Snowflakes ft Marcus og Martinus og JRBell (Julekalender) | ✔

15. December

Dagens julesang: "Mistletoe" - Justin Bieber

"Sisters before Misters"

Marcus' synsvinkel

Jeg havde fucket ALT op! Det var sikkert... og det var ikke engang min skyld. Lina havde presset mig op mod væggen, og jeg havde prøvet at fjerne hende. Men hun havde bare lagt sine læber mod mine, og jeg havde så taget fat om hendes hofter for at skubbe hende væk. Men Josefine var kommet på det helt forkerte tidspunkt og havde fuldstændigt misforstået situationen.

Jeg sad med hovedet gemt i mine hænder. Jeg var så fortvivlet og frustreret, og jeg anede vitterligt ikke, hvad jeg skulle stille op med et hele. Min tankestrøm blev afbrudt af Martinus, der bragede ind af min dør.

"Marcus, hvad fanden har du gang i!" spurgte Martinus i en aggressiv tone: "har du kysset med Lina?"

"JEG har ikke kysset hende. HUN kyssede MIG, og JEG prøvede at skubbe hende væk."

"Så du har altså kysset Lina?"

"Josefine tror, jeg kyssede Lina," sagde jeg trist: "hun kom ud i gangen, lige da Lina havde klynget mig op af væggen."

"Hvad mener du?"

"Jeg gik på toilettet. Jeg havde siddet og holdt i hånden med Josefine og snakket rigtigt længe, og jeg ville gå tilbage til hende, men da jeg kom ud fra badeværelset, tog Lina bare fat i mig. Jeg blev så chokeret, at jeg ikke nåede at skubbe hende væk, før jeg allerede stod med ryggen mod muren. Jeg prøvede at få hende væk, men så kom Josefine og misforstod det hele."

"Har du forklaret hende det?" spurgte Martinus panisk.

"Jeg prøvede, men hun ville ikke høre på mig. Nu tror hun igen, at jeg er en eller anden klam fuckboi, og jeg vil ikke identificeres med det ord mere."

"Hvad vil du gøre?"

"Prøve at overbevise hende om, at jeg ikke er en fuckboi, og at jeg gerne vil hende."

"Så du indrømmer det altså fuldstændigt blankt og reelt? At du er forelsket i Josefine?"

"Jeg er ikke bare forelsket, Martinus," sagde jeg: "jeg elsker hende."

Josefines synsvinkel

"Hvor blev du af i går?" spurgte Benedikte, da hun stod i døren til mit værelse. Jeg lå stadig i sengen. Jeg havde slet ikke lyst til at røre mig ud af flækken efter i går. Jeg lå med ryggen til døren, så hun ikke kunne se mine ømme røde øjne.

"Jeg tog bare hjem," svarede jeg.

"Men hvorfor?" blev hun ved: "hvad skete der?"

Jeg kunne mærke sengen give efter, da hun satte sig på kanten af den, og jeg vendte mig om. Hendes ansigtsudtryk var fyldt af medlidenhed. Jeg satte mig op, og hun trak mig omgående ind i et kram, og jeg begyndte at græde ned i hendes skulder.

"Marcus kyssede med Lina," hulkede jeg.

"HVAD!!" udbrød hun forskrækket: "men I sad jo og holdt i hånden?"

"Ja, men da jeg kom ud i gangen, stod han med ryggen op af væggen og kyssede med Lina og havde sine hænder på hendes hofter."

"Og det kunne ikke være et uheld?"

"Et uheld? Hvordan kan det være et uheld, at han står og snaver med... ja, jeg ved ikke engang, hvad jeg skal betegne hende som," svarede jeg opgivende.

Jeg vidste godt, at Lina var pisse sur over, at Marcus havde foretrukket mit selskab, og jeg havde da også fået følgerne af det i hverdagen. Jo mere, det var gået op for hende, at Marcus ikke ville have hende og var ret meget sammen med mig, var hun blevet ondere i sulet. Hun var faktisk direkte ondskabsfuld til tider.

"Du ved jo godt, at Lina afskyr dig, ik?" sagde Benedikte alvorligt: "det ville lige ligne hende, hvis hun faktisk havde klynget ham op af væggen som hævn for, at han heller vil have dig."

"Det ved jeg," sagde jeg: "hadet er bestemt gensidigt, og hun kunne bestemt have fundet på det. Men den måde han holdt på hendes hofter bekræftede, at det ikke var et uheld eller en fælde."

"I så fald er jeg også gal på ham," sagde Benedikte: "han leger med dine følelser, og jeg har lyst til at smadre ham!"

"I stedet for at smadre ham, kan du så ikke bare blive her resten af dagen og holde mig med selskab?"

"Det behøvede du ikke engang spørge mig om. Sisters before Misters, ik?"

Jeg smilede svagt. Da vi havde snakket færdig, hev Benedikte dynen af mig og næsten skubbede mig ud i badet. Hun insisterede på, at selvom Marcus havde været en lort... igen, så skulle det ikke gå ud over mig. Det var faktisk rigtigt rart at have hende lige nu, det hjalp virkeligt meget. Da jeg havde fået tøj på, så vi YouTube, Netflix og spiste en masse is. Benedikte fik mig også til næsten at skrige af grin hvert femte minut. Så meget, at jeg næsten glemte det, der var sket i går. Et lille frirum, selvom mine tanker ville vende tilbage til Marcus det øjeblik, Benedikte ville tage hjem. Men lige nu fokuserede jeg på bare at grine og have tøsetid.

--------------------------

Jeg beklager for min inaktivitet. Forklaringen står inde i min anden bog Second Chance (kapitel 137), hvis I vil vide hvorfor...

Så Marcus løj faktisk ikke... han havde ikke gjort noget... 

Tror I, han får svært ved at overbevise Josefine om det? 

Og glædelig 15. december! <3

- Mathilde <3