Min blinde kærlighed

William

Himlen og skyerne er røde på en sen eftermiddag. Solen sender sine stråler igennem gardinet og blinder mit syn.

Min hånd får et rødt skær på sig, som får mig til at mærke varmen fra den kommende sommer. "Plz, lad mit skoleår efter sommerferien blive til noget jeg vil huske." Ber jeg til mig selv og smiler.
Det er starten af februar, så kun nogle af træerne og buskene er begyndt at springe ud med blomster og blade.

Der kommer et stille bank på min dør, hvorefter døren bliver åbnet forsigtigt. Et hoved stikker ind, og får mig til at sætte mig op i sengen. "Skal du ikke snart i aftenclub med veninderne?" Spørger min mor, idet vi får øjenkontakt og hun træder ind. Jeg trækker på skulderen, da jeg syndes at aftenclub begynder at være kedeligt efter jeg havde været der i mange år nu. "Nej, men jeg skal mødes med nogle veninder, hvor vi så tager ned i byen til det der arrangement."  
Min mor kom nærmere og tager blindt fat i mig, hvorefter hun træk mig tæt ind til hende. Hun slap mig igen og kiggede mig i øjnene. "Hvor er det dejligt at se, at du kan lide den anden klasse du er kommet i." "Bestemt! Jeg har altid godt kunne lide den. Det var jo ligesom der jeg gik hen, når jeg havde det forfærdeligt i den gamle klasse, som var det rene helvede." 

Min mobil brummer nede i min bukselomme, hvorefter jeg slipper øjenkontakten med min mor for at læse beskeden på min mobil.

~Emilie;
Kommer du ikke snart?

~Ida;
Jo, skal bare lige have noget tøj på xD

~Emilie;
Super, ses snart ^-^

Herefter skynder jeg mig at få tøj på og er hurtigt ude af døren før jeg når at se mig om.
Emilie, er en af mine gode veninder fra klassen, som jeg klinger rigtigt godt med. Men alligevel har jeg det svært ved at lade hende komme tæt på mig, fordi jeg frygter at miste hende ligesom Anne. Derfor kan jeg godt være en smule hård ved hende, når vi sidder i klassen og skal sammearbejde med andre. Jeg har tit udgået, at det altid skulle være os, fordi jeg ved hvor ondt det kan gøre, når det ikke længere er sådan.
"Jeg er nok bare ikke den nemmeste at være sammen med...især når jeg skubber alle væk der kun vil mig det bedste."

Jeg er gået hen på skolen for mødes Emilie, sådan vi sammen kan gå ned i byen, hvor de andre piger vil stå og vente.
Solen skinner stadig kræftdigt og blinder mine øjne endnu engang, hvor jeg dækker min øjne, sådan jeg bedre kan se. Idet samme, kan jeg se to fødder komme gående hen til mig, rejsen af kroppen er sløret på grund af solens stråler. Men, så hører jeg en bekendt stemme råbe til mig. "Hvorfor svarede du ikke på mine opkald?" Emilie står med hænderne på hofterne og laver skøre ansigter, som får mig til at grine.