Without you

Kapitel 6

Harrys synsvinkel.

Jeg kiggede lidt rundt inde i huset, vores hus. Jeg kunne mærke det ikke føltes rigtigt når hun ikke var her mere.

Jeg vil have hende her, lige ved siden af mig, i mine arme. Men det sker bare ikke mere, jeg tog vinflasken om til min mund igen. Jeg smilte i det jeg satte den ned. Med min fod skubbede jeg til en stol mere og lod det falde bagover, så det gav et lille brag.

Jeg kunne ikke se da den landede fra bordet her. Jeg kiggede ud over kanten på bordet, det linede der var langt ned, men jeg vil gætte på der kun er en meter.

Jeg lændte mig lidt tilbage, og kom ved et uheld til at ramme en af lysestagerne som jeg havde stående på det her bord.

Jeg havde ikke drukket mere en 6-7 mundefulde, men jeg vil ikke have mere. "Så er der også mere til en anden dag" tænkte jeg hurtigt og grinte af mig selv. Nu lyder jeg som en alkoholiker, men jeg drikker ikke vær dag, kun nogen gange.

Jeg havde følelsen af skuffelse jeg for efter jeg har drukket, men nogen gang kan jeg bare ikke lade vær.

Jeg skubbede mig frem så mine fødder var lige ud over kanten af bordet.

Mine fødder svingede et par gange før jeg valgt at teste om jeg havde balancen, ved at hoppe ned og stå op. Jep.

Så har jeg altså ikke drukket for meget. Med vinen i hånden gik jeg ud i køknet og satte en prop flasken, så den også ville smage dårligt næste gang jeg skulle have det glas.

Flasken blev stillede ind bag ved og jeg fik sko og jakke på. Mit mål var kirkegården. Kassies grav.

Et skridt blev overtaget af det næste og før jeg vidste det, stod jeg foran hendes grav. Det var så flot her.

Man kunne se det var nyt fordi jorden ikke var synkede i nu. Der stod en bænk ved hækken, som jeg satte mig på.

"Hej Kassie,
Jeg savner dig, ved du godt det. Jeg ved godt du ikke kan hører mig, gid du kunne. Jeg mangler dig, der hjemme ved os, ved drenge. Lige meget hvor jeg er." Sagde jeg stille og kiggede ned på hendes grav.
Jeg tog min mobil fram og gik ind på kontakter, gik under s.

Kort efter fandt jeg Skat. Jeg trykke ring. Den dyddede et par gange og gik så på svarene. Jeg havde heller ikke rigtigt forventede at den blev taget.
"Jeg elsker dig skat" Sagde jeg før, jeg valgt at ligge på.

"Du må ikke tror, det jeg let at rejse, men jeg har brug for det. Jeg håber du forstår mig. Jeg har bare ikke brug for drengene som er ked af det, men prøver at sikre sig at alle har det godt.

Du sjæl mit hjerte, jeg havde ventede på en pige som dig. Du ved jeg elsker dig, det vil jeg altid gøre. Jeg ved du ville ønske jeg kom videre, men lige nu vil jeg ikke.

Jeg vil ikke finde en anden, jeg vil kun have dig. Du var den eneste jeg ville have" Sagde jeg mens jeg græd. Hun betød bare så meget for mig.

Alt det vi har været igennem, så mange ting. Jeg kiggede kort væk fra den lille gravplads hun lå på, for at lade mit blik falde ud på vejen som man lige kunne skim se, men dog ikke høre. Her var så rart, så stille.

Jeg kunne se alle bilerne som nærmeste fløj forbi, en efter en.

"Jeg ville ønske Jeg kunne gøre det hele om igen, jeg ville ønske vi ikke var blevet uvenner. Jeg kunne have været din grund til at komme hurtigere til lægen.

Men det kunne jeg ikke. Ved du godt hvor ondt det gør?" Hviskede jeg, jeg ville ikke sårer hende hvis hun var her.

Men det var sandheden.

Jeg kiggede igen på min mobil, klokken var 17:10, hvilkede vil sige jeg havde været her i omkring 1 time, det var ret længe.

Men ikke længe i forholdt til hvor længe vi kunne sidde sammen, bare hende og mig. Bare sidde og kigge hinanden i øjne.

Jeg rejste mig op fra bænken, børstede bagsiden af mine bukser af. "2 dag" Sagde jeg stille og gik. Jeg kom ud mod vejen og lukkede porten bag mig så ingen uvelkommen gik ind, håbede jeg.

Kursen blev sat på nærmest værthus, da jeg kom der hen var den lukkede. Øv.

Jeg valgt at gå hen til Louis som boede kort her fra. Jeg bankede på da jeg kom hen til døren. "Louis!" Råbte min stemme. Og døren blev åbnede. "Louis" Sagde jeg trist, og gik ind. Uden at spørge først, hvilkede ikke var normalt.

Han kiggede kort på og trak så på skuldrene, og gik ind i stuen.

Jeg fulgte efter og gik for at sætte mig i sofaen. "Er det slemt?" spurgte Louis. Jeg nikkede uden et ord. "Det har vi alle, nogen værre end andre." Nærmeste hviskede han. Jeg nikkede endnu en gang uden ord. Sådan kørte den her samtale længe, men jeg fik da sagt et par ord. Jeg tør bare ikke sige hvordan jeg har det helt præcist. For han bliver bekymrede så hurtigt.

"Vi ses Louis" Sagde jeg stille efter at fået mit overtøj på. Jeg gik ud, og kiggede kort på det hele, hele verden følte jeg. Jeg gik mod huset, mens jeg nynnede en nye melodi, jeg havde fået på hjerne, den er ret irritere, jeg kan ikke huske hvad sangen hedder men gal den er træls.

Sådan gik jeg hele vejen hjem, nu lyder det som om der er langt, men det er der ikke, der er kun 3 kilometer eller sådan noget, ikke langt.

Jeg låste døren op og gik ind. Kassie kuffert lå stadig pakket her i gangen, jeg tog mig til hovedet. "Jeg bliver nød til det. Jeg skal kunne det. Jeg er ikke et lille barn mere" Sagde jeg hård og satte mig ned foran kufferten, Je lynede op et det store rum og jeg kunne med det samme dufte Kassie, hendes dufte lå ikke gemt, den kom bare op af kufferten. Jeg følte jeg kunne mærke hende mens jeg tog det første stykke tøj op. Som om en lagde en hånd på min skulder. Det kunne kun være Kassie. "Kassie?"