Min blinde kærlighed

Den dårligste

Der er gået et halvt år siden jeg startede og flyttede hertil. Jeg tænker ikke længere på København. Eller går rundt med et ønske om, at jeg vil tilbage. Nej, jeg er endelig blevet tilpas, med det hjem som jeg har nu.

Små snefnug har lagt sig på træernes grene og resten af legepladsen er dækket er frisk sne. Det er endnu en lys morgen på en vinter dag.

Opgivende har jeg lagt min kind i min hånd, imens jeg er begyndt at tegne cirkler nede på papiret. Der står så mange ligegyldige ting, som eksempel, "hvordan regner du rumfanget ud af denne kasse?" Jeg sukker lavt og tænker tilbage på min gamle klasse. "Mund de også laver matematiktest?" En sort fugl fanger min opmærksomhed og jeg kigger op fra de mange tegnede cirkler og ud af vinduet.

Den lander på den tykke nøgne sne og begynder at hoppe lidt rundt. Fuglen har taget sine store mægtige vinger indtil sig. Selvom vi har minusgrader udenfor lader det ikke til, at den bemærker det. Jeg kan ikke lade vær med at trække et skævt smil på læben, idet den fortsætter med at hoppe tosset rundt.
Min matematiktest får kun et kort blik igen og en lille overvejelse om jeg skal begynde igen. Men så snart fuglen kommer nærmere hen til vinduet, og nærmest begynder at danse tager jeg min blyant i hånden, og observer vær eneste bevægelse den laver, sådan min blyant også begynder at lave en dans på papiret.

Pludselig stoppede den med at danse rundt, og vi fik øjenkontakt. Længe sidder vi der og stirre på hinanden, fordi jeg ved at den mindste bevægelse vil få den til at flyve væk. Men så rejste en af drengene op fra sin plads og råbte udover klassen. "Jeg er færdig med testen!" Forskrækket drejer jeg også mit hovede for at se op på min klassekarmarat, som står og vifter med papiret.
Der var lige så stille inde i klassen, men takket været ham, så er den ro fuldstændigt ødelagt for så begynder de andre også at råbe og vifte med papirerne. "Jeg er også færdig!" "Også mig!" "Og mig!" Det lyder næsten som en gal hønsegård.

Jeg kigger ned på mit papir og ser alle de urørte opgaver. "Langt fra færdig." Sukker jeg opgivende, hvorefter jeg får øjne på min fugle tegning. "Den ligner da lidt." Siger jeg til mig selv og smiler, hvorefter mit blik vendes mod vinduet.

Men fuglen står ikke længere ud foran vinduet, den er faktisk ikke til at se. Mit blik drages op mod de grå skyer, hvor jeg ser den sorte fugl baske med sine mægtige vinger og flyver væk. "Hvor ville jeg ønske, at jeg var en fugl." Jeg kigger beundrende på fuglen indtil den forsvinder bag om de grå skyer.

Jeg tør næsten ikke, at give min matematik lærer min test, som er langt fra udfyldt. Han slår utålmodigt pegepinden ned på min bord, sådan jeg forskrækket ser op på ham. "Jeg skal også havde din test, Ida." Siger han med en dyb stemme.
Når han taler kan man tydeligt lugte den sure kaffeånde og de svedige armhuler. Jeg tager en dyb indånding, sådan jeg ikke kan lugte ham og giver ham testen.

"Hvor jeg dog hader matematik." Tænker jeg og lukker alt min luft ud i et, hvorefter jeg lader mig falde tilbage i træ stolens ryglæn. Eleverne begynder at pakke deres penalhus og bøger ned i skoletasken, hvor de derfra skynder sig ud til frikvarteret. Men jeg sidder stadig på stolen, lænet mig godt tilbage i ryglænet, imens mine tanker flyver rundt i mit hovedet. "Jeg er nok den dårligste i klassen til matematik. Jeg husker slet ikke, at min gamle skole var så svær at følge med i." Jeg sukker en gang og lukker udmattet mine øjne i et kort sekund. "Er jeg den eneste der her det sådan her?"

"Sidder du nu og dagdrømmer igen, Ida?" Kan jeg høre Anne spørge, hvorefter jeg kan høre Alma afbryde med sin skinger stemme. "Hvad laver du herover An-ne?!" Alma har en provokerende tone, så jeg åbner begge mine øjne og ser på hende. "Slap lidt af, okay Alma?" Hun svinger irriteret med håret og går med resten af pigerne ud af klassen, sådan det kun er Anne og Jeg.

Efter Alma gik sammen med de andre piger satte Anne sig forsigtigt ned ved siden af mig. Jeg tager begge mine hænder om bag hovedet og kigger på Anne, når jeg spørger. "Hvorfor forsøger du ikke at blive venner med dem? Jeg ved godt de kan være belastende, men det skader ikke at prøve." Anne ser tomt ned på gulvet og svare. "Jamen, Ida jeg kan jo ikke tvinge dem til at være sammen med mig. Men jeg vil også ønske, at det var så let for mig, som det er for dig."

Jeg har så ondt af Anne, fordi hun ikke kan sammen med de andre piger fra klassen. Men hvad hun har fortalt mig mange gange, når vi har været sammen efter skole, så har det altid været sådan. Lige siden hun ankom til skolen i de mindre klasser har hun altid været udstødt af de andre, fordi hun er en smule anderledes.
Hun har fortalt mange ting pigerne har gjort imod hende, som jeg ikke selv kan forstå, hvordan de slap afsted med det.
Men jeg tror folk har det svært ved at forstå, hvis de ikke selv har prøvet det før, hvor splittet jeg føler mig, da jeg er venner med begge.

Jeg vil selv beskrive mit første år på skolen en succes, da jeg blev venner med hele klassen og havde altid det største og sødeste smil på læberne. Men, hvis du bliver tvunget til at spise en håndfuld sukker, så vil sødmen blive kvalm. For i de næste to år, 6 og 7 klasse var det for alvor ved at gå helt galt, hvor kvalmen sad helt oppe i halsen.