(Denne bog er baseret på en sand historie)
Før vidste jeg ikke hvad de mente med, "kærlighed gør blind." Men jeg kan spoile og fortælle, at jeg lærte det på den hårde måde.
Jeg kigger op på min mor, da hun lukker bildøren efter mig. "Jamen, hvornår skal vi så hjem igen?" Da bildøren blev smækket i, vidste jeg godt, at det ikke var snart. En trist trutmund kom frem på mine læber, da min mor gik ned i hug, og forsøgte at kigge mig i øjnene. "Ida, vi skal jo bo her nu. Kan du ikke gå over til far, og hjælpe med at få nogle af flyttekasserne ud af bilen?" Jeg undgik hendes blik, men jeg gjorde som hun sagde og gik over til min far.
Min far stod ved bilens bagagerum, og løftede en masse flytterkasser ud. Solens stråler ramte hans pande, sådan den begyndte at skinne. Det er en frygtelig varm sommerdag, hvor selv fuglene havde sat sig langt inde i træernes blade, i frygt for at flyve ud i solen og blive stegt som en kylling. Men selvom fuglene gemte sig kunne man tydeligt høre dem kvidre. Det var lige før man skulle tro, at de var ved at blive kvalt, så dårligt lyd det, eller så var det, fordi jeg kun var vant til bilerne susende, byttende og menneskernes brokken når de havde travl. I København skete der altid noget, men herude i Ejby er alt bare roligt og kedeligt.
Jeg tog fat i hver håndtag af flyttekassen og løftede med hele kroppen. Mit ansigt pustede sig op og mine kinder blev helt røde. "Den er da ikke tung." Tænkte jeg, i et forsøg på at overbevise mig selv, at jeg sagtens kunne løfte den. Flyttekassen var ikke mere end små millimeter op fra jorden. Jeg kigger opgivende hen på døren til huset, og satte flyttekassen ned igen.
Nu begyndte sveden også at komme frem på min pande, så jeg satte mig udmattede på flyttekassen og kigger tomt op på min far, som stadig var igang med at tømme bilen for flyttekasser. "Kommer de slet ikke til at savne København?" Spørger jeg mig selv, hvorefter jeg bliver distraheret af en hvid sky, som kommer svævende forbi op på himlen. Skyen lignede lidt den jeg plejede at se oppe fra lejligheden i København.
Oops! Questa immagine non segue le nostre linee guida sui contenuti. Per continuare la pubblicazione, provare a rimuoverlo o caricare un altro.
Hvor jeg dog allerede savnede København og den larm den havde. Mine forældre havde fået nok af storbyens larm, og havde i langt tid ledt efter et lille hus ude på landet. Min storesøster Maria og jeg, blev ikke særlig spændte på at flytte, som vores forældre gjorde. Men, vi kunne jo ikke gøre andet end at leve med det, fordi vi er jo stadig børn/teenager, som stadig flækker af grin over hver gang er bliver sagt pik eller patter.
Nu hvor jeg sad på flyttekassen og beundrede himlen, og skyerne der fløj stille forbi. Kunne jeg ikke stoppe med, tænke på alt det jeg savnede, selv det jeg hade, savnede jeg. Naboerne, som spillede det højeste musik på et sprog man ikke engang kunne forstå. Det irriterende nu aldrig mig, da jeg synes rytmen var catchy. Men udover den høje musik om natten, så savner jeg også alle de æbletræer, som nærmest stod og kaldte på en, når æblerne var friske og klar til at blive spist. Men i stedet for at bo, hvor man blev født vælger man at flytte. Ja, jeg blev decideret født i lejligheden, ude på vores lille bitte badeværelse, som kun var lidt større end et klædeskab. Men der blev jeg så født, midt ude på badeværelsetsgulvet. Men det er en helt anden historie...
