Snowflakes ft Marcus og Martinus og JRBell (Julekalender) | ✔

23. December

Dagens julesang: "All I Want For Christmas Is You" - Mariah Carey 

"Kvelden før Kvelden"

Josefines synsvinkel

Sidste søndag. Sidste advent. Men i dag kom Marcus og Martinus ikke forbi. De skulle i tv'et og være med i Kvelden før Kvelden. Det skulle jeg selvfølgelig se! Men jeg anede til gengæld ikke, hvad jeg skulle bruge resten af dagen på. Klokken var ikke mere end ni om morgen, og der var dermed hele elleve timer til, at Marcus og Martinus tonede frem på tv'et. Jeg kunne ikke engang på hen til dem. De var nemlig ikke hjemme. De var taget til Oslo i går aftens for at filme Kvelden før Kvelden.

Jeg kunne heller ikke tage hen til Benedikte. Hun havde besøg af sine bedsteforældre. Jeg skulle dermed bare kede mig hele dagen.

Jeg endte med bare at smække mig ned i sengen med en stor kop te og en af mine bøger. Der sad jeg i mange timer, mens jeg skiftevis grinede og græd med personerne i bogen. Jeg fik drukket flere kopper te, mens jeg sad der.

*****

Da klokken endeligt slog otte, sad jeg foran tv'et i stuen, og Kvelden før Kvelden startede. Marcus og Martinus sad i sofaen over for værten. De var begge klædt i flotte skjorter og perfekt sat hår. Jeg kunne nærmest kun fokusere på Marcus, mens de sad og talte. Han var så dejlig. Hans fantastiske smil. Hans charme. Jeg ville så meget ønske, at jeg var hans kæreste. Jeg elskede alt ved ham. Men jeg vidste godt, at dette var meget usandsynligt.

"Hvordan foregår jeres juleaften?" spurgte værten.

"Når vi står op om morgenen, så har vores forældre pyntet juletræet. Vi tjekker vores juleposer. Der er altid slik i, når det nu er juleaften. Ellers så hygger vi bare hele dagen, og så kommer resten af familien om aften," forklarede Marcus.

"Det lyder da rigtigt hyggeligt. Og er der konkurrence om, hvem der får mandlen?" spurgte værten.

"Altid," grinede Martinus: "men Marcus er altid så uheldig."

"Er det rigtigt, Marcus?"

"Ja, jeg får aldrig mandlen, så sidste jul puttede jeg en ekstra mandel i grøden, fordi jeg aldrig havde fået den. Så jeg fandt den og var glad... lige indtil den rigtige dukkede op, og så måtte jeg jo fortælle min mor, at jeg havde hugget den ene i køleskabet," sagde Marcus flovt.

Alle i studiet grinede af ham. Martinus grinede også, og han selv sad og smilede lidt flovt. Hans kinder var helt røde, mens han sad der med ansigtet vendt mod gulvet.

Bagefter sang de en julesang sammen, og de snakkede lidt videre.

"Du ligner rigtigt nok en, der er forelsket, Marcus," sagde værten pludseligt.

"Det er han også," grinede Martinus.

Marcus gav ham en albue i siden. Det skulle Martinus tydeligvis ikke have sagt. Så vidt, jeg kunne forstå på Martinus, ville Marcus gerne holde sine private følelser for sig selv. Især, når det gjaldt kærligheden.

"Nåhdada, er det sandt, Marcus?" spurgte værten: "er du forelsket?"

"Ja, det må jeg jo indrømme, at jeg er."

"Hvordan er hun?"

"Hun er helt fantastisk og unik. Jeg har aldrig mødt nogen pige som hende," sagde han: "hun er den smukkeste pige, der findes. Hun er sød og kærlig. Alt det, jeg nogensinde har ledt efter."

"Vil du fortælle os, hvem det er?" spurgte værten nysgerrig.

"Nej, ikke endnu," svarede han: "jeg har ikke spurgt hende, om hun ville være min kæreste endnu."