi diskuterede om det sædvanlige, hvorfor jeg ikke ville spise eller snakke med ham, når ham spurgte ind til personlige ting.
Men det var hans problem ikke mit, at han tog det så tungt. Af en eller anden grund, ville han have svar på alting og tænkte slet ikke over hvor overvældende det egenligt var, at en fremmede spurgt ind til private ting og regnede med et svar lige på stedet. Min mor rev mig ud af mine tanker og nærmest skubbede og ud af bilen verbalt. Jeg gad ikke i skole i dag, jeg gad ikke se Martinus efter igår - jeg orkede intet andet end at spille musik.
"Så koselige å se deg I dag, Isabella," sagde min lære sarkastisk og fik resten af klassen til at følge mig ned til min plads. Jeg var 5 minutter forsinket, hvem havde tisset på hendes sukker mad? Lige siden jeg var startet havde jeg kunne mærke Martinus' blik på mig, men der var intet i dag. Ikke at det gjorde mig noget, for at være ærlig var jeg blevet utrolig træt af ham.
--------
Timen havde taget alt for lang tid, men der var heldigvis frikvarter nu og vi kunne trække vejret i 30 minutter. Et par stykker samlede sig oppe omkring tavlen og begyndte at skrive og tegne alt muligt unødvendigt på den.
Eirin + Martinus
Jeg spærrede mine øjne op, men forsøgte at stoppe mig selv. Hvorfor var der ikke nogen der havde sagt det til mig? Men nu når jeg tænkte over det, så var hun også ret meget over ham. Som sagt var jeg ligeglad med ham, og havde derfor heller ikke brug for at opholde mig i samme lokale som ham, når jeg kendte til at lokale fyldt med instrumenter lidt længere ned af gangen.
Oups ! Cette image n'est pas conforme à nos directives de contenu. Afin de continuer la publication, veuillez la retirer ou mettre en ligne une autre image.
Isabellagerber: lazy days
Marcusandmartinus: begyndte at følge dig
Jeg kiggede kort på min mobil, ved synet af notifikationen fra Instagram, men lagde den hurtigt fra mig igen og fokuserede på klaveret. Men jeg havde svært ved at koncentrere mig, min mobil blev ved med at lyse op.
"For helvede altså," bandende jeg irriteret og rev den op fra klaverets låg. Indenfor 2 minutter havde jeg fået 1000 nye følgere og 200 likes på mit upload, samt en masse kommentarer her og der.
Hvad skulle det her forstille?
Bella: Hvad har du gjort?
Skrev jeg irriteret til Martinus og ventede utålmodigt på et svar fra ham.
Martinus: ?
Bella: En helt masse piger og fan profiler for dig og din bror, spammer min Instagram!
Martinus: Jeg har ikkje gjort noe, sverger!
Bella: Tsh
Lest 09.38
Jeg sukkede irriteret, hvor efter jeg slukkede min mobil og smed den fra mig og ned på min taske. Han havde gjort et eller andet, hvorfor kunne han ikke bare indrømme det? En ting var i hver fald helt sikkert, jeg gad ikke til mere undervisning og havde planer om at blive her indtil det ringede ind igen, også var jeg den der var skredet herfra.
Martinus' synsvinkel
"Marcus," startede jeg og fik hans opmærksomhed.
"Har du været på Instagramen våres?"
"Ja?"
"Hva har du gjort?"
"Hva mener du?"
Jeg sukkede kort, og vidste ham beskederne fra Bella. Hans blik samlede sig og han var nu klar over hvad jeg snakkede om.
"Oh ja, jeg bare fulgte henne?"
"Hvorfor det?"
"Fordi vi kjenne hverandre?"
"Hva vil fansne våres ikkje tro?"
"Orh slapp av da!"
Jeg skulle til at svare ham igen, men klokken afbrød mig og ind kom resten af klassen, samt vores lære. Bella dukkede ikke op, måske var hun i musik lokalet igen og glemte alt om tiden? Hendes ting var her ikke længere, ved jeg mærke i - var hun taget hjem? Jeg blev revet ud af min tanke gang da timen for alvor gik i gang, og min tildelte gruppe blev sendt udenfor for at arbejde. Gruppen bestod af 3 andre ud over mig, hvor af en af dem var Eirin. Til tider var det svært for mig, at tage afstand til hende, og det gjorde det ikke lettere når vi også blev sat ikke gruppe sammen.
"Er det ikkje Isabella?" Spurgte hun og kiggede efter en model formet krop, der var iført sorte Kappa bukser, sort/hvide Vans og en sort hættetrøje, hvor hætten var slået op over hendes hovede.
"Jo?" Svarede jeg stille og kiggede efter hende, indtil hun var ude af syne.
--------
Skole dagen var endelig omme, og vi var nu på vej imod Coop. Vi var den samme flok, som vi altid havde været, intet var ændret alt var ved det gamle. Lige bortset fra at Bella ikke var her, havde jeg skræmt hende væk i går aftes?
Når man taler om solen skinner den.
Vi nåede lige ind i Coop så drejede hun om hjørnet og var på vej ud derfra. Jeg var hurtigt og greb fat i hende og tvang hende til at vente. De andre forsatte lidt videre og tog deres afstand, men ikke nok til at de ikke kunne høre og se hvad der forgik.
"Hva skjer?"
"Hvorfor er det jeg aldrig høre dig sige andet end, hva skjer eller går det bra? Skal du snage sådan hele tiden? Kan du ikke bare..." hun hidsede sig op og var tydeligvis blevet moset over det blev sagt i går.
"Slapp av? Jeg bare spørre deg, ikkje ment ondt," svarede jeg koldt igen.
"Okay," svarede hun koldt tilbage og rev sig fri fra mit greb og gik forbi mig uden at trække en eneste mine. Det hjalp ikke lige frem på mit humor, at drengene fandt det sjovt.
-----------------
{Please, del, kommentere, og vote}
52 votes fra at være oppe på 300 - hmm Fyr lige en masse votes af, hvis du ikke allerede har gjort det, xx
