Historie ideer || KPOP

I'm not real

Titel : I'm not real || Taekook

Sprog : Engelsk

❝About a boy who's alone but then meets another boy he slowly begins to trust. But it's already too late and the time limit is running up, the boy disappears again❞

─── ･ ｡ﾟ☆: *.☽ .* :☆ﾟ. ───

Har i nogensinde haft en usynlig ven?

Taehyung og hans familie var ude for en bilulykke for nogle år siden. Han mistede begge sine forældre og sin lillesøster og bror. Han var den eneste der overlevede sammenstødet med lastbilen og utallige andre biler. Det havde været en frygtelig oplevelse for den kun 16-årige dreng, som havde troet, at han og hans familie bare skulle på en helt normal ferie, som i stedet endte ud i flere kvæstelser. Efter ulykken mistede han al kontakt med resten af omverdenen. Han murede sig selv inde, som den sidste sikre løsning. Han var såret mentalt, men ingen hjalp ham. Han var overladt til sig selv. Kun en person havde givet forsøget og havde prøvet at hjælpe Taehyung. Hans bedste ven Park Jimin. Jimin havde næsten kastet sig på knæ foran ham og bedt om lov til at hjælpe den hårdt ramte Taehyung. Men han var blevet groft afvist utallige gange, og til sidst gav Jimin op. Taehyung ville ikke have nogens hjælp, og nu var han helt alene.

Af og til følte han sig lidt for alene og ønskede bare en at snakke med, men så huskede han sig selv på, hvordan det hele ville være bedre for hans sikkerhed at være alene.

Første gang det skete var en helt normal aften. Taehyung boede stadig i hans forældres hus. Han sad stille i sofaen og læste i en bog, som han ofte gjorde. For ham var det at læse det eneste sted hvor, han ikke skulle bekymre sig for sig selv og resten af omverdenen. Han kunne i stedet for leve sig ind i en verden, hvor han ikke selv fandtes fysisk.

Et højt bank mod hoveddøren fik ham næsten til at tabe bogen ud af hans hænder. Han slog forskrækket blikket op og kiggede med store øjne mod den låste hoveddør, som gentagende gange blev slået til. Han var ikke i tvivl om, at nogen var i gang med at slå døren op.'Shit'. Hans hænder foldede hurtigt det ene hjørne i bogen til et lille bogmærke, og han lagde langsomt bogen ned ved siden af ham. Hans hjerte slog hurtigt mod brystkassen, og han kiggede med et nervøst blik ned på hans rystende hænder. Han panikkede indvendigt og havde ikke en snært anelse om hvad, han skulle gøre. Det var så sjældent, at han overhovedet involverede sig selv med andre mennesker, at han knap nok havde forstand på at starte en samtale. Og nu var der nogen, der var i gang med at slå døren op i hans hus. Han kunne se hvordan væggen smuldrede for hvert eneste slag, og han frygtede for at låsen ville springe op om kun få sekunder. Taehyung holdt vejret. Han havde rejst sig op og hævet en af sofapuderne foran sig. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen, og det var en ubehagelig følelse, som bragte gamle minder til ham.

Og så sprang låsen op og resterne landede på gulvet med et 'kling'. Taehyung faldt mod gulvet med lukkede øjne og krøllede sig beskyttende sammen med sofapuden dækkende over hans spinkle krop. Alle hans sanser stod på tæer, og han ventede bare på, at nogen ville storme over mod ham og kræve alle hans penge eller gøre ham ondt. Men det skete aldrig. En blid hånd lagde sig på Taehyung's skulder, og et chok gik igennem hele hans krop. Taehyung kiggede skrækslagen op.

"Hey, du er ikke helt alene", sagde den mørkhårede dreng, som sad på knæ ved siden af ham.

Taehyung lagde mærke til det lille snitsår den fremmede dreng havde fået over kinden og kiggede over mod den nu ødelagte dør. Der lå en muskuløs bevidstløs mand. Et kuldegys løb ned langs Taehyung's rygsøjle, og hans hænder klamrede sig til sofapuden.

"Lad vær med at kigge derover", sagde den fremmede dreng og blidt tog om Taehyung's kind og drejede hans hoved, så han fik øjenkontakt med drengen.

Drengen smilede et tandsmil og på en måde, mærkede Taehyung hans hjerte springe et slag over. Ingen havde smilet sådan til ham i flere år.

"D-du bløder", stammende Taehyung med øjnene på den lille blod dråbe, som trillede over hans kind.

Drengen nikkede bare, stadig med hans smil, "Det gør ikke noget".

Taehyung vidste ikke hvad, han skulle sige. Han vidste heller ikke hvordan, han skulle reagere. Han havde egentlig mest lyst til at gemme sig helt væk. Men den mørkhårede dreng havde stadig et blidt greb om ham. Han var fanget.

"Kom, sæt dig op i sofaen i stedet for at ligge her", sagde drengen og blidt trak Taehyung op i sofaen.

Taehyung sagde ikke noget og lod ham gøre det. Med store øjne opsummerede han alle drengens bevægelser. Drengen gik over mod den bevidstløse mand og alt for let trak ham op og gik udenfor med ham. Taehyung havde svært ved at forstå hvad, der lige var sket. Det var alt for mange ting, der skulle vendes og drejes i hovedet, end hvad han var vant til. Han så drengen komme tilbage, som gjorde et forsøg på at sætte den ødelagte dør op igen, men endte med bare at sætte den foran dørhullet for at dække for den værste kolde vind, der kunne sive ind.

Den mørkhårede dreng kiggede over på Taehyung igen med et lille grin. Han satte sig over ved siden af Taehyung i sofaen og kiggede med hans store dådyr øjne på ham.

"Mit navn er Jungkook", sagde den mørkhårede dreng med et smil.

Taehyung kunne ikke få sig selv til at kigge på ham, men mumlede i stedet sit navn, "Taehyung.."

Jungkook sad der bare uden at gøre nogetsom helst. Han var der bare. Taehyung mærkede stadig øjnene på ham, men han samlede langsomt bogen op, som lå ved siden af ham. Jungkook fulgte nysgerrigt med, med øjnene og opsummerede stille Taehyung's bevægelser. Taehyung åbnede bogen og fandt stedet hvor, at han havde bukket det ene hjørne, og han begyndte at læse videre så uberørt som muligt.

De sad sådan i lang tid. Flere timer. Taehyung, som gemte sig væk ind i bøgernes univers, og Jungkook, som bare stille sad og kiggede opsummerende på ham. Langsomt begyndte Taehyung's hoved at falde længere og længere ned i bogen, og han gjorde alt for at holde sig vågen, men hans øjne ville ikke lystre. Jungkook, som stadig havde øjnene på ham bevægede sig over mod den halvt sovende dreng og tog forsigtigt bogen ud af hans greb og lagde den åbent på hovedet i sofaen. Taehyung som næsten sov, opdagede det slet ikke. Jungkook sneg blidt en arm under Taehyung's arme og en arm under hans ben og løftede ham op i hans favn. Som en ren refleks, greb Taehyung med slappe arme, Jungkook rundt om hans hals. Jungkook kunne ikke lade være med at smile ned til den sovende dreng. Hans blond-farvede lokker faldt ham blødt om hovedet og gjorde hans ansigtstræk mere bløde.

Jungkook skubbede til den første dør, som han kom forbi på den lille gang, og kiggede ind. Et lille hyggestemt værelse kom til syne på den anden side af døren. Små lys var tændt og sat lidt hist og her og lyste rummet op med et afslappende lys. Jungkook gik ud fra, at det her var Taehyung's værelse og lagde ham blidt ned midt på dobbeltsengen. Han fandt et tæppe og dækkede ham forsigtigt til, så det dækkede over hele hans krop. Taehyung tog i søvne fat i tæppet og trak det længere ind til sig. Jungkook smilte over det og satte sig på sengen ved siden af den sovende dreng.

"Jungkook...Kookie", mumlede Taehyung.

Med en blid hånd greb Jungkook ud efter Taehyung's hår og begyndte at stryge de blonde lokker. Jungkook's smil blegnede. Gid han havde vidst det. Jungkook lænede sig ned mod Taehyung og plantede et kys på hans pande.

Gid Taehyung havde vidst at Jungkook ikke var virkelig

─── ･ ｡ﾟ☆: *.☽ .* :☆ﾟ. ───