Without you

Kapitel 3

Der var helt stille i kirken, præsten var lige kommet ind og alle sad på deres pladser, som om alle var klar. Klar til at sige farvel, men i virkeligheden tror jeg ikke der var nogen som var klar. Hvordan skulle man også gøre sig klar til at miste nogen. Det kan man ikke bare. Jeg kiggede kort tilbage, efter at have kigget på kisten i lang tid. Jeg havde kun kigget da døren havde lukket.

Folk sad helt stille og sagde ikke noget, det var på en måde rat at få ro. Jeg følte ikke jeg havde fået ro i mit hoved, overhovedet. Der var hele tiden noget at tage stilling til. Nå altså det ikke for at Louis kom for at tjekke om jeg gjorde noget dumt. Misforstå det ikke jeg elsker ham virkeligt, som min bror.

Men for at være ærlig havde jeg ikke fået noget ro. Jeg gad er normalt ikke den som folk skal passe på og jeg hader det når de føler de skal.

Jeg ved jo hvordan det forgår, de bliver enige om man har brug for 'hjælp' også bliver de enige om hvem der skal gøre det.

"Vi er samlet her i dag for at mindes Kassie Rose Collins. Hun tabt en kamp som hun kæmpede for alle, især hendes Kæreste Harry. Kassie gik fra os i en al for tidlig alder. Kassie vil aldrig blive glemt. Hun vil blive en minde for dem som sidder her i dag, hun vil blive et minde på kampen mod kræft. Hun vil blive i vores hjerter for evigt. Vi skal give slip og prøve at komme videre, det var i hendes ånd at få jer videre. Hun var et smukt menneske, som så det bedste i alle. Alle og en hver. Hun ville altid gøre alt hvad hun kunne for at alle havde det godt, lige meget om hun var sur eller ked af det på grund af ham eller hende" Sagde præsten stille, men højt nok til alle kunne høre det, men ikke så højt at man fik hovedpine.

Mere hørte jeg ikke, var brød stille sammen. Jeg vidste det var mig hun snakkede om, vores skinderigere, alle de gange hvor jeg havde såret hende,

gang på gang. Jeg var en idiot. Alle de fine ord som hun havde sagt, gik gennem mig hoved og forsvandt væk, ligesom hende.

Jeg kunne stille se orden 'Jeg elsker dig' foran mig, det gled væk, som hun havde gjort tidligere.

Nogen af hendes bekendt havde spurgt om de mødte bære hende kiste, og jeg havde sagt Ja for, mig og drenge kunne ikke. De bar den stille ud, og da de kom til det lille sted hun skulle ligge foreviget sank de stille kisten i og præsten sagde et par sidste ord og forsvandt ud i mængende. Mange smed en rød rose i, men jeg havde købt en stor lyserød, for jeg ved hun bedst kunne lide dem.

Jeg ved det er mest rigtigt at smide en rød i, men jeg ville ikke have min forsvandt i mængende af de klassiske røde.

De andre drenge havde planlagt en lille fest, til dem som ville. Jeg ville ikke, jeg synes ikke der var noget at fejere. Der var ikke noget at være glade over.

Så jeg tog heller ikke selv med, jeg tog direkte hjem.

Jeg tændte min computer og gik ind på SAS flyselskabet som jeg engang i mellem brugte, de passede på ens oplysninger. Og jeg var sikker på god betjening. Jeg kiggede lidt på flybilletter da jeg pludseligt fandt en billig fra England til New York uden videre. Det var om 3 dage, jeg valgt første klasse og tastede med mit private kort, så ingen kunne se det, kun mig.

Jeg gjorde noget jeg ikke har gjort længe med fly, jeg brugt mit rigtigt navn. Rigtigt alting.

Det var så længe siden jeg har gjort det, men denne gang var jeg ligeglad. Drenge ville aldrig tænke på at tjekke mit rigtigt navn. De ved jeg hader at blive genkendt når jeg er ked af det. Men lige nu er jeg lige glad.

Jeg skrev som kommentar at ingen skulle kunne se min bestilling og ingen måtte vide hvor jeg skulle hen. Jeg overvejede kort ikke at trykke send.

Men gjorde det, jeg ville ikke fortryde det. Drengene ville blive ked af det, men de måtte forstå jeg havde brug for ro. "Nu, nu var det min tur til at skulle pines ikke gud?" Sagde jeg ud i luften, i håb om jeg ville vågne fra det her lorte marridt.

Selv om jeg ikke tror på det var et marridt mere, det kunne det ikke være. Det gjorde for ondt.

Jeg rejste mig op og gik lidt i cirkeler, jeg stoppede op og kiggede på det billede jeg havde på skrivebordet af os fra vores ferie som hun elskede.

Jeg ville gerne vågne nu, jeg mener det. "Gud jeg lover dig, hvis du lader mig vågne, vil mig og Kassie være tætter end nogen siden før, jeg vil aldrig sårer hende igen, Aldrig. Jeg vil bare have hende tilbage i mine arme.

Som om hun aldrig vær væk, jeg vil ikke midste hun nu. Jeg kan bare ikke midste hende nu. Hun døde i armene på mig gud, jeg har aldrig, jeg mener aldrig følt mig så magteløs, som jeg gjorde. Niall fattede jo ingenting, overhovedet.

Han troede sikkert bare hun sov. Hvorfor gjorde hun ikke bar det, så havde hun været her ved min side, fri fra kræft og sund som altid" Sagde jeg højere.

Jeg kiggede på klokken 23:35, jeg kunne ligeså godt gå i seng. Jeg gik ind på værelset og lagde mig i min side af sengen uden at rør hendes side.

Det var stadig hendes. Jeg mærkede søvnen tage over, selvom jeg ondrede mig over jeg kunne sove så tidligt. Jeg lod søvn tage over og følte med det samme at hun lå ved min side igen. Selvom jeg vidste det var løgne.

"""""""""""""

Elsker jer

-M