Lysningen

Kapitel et

(Thomas's synsvinkel)

Mig og Chuck spiste sandwich sammen. Chuck og Newt var dem der havde taget bedst imod mig. Alby kom hen til mig. ''Så er det dag to Greenie. Det er tid til rundvisning!" Alby rakte en hånd frem, som tegn til at jeg skulle følge med. ''Hyg dig'' Sagde Chuck og smilede. Jeg smilede tilbage og fulgte efter Alby. Vi gik ind i midten af Lysningen, som de kalder det. ''Lysningen er delt op i fire..'' Alby blev afbrudt af en irriterende høj lyd. Jeg holdte mig straks for ørene og kiggede på Alby. Alby så ud til at synes det var mærkeligt. ''HVAD ER DET?'' Jeg ventede desperat på et svar. Efter et par lange sekunder svarede Alby. ''Det er boksen.'' ''Burde den ikke først komme om en måned?'' Sagde jeg rimeligt højt så Alby kunne høre det. Jeg fik ikke noget svar. Pludselig kom Newt løbene.

(Newt's synsvinkel)

Jeg løb så hurtigt jeg kunne hen til Alby og Thomas. ''Vi er nødt til at kigge på hvad det er.'' Vi luntede hen til der hvor boksen skulle komme op og der var allerede fyldt omkring boksen. Alle drengene fra Lysningen er kommet. Thomas så meget forfærdet ud.

(Pigen's synsvinkel)

'Hvor er jeg?' Tusindvis af tanker fløj gennem mit hovede. 'Hvem er jeg?' 'Hvordan er jeg endt her?' Jeg var inde i en stor boks. Det føltes som en elevator. Endnu en mærkelig tanke fløj gennem mit hovede. 'Hvad hvis den aldrig stopper?' Jeg prøvede at kravle mig rundt omkring og mærke ting. Jeg kunne mærke en lang snor. Det måtte være et reb. Så forsøgte jeg mig at kravle hen mod et hjørne, men jeg gik ind i en meget hård væg. ''AV!'' Skreg jeg. Jeg kravlede tilbage til midten. Der var noget der... Det føltes blødt og langt. Og herovre føltes den hård og rund. Den mærkelige ting vendte sig om. ''AHHH!!! Det er et menneske..'' Jeg troede jeg var den eneste. Efter jeg havde kørt rundt i nok tyve minutter. stoppede elevatoren brat op. En høj lyd skreg gennem mine ører. Jeg kunne ikke holde det ud. Mine hænder satte sig automatisk op til mine ører. Pludselig kom der lys nede i elevatoren. Jeg vendte mig om og en skarp sol lyste mig lige i øjnene. Jeg tog min hånd op foran mit ansigt for at skygge for solen. Solen blændede mig så meget at jeg intet kunne se. Jeg kunne høre at folk var meget overraskede. ''Der er to'' ''Hvorfor er der også en pige?'' Jeg kunne høre en hoppe ned til mig. Han var lidt tydeligere at se. Han var en dreng, høj, brunt hår og tynd. ''Hej jeg hedder Alby.'' Han rakte en hånd ud for at hjælpe mig op at stå. Jeg havde ikke et ord at sige. Jeg lagde mærke til noget mærkeligt... Jeg var den eneste pige. Ham jeg var i elevator sammen med var en dreng. En anden dreng hjalp mig op af elevatoren. ''Jeg hedder Newt. Alby og jeg er lederne.'' Alby hjalp også den anden dreng op.

(Thomas's synsvinkel)

Jeg fattede ikke noget. Ikke nok med at der var en pige, men der var også to! En pige og en dreng. Jeg gik hen mod Newt. ''Newt? Hvad sker der? Hvorfor er der en pige? Hvorfor er der to?'' Spurgte jeg. Jeg havde stadig tusindvis af spørgsmål. ''Bare slap af. Ingen af os har svaret på det endnu.'' Jeg lyttede til Newt og tog en dyb indånding. Bagefter gik jeg over og hilste på dem. ''Hej jeg hedder Thomas, jeg har kun været her i to dage.'' Jeg følte mig sikker hos dem, fordi ingen af os vidste noget. ''Hej...'' Svarede pigen. ''Hvad laver vi her? Og hvorfor kan vi ikke huske vores navne?'' Spurgte drengen. ''Jeg ved heller ikke hvad vi laver her. Og om nogle timer vil i kunne huske jeres navne. '' Svarede jeg og var stolt over at bare opføre mig lidt som en leder. ''Hvorfor kan jeg ikke huske noget? HVORFOR ER JEG DEN ENESTE PIGE? Hvorfor...'' Skreg pigen. Hun så ikke ud til at have det alt for godt. ''Kom. I må hellere få noget søvn. I morgen får i en rundvisning regner jeg med. Jeg førte dem hen til huset hvor man kunne sove indenfor. De lagde sig til at sove.