Imperfections

Lang distance, svære balance

Det er blevet for let at være i et langdistanceforhold. I den nu moderne verden, har man mulighed for at møde mennesker fra rundt omkring i hele verden, man kan tage på rejser og møde folk, eller møde dem over websider på internettet. Det er blevet lettere at få det til at fungere, da man ved hjælp af mobiltelefoner og diverse elektroniske udstyr, kan fastholde kontakten. Mange unge bliver fristet af denne mulighed. Dette gør os blinde for dem der er lige foran næsen på os. Vi er blevet for kræsne, og i vores søgen efter den perfekte partner, har vi ingen begrænsninger når det kommer til kilometer.

Der er med sikkerhed nogle forældre der sidder derude, men en søn eller datter der nuværende befinder sig i et langdistanceforhold. Men hvad gør man egentlig som forælder? Man ønsker vel at ens barn skal være lykkelig og trives, men er et langdistanceforhold måden at gøre det på, eller skal man åbne deres øjne for virkelighedens verden. Man kan være bekymret for barnets sociale færden, men man vil samtidig ikke spolere dets lykke. Disse forældre ved nok også godt hvor upopulære de ville blive hvis de forsøger netop dette. Det er så her man bliver nød til at beslutningen om, at lade sine børn lære af sine egne fejl, eller stoppe dem før det er for sent, eller i det mindste informere barnet om det konsekvenser der følger med et sådan forhold. Men det kan også nogle gange være svært at bedømme, om man tager den rigtige beslutning, for der er jo nogle forhold der varer ved, og om det er en af dem, ved man jo aldrig.

Der er mange ulemper ved et langdistanceforhold. Der er prisen det koster at besøge hinanden, hvilket man ikke kan gøre ofte. Der kan være kulturforskelle, mangel på fysisk kontakt eller at man ikke ved hvem det er der sidder på den anden side af skærmen. Det er let at udgive sig at være en anden end man er, nu tænker jeg både i form af at lyve omkring sin alder, men man kan også have en tendens til at opføre sig som en helt anden person over nettet. Man får her chancen for at være lige den person man gerne vil være, selvom man godt ved, at man ikke er helt er sådan i virkeligheden. Personen der sidder på den anden sidde skærmen kender dog kun den ene side der bliver vist, og derfor kan ens forventning til sin partner godt være misplaceret når man så endelig mødes.

Langdistance forhold er dømt til at ende fra starten. Eller det er i hvert fald de flestes holdning til det. Det kræver utrolig meget tillid, og at begge parter er fast besluttede på at det skal være netop de to. De færreste har det sådan. I mange forhold er ønsket og behovet for hinanden ikke just jævnt fordelt, disse forhold varer måske ved i nogle år, men ender så med at dø ud, fordi man enten mister interessen, eller simpelthen, at man giver op. Man burde spørge sig selv, inden man går ind i et sådan forhold, om det virkelig er den måde man vil leve sit liv på, om man kan leve med de begrænsninger man har, og det ansvar man får. Eller om det måske var en bedre ide at søge lykken med en tættere på.

Men det kan være svært for specielt unge at finde ud af. For skal de holde fast i denne ene person de ved kun vil have dem, og aldrig ville give op på en? Og kan man overhovedet stole på det. Eller skal man tage chancen og

prøve at finde en der boede en smule tættere på, som man kan blive lige så glad for? Det kan være svært at sige fra, når man egentlig er lykkelig nok som det er, og nu hvor muligheden er der. Det er så let at holde kontakten hver dag, da der i dag er så mange muligheder for online chatting pogrammer og jeg ved ikke hvad.

Som regel er det alle andre der bliver påvirket negativt af denne form for forhold. Det kan være fordi den der er i et langdistanceforhold, kan få en tendens til at sidde med hovedet begravet bag skærmen 24/7, og måske foretrække at bruge sin tid med sin partner, som de andre sandsynligvis ikke engang betragter som en rigtig partner, i stedet for at bruge tiden sammen mede dem. Det kan være meget svært at finde balancen mellem sin partner, og samtidig fastholde sig eget liv der hvor man er. Det kan være svært at forstå når man ikke selv har prøvet det. Men samtidig svært at se hvor dybt man er sunket når man selv stadig befinder sig i Honey Moon fasen.

Det kan være svært at vurdere hvad der er det rigtige at gøre, specielt når man oveni skal tænke på hvordan partneren bliver påvirket af ens beslutningen, specielt hvis denne person havde regnet med at det ikke ville ende. Derfor er det vigtigt, fra starten af, at gøre opmærksom på sine forventninger til forholdet, og være hundrede procent ærlig over for både sig selv og sin potentielle partner, det er samtidig vigtigt at være 100% sig selv, og holde øjnene åbne for, at man ikke bliver fanget i Honey Moon fasen, hvis det skal have bare den mindste chance for at fungere.

Desuden skal man, inden man går ind i et sådan forhold, spørge sig selv om det overhovedet er noget man kan, eller har lyst til at gennemføre. For hvis tvivlen er der, er chancerne for at det vil fungere over længere sigt minimale.