Abstinens | Martinus Gunnarsen Fan Fiktion

Giv det en chance

Bella's synsvinkel:

Efter at have fortalt Martinus stort set alt, havde jeg haft virkelig svært ved at sove. Hvilket resulterede i at jeg lignede et spøgelse morgenen efter.

"Far?" Han var stadig ret skuffet over mig, og havde ikke snakket med mig i 3 dage. Intet svar kom fra ham, han kiggede bare på mig.

"Undskyld, jeg er oprigtigt ked af min opførsel," jeg satte mig ned ved siden af ham, og kunne se han ikke var lige så sur længere.

"Hvorfor har du sådan brug for at stride imod, Bella? Det er et smukt sted vi er kommet til, alle har taget utroligt godt imod os og virker til at ville dig det bedste!"

Jeg sagde ikke rigtig noget, men slog blikket ned.

"Det her er ikke København skat, folk her virker meget mere nede på jorden og ligeglade med alle de ting su bekymre dig om, de går op i hvordan du er overfor dem." Han holdte en kort pause for at løfte mit hoved op, så han kunne kigge mig i øjne.

"Og jeg har ikke hørt en eneste forældre sige noget dårligt om dig, de har alle sagt, hvor vilde deres børn er med dig!" Hvorfor havde jeg så svært ved at tage imod den ros min far videregav mig? Det var jo det her jeg gerne ville hører mere af. Ros og folk der satte pris på mig!

"Jeg ville ønske, jeg var bedre til at tage imod ros," fik jeg pressede ud mellem mine gråd.

"Det skal nok komme skatter, det skal nok komme." Jeg trak mig ind i et kram og det her, det var virkelig noget jeg havde haft brug for og manglede.

"Betyder det her, at vi er gode venner igen?" Snøftede jeg og han smilede nikkende. Vi sad og krammede hinanden i et stykke tid uden at sige noget.

"Så, du skal afsted i skole - vi kan ikke have at du kommer forsendt mere."

--------

Skolen idag var kedelig og alt for lang. Idag var en af de dage, hvor jeg havde alle de fag jeg ikke orkede, samt skoledagen kunne ikke være længere.

Martinus:
Har du det bra?

Det lod til, at Martinus heller ikke syntes historie var særlig spændende idag.

Bella:
Ja?

Martinus:
Ikkje lyv for meg

Bella:
Unnskyld, jeg er bare udmattet

Jeg blev lidt overrasket da en hånd greb fat i min bagfra. Men var samtidig heller ikke i tvivle om, at det var Martinus - jeg gav hans hånd et klem og han gengældte det, ved at nusse min håndryg med hans tommeltot. Flere øjne hvilede på vores sammenflettede fingre, men jeg kunne ikke være mere ligeglad lige nu. Alt jeg havde brug for, var den tryghed Martinus gav mig.

"Marcus og Isabella." Jeg kiggede forvirret op, og havde tydeligvis ikke fulgt med eller forstået hvad hun mente? Klokkede ringede ud, og Martinus rejste sig og satte sig på mit bord. Uden at sige noget, lagde jeg mit hovede på hans lår og lukkede øjne. Det her var tiltrængt, at få slappet lidt af.

"Bella vi er nød til at gå," sagde en lav og forsigtig stemme.

"Hvad," jeg kiggede op fra Martinus' skød og fik øje på Marcus.

"Vi er i gruppe sammen til historie opgaven."

"Hvilken opgave?" Spurgte jeg forvirret, hvilket fik Marcus til at smile skævt.

"Den eneste vi har snakket om, i den her time." Alle havde forladt lokalet, undtagen Marcus, Martinus og jeg. Havde vi fået fri til at lave det her projekt?

"Hvad med de sidste lektioner?"

"Har du ikke hørt efter?" Spurgte han grinende.

"I guess not..."

"Vi har resten af dagen idag til det, og de 2 første modul i morgen." Forklarede han, og kiggede på jeg pakkede sammen.

"Ugh shit, okay - skal vi gå hjem til jer?" Spurgte jeg og kiggede på Martinus, som nikkede.

--------

Martinus arbejde med sin marker nede i stuen, og Marcus og jeg sad på Marcus' værelse. Jeg sad i mine egne tanker, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle søge efter på Google. Eller hvorfor det her projekt overhovedet var nødvendigt.
Det eneste jeg kunne fokusere på, var at Eirin og Martinus sad nedenunder, og jeg var jaloux. Jeg var udmærket godt klar over, at de havde kendt hinanden i længere tid, end Martinus og jeg havde, men alligevel følte jeg mig mere berettiget end hende.

"Har du funnet noet?" Spurgte Marcus.

"Ikke rigtig," lagde jeg ud, "jeg har lidt svært ved at koncentrere mig." Undskylde jeg, og forventede lidt at få et møgfald, Marcus kunne godt være lidt grov i mund til tid, i hver fald overfor Martinus.

"Samme her!" Svarede han og lagde computeren fra sig. Inden jeg så mig om, havde han trukket i en jakke og rakte mig sin hånd.

"Vi går i Coop," smilede han og hjalp mig op. Jeg nikkede og trak i mine Nike Air Force 1 '07, da vi kom ned i entréen. Deres hus var lavet sådan, at man skulle igennem entréen, hvis man ville fra 1.sal og ind i stuen, eller nogen andre rum.
Da vi bare skulle udenfor opdagede Martinus ikke noget, detsværre. Marcus havde ofte snakket om, at han virkelig var fan af min stil, det gjorde han også i dag. Men hvad jeg ikke forstod var, at jeg havde bare et par korte denim shorts på fra Levis og en oversized hvid t-shirt, samt nogle smykker.

"Må jeg godt spørge dig om noget, Bella?"

"Hvad så?"

"Hvis du har lyst, kunne vi begynde at træne sammen," han stoppede os begge op for at forsætte, "du ved motivere hinanden til at spise sundt og træne."

Hvorfor skulle kost altid være indblandet?

"Bella jeg siger det ikke for at tvinge dig til noget, men alt du skal gøre er at tage lidt på, også ville du se mindst lige så godt ud!"

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige.

"Hvorfor skulle jeg tage på?" Spurgte jeg med en lav stemme.

"Der er ingen her der er interesseret i at du dør fra os, men det bliver tilfældet, hvis du forsætter som du gør! Giv det en chance, vil du ikke nok?"

Jeg sank en klump, der havde sat sig fast i min hals.

-----------------

{Please, del, kommentere, og vote}

Hehe, hej alle sammen - den havde I nok ikke set komme! Det må jeg indrømme, det havde jeg heller ikke, og kan slet ikke huske, hvad der fik mig til at tænke på historien igen.
Beklager hvis kapitlet er lidt rodet osv. Men forsøger at lave lidt build-up til nogle store ting.