Bittert Blod

Kapitel 4

Jeg ser på ham som var jeg trylletbundet. Den glidene måde han bevæger sig på, hans øjne der skinder hver gang han manipulere med nogen, jeg kan ikke gøre andet end at følge interesseret med. Det er første gang jeg ser nogen drikke fra et andet væsen, og selv det tryllebinder mig. Hans øjne får et skær af rødt, hver en muskel i hans krop bliver spændt at intensitet. Hans mund er mod en midaldrende mands hals, jeg ser sulten til bag ham. Han trækker sig langsomt tilbage, en ting jeg slet ikke kan forstå at han kan gøre. Han slikker sig om munden, inden han vender sig om mod mig. Han rækker sin hånd frem mod mig som nu er smurt ind i blod, men jeg er ligeglad jeg tager hans hånd og han hiver mig med over til manden. 

   "Nu er det din tur, du skal ikke drikke så meget for han er allerede meget drænet." Siger han, han har en vildskab i øjnene der viser hvor høj han stadig selv er på adrenalinen.

Lugten af det søde blod fylder mine næsebor, det behøver han i hvert fald ikke sige to gange. Mine hugtænder glider frem, som var jeg en slange der gjorde sig klar til at gå til angreb. Jeg tager fat om hans nakke, hans hud er feberhed. Jeg sætter tænderne i hans hals, det helt præcise samme sted som Davids have været. Som gangen før eksplodere smagen i min mund, jeg bliver ligeså overrasket som første gang over hvor godt det smager. Jeg lukker mine øjne i, jeg skal anstrenge mig for ikke at stynde af nydelse. Når jeg drikker er det som om tiden går i stå, der kan have gået to sekunder, der kan have gået to minutter, der kan have gået en hel evighed. Alle bekymringer, alle tanker forsvinder i det sekund blodet rammer min tunge. Jeg åbner mine øjne, mandens blanke øjne møder mine. Hans hud er hvid som en vampyrs (ironisk nok), og jeg får endelig taget mig sammen til at trække mig væk. Jeg tørre det resterende blod af der er om min mund med min håndryg og slikker det langsomt af, jeg nyder hver og en dråbe der er tilbage.

   "Se du er jo næsten et naturtalent." Siger David med noget i hans stemme der lyder som stolthed.

Adrealinen pumper af sted gennem mit blod, jeg kan næsten ikke mere huske, hvorfor jeg havde så meget mod det inden vi kom.

   "Vil du have æren?" Spørger han.

I nogen få sekunder forstår jeg ikke helt hvad han mener, men så går det op for mig.

   "Men jeg troede ikke jeg var gammel nok endnu?" spørger jeg.

   "Det gør vel ikke noget at prøve." Siger han. 

Jeg ser tilbage på ham, hans øjne er stadig vilde, men jeg kan se han er faldet lidt mere ned. 

   "Fokuser, fokuser kun på hvad du vil have ham til at tro, tro på det selv. Bild ham noget andet ind med hvad der lige er sket." Siger han og ser spændt på mig.

Jeg kan ikke rigtig gennemskue om han regner med at jeg kan, eller at jeg vil fejle. Jeg vender mig mod manden igen, jeg ser ham dybt ind i øjnene. Det er svært at fokusere, jeg er alt for meget oppe at kører.

   "Du var på vej hjem.." Begynder jeg tøvende.

   "Tro på det." Hvisker han ind i mit øre, i et kort sekund står han så tæt på mig at jeg næsten kan mærke ham trække vejret.

Jeg kigger manden direkte ind i øjnene, og for en tid er der ikke andre en mig og ham i hele universet. Min hud gløder, og jeg former et billede inde i mit hoved med hvad der skete, hvad jeg er stensikker på skete. Du var på vej hjem da der kom to og spurgte dig om vej, da du havde hjulpet dem gik du vider hjem. Det står så klart i mit hoved, at jeg ikke engang opfatter at jeg lige sagde det højt. Jeg slipper forbindelsen mellem os, og det er ikke mere kun mig og ham der er her igen. Da jeg vender mig om mod David igen, ser han selv helt tryllebundet på mig.