Snowflakes ft Marcus og Martinus og JRBell (Julekalender) | ✔

12. December

Dagens julesang: "Guld Jul" - Gulddreng 

"Fodboldkampen"

Josefines synsvinkel

I dag skulle jeg hen og se Marcus' fodboldkamp. Jeg var blødt lidt op omkring ham. Han var slet ikke så slem, som jeg troede. Jeg var måske også kommet til det punkt, hvor jeg var nødt til at indrømme over for mig selv, at jeg var vild med ham.

Jeg havde lige fået fri fra skole, og Benedicte og jeg var på vej over til fodboldbanerne. Det var en tur på hele 40 minutter i bus til Mosjøen. Hun havde besluttet også at tage hen og se kampen. Hendes storebror spillede også på holdet.

"Det er ikke ligefrem, fordi jeg har lyst til at glo på min bror, der løber rundt og tror, han er for lækker på den bane," sagde hun: "men jeg er simpelthen nødt til at se, hvordan Marcus er over for dig, når alle hans venner er der."

"Skal du blive ved med at drille mig med ham hele tiden?" spurgte jeg.

"Ja da, man driller jo dem, man elsker," grinede hun: "bedste-veninde-kærlighed."

Da vi nåede hen til banen, fandt vi en god plads, så vi fik en god udsigt over hele kampen, der kort efter startede. Kampen gik godt, og drengene fra Mosjøen scorede hurtigt deres første mål, så de førte kampen. Jeg kiggede mest på Marcus. Han så rigtigt godt ud, som han løb der. Da han løb forbi mig, formede han et hjerte med hænderne. Han var da for meget!

"Jeg bliver ved med at gentage det her," sagde Benedicte: "den dreng er så meget vild med dig."

"Stop det, Bene," sagde jeg og grinede: "han er for meget!"

"Det er forelskede drengene jo," sagde hun og blinkede til mig.

Drengene fra Mosjøen vandt med 2-1. De løb alle ind på midten af banen og lavede en stor bunke af svedige drenge. Benedikte og jeg kunne ikke lade være med at grine. Normalt så jeg slet ikke fodbold, men jeg havde faktisk nydt den her kamp ret meget. Måske, fordi det var Marcus, der havde spillet.

Marcus' synsvinkel

"Har du fået dig en ny flirt, Marcus?" spurgte Alfred ude i omklædningen.

"Nej, hvorfor da?" svarede jeg.

Havde de opdaget det hjerte, jeg havde lavet til Josefine under kampen?

"Jeg så godt, du formede et hjerte til en pige ud blandt tilskuerne."

Pis... der var nogen, der havde opdaget det. Jeg var ikke interesseret i, at drengene skulle drille mig med, at jeg var vild med en pige. De ville drille mig med, at jeg havde tabt pusten som player... fordi de fleste af dem selv var det, bortset fra Martinus. Jeg ville for at være ærlig bare gerne holde min forelskelse for mig selv. Især fordi jeg ikke troede, jeg overhovedet havde en chance hos Josefine mere. Den havde jeg brændt for længe siden, fordi jeg havde været en idiot. Hvis jeg var heldig, kunne hende og jeg være gode venner.

"Nårh, det var ikke noget," svarede jeg ligegyldigt.

"Jo, det var noget," afbrød Benjamin. Det gjorde han bare ikke, det her. Jeg havde ikke fortalt ham, at jeg var forelsket i Josefine, men han havde overværet os sammen i går, og hvis jeg var uheldig, havde han opdaget, hvor meget jeg havde kigget på hende hele tiden.

"Jo, det var," gentog Benjamin: "ellers ville du have ladet mig score hende i går, i stedet for at holde hende fra mig. Som om hun var din."

"Måske knalder de, uden vi ved det!" sagde Alfred.

"Gider I godt holde jeres kæft!" råbte jeg til sidst: "I skal ikke tale sådan om hende. Hun er en sød pige, og hun skal behandles med respekt."

"Hvad sker der?" spurgte Benjamin: "hvorfor opfører du dig sådan?"

Sandheden var, at jeg ikke gad alt det her player-shit mere. Overhovedet. Jeg var færdig med det.

"Jeg gider bare ikke have det her tomme liv, hvor jeg bare knalder tilfældige piger i perioder," svarede jeg: "det er simpelthen for tomt."

"Slap af, dude," sagde Alfred: "vi laver jo bare sjov. Men fint nok."

Så begyndte de at snakke om en eller anden pige, Benjamin lige havde scoret i stedet. Jeg forstod ikke, at jeg overhovedet havde været en del af det her player-halløj. Jeg håbede ikke, det stillede mig i dårligere lys hos Josefine. Selvom jeg var bange for det... fordi hun måske ikke følte, man kunne regne med mig.

Da Martinus og jeg gik ud af omklædningen, vidste jeg godt, han ville stille et par spørgsmål.

"Hvorfor er din forelskelse i Jose så hemmelig?" spurgte han: "det har vel ikke noget at gøre med, at hun ikke ligner alle de andre piger, du plejer at være sammen med? Eller, fordi hun er to år yngre end dig?"

"Nej, slet ikke," svarede jeg: "jeg ville til enhver tid indrømme over for hele verden, at hun er den smukkeste pige nogensinde. Alder betyder intet. To år er jo ingenting."

"Men... hvorfor så?"

"Fordi jeg bare gerne vil holde det for mig selv," sagde jeg: "det rager ikke dem. Du er den eneste, jeg egentligt har lyst til, skal vide det. De drenge er nogle overfladiske røvhuller, og det har fået mig til at inde, hvordan jeg selv har opført mig."

"Endeligt!" sagde Martinus: "hvor jeg glad for, at du endeligt har indset det."

Det var jeg også selv. Helt ubeskriveligt meget. 

-----------------------------

Så... I sidste afsnit var der snak om et shipnavn. Der blev foreslået Jocus og Macfine. Jeg synes, vi sammen skal bestemme os for et shipnavn! Skriv i kommentaren, hvilket shipnavn I ønsker og det, der går igen flest gange, bliver så shipnavnet! <3

Yay!! Kun 12 dage til Juleaften!!!

WIII!!!

Hvad ønsker I jer i julegave?

 Skriv det i kommentaren! ;))

Og glædelig 12. december! <3

- Mathilde <3