Lysningen

Kapitel ni

(Newt's synsvinkel)

Alby og jeg gik rundt for at lede efter Jennifer. Efter hun løb væk fra jernhuset for tre timer siden, kunne vi ikke finde hende. ''Har vi kigget i Food nes?'' Spurgte Alby og kiggede på mig. ''Nårh ja. Hvordan shuck kunne vi glemme det? Hun sidder der jo altid.'' Svarede jeg og slog mig selv i hovedet med min hånd. Så gik vi hen til Food nes, og der sad Jennifer. Ved et bord med fire, men hun sad der bare alene. Vi gik hen og satte os hos hende. ''Hej Jen.'' Sagde jeg til hende. Hun lænede sig frem fra bordet og hen til mit øre. ''Kan vi snakke alene?'' Hviskede hun spørgende. Jeg nikkede og vinkede hende med mig. Uheldigvis rejste Alby sig også og jeg var nødt til at forklare ham at han ikke skal med. ''Undskyld Alby, men du skal ikke med.. Hun vil kun snakke med mig.'' Sagde jeg og sendte ham mit mest undskyldende ansigt, for jeg vidste at han ville blive trist. ''Okay..'' Svarede han. Jeg nåede lige og se hans ansigt inden han vendte sig om og gik. Hans ansigt havde det der 'hvorfor-er-det-aldrig-mig' ansigt. Jennifer trak bare på skuldrene og kiggede på mig. Hun har ikke noget situationsfornemmelse. Jeg sendte hende et lidt vredt ansigt, ikke fordi jeg var sur, men fordi det var synd for Alby. Bagefter gik vi ind i Bostedet. Ind på et værelse og satte os på en seng. ''Hvad er der?'' Jeg spurgte hende med hovedet lidt på skrå. Hun kiggede hen mod døren og kiggede så tilbage på mig igen. ''Jeg har ikke lyst til at blive en løber.'' Hun kiggede på mig. Jeg lænede mig frem mod hende og kiggede hende dybt i øjnene. ''Jen.. Nogen af os har været her i tre år. Du har kun været her i et par dage og du skulle vide hvor shucking kedeligt det er at være her, når man har været her i et par år. Nu får vi endelig chancen for måske at slippe væk, men det kræver jer alle tre.'' Hun kiggede på mig som om jeg havde misforstået alt og så sukkede hun bare. ''Jeg kan give det en chance... Men hvis jeg bliver lukket inde i den labyrint med de shucking straffer, så er jeg den der er skredet.'' Hun kiggede på mig. Jeg har aldrig hørt hende sige ordet ''shucking'' før nu. Jeg smilede.

(Matt's synsvinkel)

Jeg stod ude foran Bostedet med Thomas og Alby. Både Thomas og jeg så spændte ud, men Alby så mere stresset ud. Han gik frem og tilbage foran os uden at sige et ord, og så gik han forresten også hele tiden hen til døren og kiggede ind. Alby gik stadig frem og tilbage, indtil man kunne høre døren. Han vendte sig straks om og kiggede mod døren. Og der kom Newt med Jennifer i hælene. ''Jen, har besluttet at hun godt kan give det en chance.'' Sagde Newt og kiggede på Alby. Thomas kiggede på mig og jeg smilede til ham. Han havde totalt overtalt mig om at være løber var fedt. Han smilede tilbage. ''Okay. Godt, tak Jen. I løber ud i labyrinten inden vækning imorgen, med Minho og Alvin.'' Sagde Alby så. Vi nikkede. Alby skulle lige til at gå, men så afbrød Jennifer ham. ''Du Alby. Det er kun mine venner der kalder mig Jen. Du kan kalde mig mit navn.'' Hun sendte ham et flabet smil og jeg gik hen til hende. Alby gik videre med hængende hovede, og Newt lige i hælene. ''Jen. Ikke vær' for hård. Han er flink nok.'' Sagde jeg og gav hende en albue i siden. Et lille ''Ah!'' kom ud fra hende. Jeg var bange for at jeg havde gjort det får hårdt, men så kiggede Jennifer bare på mig med et sarkastisk smil på læben. ''Shuck dig. Jeg troede lige jeg gjorde det for hårdt!'' Jeg begyndte at grine og så begyndte Jennifer også at grine. Da vi var færdige med at grine efter et minut kiggede jeg rundt. Chuck var kommet og stod ved siden af Thomas. De stod med et lille smil på læben som hurtigt ændrede sig til et stort grin. ''Shuck i har dårlig humor. Det er ligesom klunk.'' Sagde Chuck grinende. Det blev pludseligt meget akavet. De stoppede først med at grine efter tre minutter.

(Newt's synsvinkel)

Mig og Alby sad inde ved Frypan. Der var ikke andre inde i Food nes og Frypan havde lavet burgere til aftensmad. Vi spiste de resterende burgere. ''Jeg synes ikke så meget om Jennifer. Hun kan ikke lide mig.'' Begyndte Alby. ''Nu sludre du. Hun er lidt flabet, men hun er virkelig sød når du lærer hende og kende.'' Sagde jeg så med munden fuld af mad. ''Jeg synes også hun er meget venlig. Hun plejer at spise med mig, mens i andre er ude og arbejde.'' Sagde Frypan så. ''Er det kun mig hun ikke er venner med?'' Spurgte Alby og kiggede på mig og Frypan med store øjne. ''Hun hader mest Gally. Det gør alle tre bønner.'' Sagde jeg og kiggede først på Alby og så på Frypan som tog en stor bid af sin burger. ''Gally er ikke ligefrem gæstfri.'' Sagde med Frypan med munden fuld. ''Spis før du taler.'' Siger jeg så og griner. Pludselig hører vi en klokke. DING! - DING! Frypan og jeg kiggede både på Alby. ''Thomas.'' Svarede han vores blikke og grinede. ''Lige siden jeg viste ham klokken, blev han helt forelsket i den.'' Fortsatte han og grinede. Så gik vi i seng. Jeg sov ved siden af Alby og Minho.