(Denne bog er baseret på en sand historie)
Før vidste jeg ikke hvad de mente med, "kærlighed gør blind." Men jeg kan spoile og fortælle, at jeg lærte det på den hårde måde.
Jeg har det som om mit hoved er ved at springe i luften af smerte, når jeg træder ind i klassen. Elevernes øjne er klistret fast på den store tavle, hvor vores matematik hamrer hans pegepind på, sådan det giver nogle høje bang lyde. Mine øjne flakker rundt i klasseværelset for at finde Anne. Men hun er ikke til at få øje på iblandt de andre. "Ida, vi er gået i gang!" Matematik læreren havde ikke langt mærke til mig, indtil jeg åbenbart havde stået i alt for lang tid i døren og bare stirret.
Det er endnu en dag, hvor jeg skal gå igennem helvede uden Anne. Anne begyndte pludselig at være meget hjemme på det seneste. Hun fortalte selv til mig, at det var på grund af hun var blevet syg eller havde ondt i hovedet. Men var det derfor, eller er det fordi hun ikke har det særlig godt i fællesskabet?
Der går dage, uger og måneder, hvor jeg tvivler på livet. Når jeg holder med Anne i medgang og modgang, bliver jeg frastødt af de andre i klassen. "Tænk, at hvis du ikke er den de ønsker, så er du ingen." Jeg kan snart ikke tælle på fingrene, hvor mange gang jeg har set min bedsteveninde Anne bringe sit falske smil frem og lyve for mig. "Det er okay alt sammen, jeg har vænnet mig til det." Siger hun altid og kommer med sit falske smil endnu en gang. Men, jeg kan tydeligt se på hende at det langsomt æder hende op indefra, og det er kun spørgsmål om tid før det samme sker for mig.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Det er som om de har lavet Anne om til en robot som er programmeret til kun at gentage sig selv og bringe et tvunget smil frem.
"Ida, kom nu i gang!" Råber læreren utålmodigt, da jeg ikke har fundet en plads endnu, hvor jeg kan sidde for mig selv. Hvis jeg husker tilbage på 5 klasse, så elskede jeg at være social sammen med andre, det gør jeg stadig. Men, jeg kan ikke se pointen i at sætte mig ved en, som ikke ser mig som en person, men ser i stedet mig som om en robot, der er under programmering, eller som en mørk skygge.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg kigger hjælpeløst op på læreren, som har sat begge sine arme i på hofterne. Han kan slet ikke se, at der ikke er nogen pladser tilbage udover de stole, hvor elevernes skoletasker står på. Men skoletaskerne gider de jo ikke at fjerne, for hvem gider at sidde sammen med en som mig?
