Jo tyndere, jo bedre.
Det i hver fald de regler, Isabella Gerber lever efter.
Men spørger du Martinus Gunnarsen, er regler bestemt til for at blive brudt - især i det her tilfælde.
Jeg var stadig træt af Martinus, og havde bestemt ingen intension om, at bruge mere tid på ham. Trofors var kedeligt og dødt, men utroligt smukt! Der var ikke længe til sommerferie, eller længe til jeg kunne slippe for at tage i skole hver dag.
"Er I klar," mumlede min mor, til min lillesøster og jeg, hvorefter hun åbnede døren ind til soveværelset og vi begyndte at synge for min far. Han vågnede kort tid efter, smilende ved synet af os alle tre synge, samt mit guitar spil. Min lillesøster og mor var stået ekstra tidligt op idag, for at vi kunne sidde og spise morgenmad sammen. Som tro tradition var der rundstykker og wienerbrød på bordet. Min mave vendte sig en gang eller to, ved synet af kalorierbomberne.
"Jeg har lavet en smoothie til dig," påpegede min mor og jeg kiggede overrasket på hende.
"Hvad er der i?" Spurgte jeg skeptisk.
"Ikke noget der ikke, er godt for dig," svarede hun.
"Ved du hvor mange kalorier der er i den?" Forsatte jeg.
"Skat, er du ikke sød bare at drikke den?" Spurgte min far, og smurte sit rundstyk færdigt. Jeg kunne ikke få mig selv til at blive sur på ham, ikke i dag og nikkede blot stille som svar.
"Familien Gunnarsen kommer over i aften, og så griller vi udenfor," påpegede min mor og fik min far til at lyse op i et smil.
Han var virkelig blevet, bedste veninder med Kjell-Erik!
"Må de komme?" Spurgte jeg klagende.
"Ja Bella, det må de," svarede min far, og efterlignede med sin tone at jeg snakkede norsk.
"Jeg troede godt, at du kunne sammen med, en af deres drenge? Hvad er problemet?" Spurgte min mor forvirret, hvorefter hun tog en bid af hendes oste mad.
"Ikke noget, jeg havde bare håbet det kun skulle være os i aften," løj jeg.
"Det skal nok blive hyggeligt, Bella!" Forsikrede min far mig.
--------
Oops! Bu görüntü içerik kurallarımıza uymuyor. Yayımlamaya devam etmek için görüntüyü kaldırmayı ya da başka bir görüntü yüklemeyi deneyin.
Isabellagerber: Happy birthday, to the only man, I need in my life - I love you dadio!💛
Mit hovede var godt ramt, efter at vi skulle lære om nynorsk. Jeg forstod stadig ikke hvorfor jeg ikke fik nogle special timer, så jeg rent faktisk kunne følge med, uden at være helt smadret efter et modul med norsk. Vi havde heldigvis pause nu, så jeg kunne slappe af i hovedet.
"Jeg var ikkje klar over Instagramen din, var så skikkelig populær," sagde Ronja og hentydede til de mange notifikationer.
"Heller ikke jeg," grinede jeg og hun gav mig et forvirret blik.
"Det skete i går, efter Martinus fulgte mig," forklarede jeg og det hele gav mening i hendes hovede.
"Hva heter du?"
"Isabellagerber," hun nikkede og fandt mig hurtigt derinde. Ronja sad nu og kiggede måbende på hendes skærm.
"Instagramen din er jo skikkelig goals, shit!"
Vi gik udenfor. Vi var begge to utrolig trætte af den tætte luft inde i lokalet og trængte til at komme ud derfra. Jeg havde ikke lyst til at indrømme det, overfor Ronja, men jeg havde også brug for at komme væk fra Martinus.
--------
"Hey Bella," blev der råbt efter mig og jeg drejede en halv omgang. Det var Marcus, Martinus' tvilling.
"Hvad så?" Spurgte jeg og ventede på han kom helt hen til mig.
"Jeg bare tenkte, om jeg kunne bli med deg hjem?" Jeg sendte ham et åndssvagt blik.
"Du invitere dig selv med hjem?" Spurgte jeg og fik ham til at grine en smule.
"Jeg gjor vel det," svarede han og tog sig selv til nakken. Ud af min øjenkrog fik jeg øje på en Martinus, der stod og stirrede på Marcus og jeg. På en måde blev jeg helt knust inden i, men på den anden side, var der noget i mig der ikke kunne være mere ligeglad med ham.
"Jeg har faktisk en aftale," svarede jeg stille.
"Oja?" Jeg nikkede og han forsatte.
"Med hvem da?" Marcus var ikke typen der virkede til, at blive butthurt ligesom hans bror. Martinus virkede til at blive det alt for ofte.
"Meg," sagde Martinus imens han lagde en arm om mig, og trak mig væk fra skolen og hans tvillinger bror Marcus.
"Hvorfor unngår du meg?" Lagde han ud og holdte stadig om mig.
"Jeg tænkte bare du hellere ville være sammen med Eirin, så jeg tog afstand," svarede jeg falsk og håbede jeg ville pisse ham af.
"Eirin?"
Jeg nikkede.
"Så det er det, du er sjalu?" Grinede han og trak mig lidt tættere indtil sig.
"Hvis det får dig til at føle, dig som en verdens mand, kan vi godt kalde det det," svarede jeg ligegyldigt. Han smilede sit sædvanlige smukke smil og hvilede sit hovede på mit. Vi forsatte hen af vejen, som var vi aldrig blevet uvenner. Kort tid efter kom vi til mit hus og gik begge indenfor. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg havde det med det. Sidst han var her, var han gået 5 minutter efter og jeg havde bestemt ikke haft lys til at snakke med ham igen.
Men nu var vi alligevel her.
Martinus havde egenligt aldrig rigtigt, været inde på mit værelse før nu. Han kiggede sig omkring og fik hurtigt øje på min guitar.
"Ka du ikkje please spille noe for meg?"
"Kun hvis du synger?"
"Så klart," smilede han stort og sprang ned på min seng, imens jeg greb ud efter instrumentet.
"Kender du heartbeats af José González?" Han nikkede som svar og jeg satte mig på kanten af sengen, hvorefter jeg startede med at spille introen. Jeg kunne mærke, hvordan han stirrede på mig, nærmeste som var han tryllebundet.
"Du skulle have sunget der, Martinus," pointerede jeg med et flabet smil og trak ham ud af sin trance.
"Oja," svarede han og var stadig en smule forvirret.
-----------------
{Please, del, kommentere, og vote}
Nu når vi alligevel er inde omkring Instagram, så følge mig lige - @michelskaanvad xx
