Imperfections

Telefonen brummer, så lad mig dog være i fred!

Mange teenagere kender den velkendte følelse af telefonen der brummer nede fra baglommen. Det kan være i skoletiden, mens man er sammen med venner eller familie, eller hvis man måske er i gang med at lave lektier. Man har lige sat mobilen på lydløs og tænker egentlig, at man vil fokusere al sin opmærksomhed på hvad end man har gang i. Vi kender alle, den enorme fristelse der kommer når man ved, der ligger en ulæst besked og venter på en i indbakken, men man ved også at hvis man først har den fremme, er der ingen vej tilbage. Og på et eller andet tidspunkt bukker vi alle under, nogle gange ville vi bare ønske de kunne lade os være i fred.

Vi kender dog alle dilemmaet. Vi kan være så irriteret på dem der sms’er os, når de udmærket ved at vi ikke har tiden, men ikke kan udstå fristelsen og give et hurtigt svar. Men alligevel føler en lille del af os glæde, ved tanken om, at nogen tænker på os, og rent faktisk gider bruge deres tid på at skrive til en, af denne grund svarer vi også altid tilbage, for at lade folk vide, at vi sætter pris på opmærksomheden.

Dette er en ond cirkel. Ligesom når forældre giver deres børn en mobiltelefon, med håbet om, at kunne få fat i dem på alle tider af døgnet. Samtidig bliver de rasende når man sidder og stirrer ned i den lille skærm, når man egentlig skulle bruge tid sammen med familien eller vennerne. Men hvis man så en dag har slukket si mobil, eller ikke tjekker den hvert andet sekund for at se om nogen har villet få fat i en, er der selvfølgelig en bekymret forælder der har ringet, og der nu er rasende, fordi man ikke øjeblikkeligt svarede da hun spurgte hvor man befandt sig. Det er svært at gøre alle tilfredse med denne mobiltelefon, og med hvornår det er okay at have den fremme.

Det hænder også, at man en aften sidder ved spiseboret og ens mobil brummer og man instinktivt tager den op af lommen, fordi man ved, at det er veninden der har noget vigtigt at sige, men ligeså snart mobilen kommer til syne over bordkanten, kommer der en række kommentarer fra forældrene fra den anden side af bordet. ”Læg den fra dig” ”det kan vente til senere” eller ”Man har ikke mobiler ved bordet” Med sur mine lægger man mobilen fra sig, og vender tilbage til måltidet. Kort tid efter ringer din mors mobil, og hun rejser sig for at tage det. Pludselig er alle de super vigtige regler om mobiler ved bordet blæst af vejen, for dette meget specielle vigtige opkald, som tilfældigvis kommer under hvert evigt eneste måltid.

Et andet eksempel kan også være. Man sidder i skolen, og er i fuld gang med at læse i en eller anden super interessant skolebog, og pludselig brummer mobilen. Det kan være ens mor der vil sige noget vigtigt, eller ens søster der har brug for omgående hjælp. Det kan også være en ven der tilfældigvis ikke er i skole og fik løst til at skrive en besked, og lige i det øjeblik man har tænkt sig at forklare denne person, at man ikke har tid til at skrive kommer læreren forbi og snupper mobilen ud af hånden på dig, uden så meget at lytte til den halvhjertede forklaring du kommer med. Du får så en chance til og fokuserer nu hundrede procent på den bog du er i gang med at læse, men da brummer mobilen nu atter engang, da personen du havde svaret tilbage fra før nu lige ville sige ”Okay” eller ”Super, ses” Og lige i det øjeblik hvor du rækker hånden frem for at lægge din mobil væk, kommer læren forbi, og tror øjeblikkeligt, at du er i fuld gang med at sms’e din hjerne ud. Og uden videre er man uden mobil, resten af dagen. Og når man så endelig får den tilbage, ligger der en vigtig besked fra enten moderen. eller chefen, som man nu pinligt sent må svare på.

Jeg tror mange teenagere og unger kender netop disse dilemmaer angående mobiltelefoner. Jeg syntes personligt det er latterligt folk skriver til en, når de udmærket er klar over, at man ikke har tid, og man 100 % sikkert vil få konsekvenser for at svare, men på den anden side, har vi nogensinde tid, eller er der kun dårlige tidspunkter? Hvordan kan folk vide, hvornår der er grønt lys for, at sende en hurtig besked? Det kan være svært at vide, men en ting er sikkert! Lige meget hvor gerne vi gerne vil være i fred, må vi dog indrømme at det varmer en, når nogen har tænkt længe nok på en, til at sende en besked.