Bittert Blod

Kapitel 16

Octavia

Jeg fatter ikke helt, hvordan han bare kan gå ud som et lys på den måde. Nu sidder jeg her alene tilbage, jeg kan ligeså godt opgive at prøve på at falde i søvn. Min illusion af sikkerhed og min følelse af ro er stille forsvundet. Min krop begynder at ryste, jeg kan ikke løbe fra sandheden. Det er bare et spørgsmål om tid før noget sker, jeg håber bare at ingen af de andre kommer til skade. Jeg har prøvet at affinde mig med tanken om at Tobias er efter mig, men sandheden er at jeg ikke kan. Man kan ikke bare affinde sig med det, det eneste jeg kan gøre er at prøve at glemme det. Jeg tager min dagbog frem igen, den føles let og kølig i mine hænder. Jeg kan ikke fatte, at jeg havde glemt alt om den. Jeg køre langsomt mine fingre over resterne af de afrevne sider, jeg kan ikke huske hvorfor de mangler. Det undre mig, men det er ikke dem der er vigtige, jeg bladre videre over til de nye sider. Jeg har skrevet alt jeg kan huske ned, men det hjælper ikke på den måde jeg havde troet det ville. Næsten hele natten står klar for mig, men der er stadig én stor del jeg mangler. Jeg kan ikke få mening i noget af det der skete, det er bare umuligt. Jeg får lyst til at rive siderne ud, men jeg lader dem blive. Jeg lægger mig bedre til rette på sengen, det er så lang tid siden jeg har lagt herinde, det føles lidt mærkeligt. Jeg bladre over til de gamle sider der er tilbage, ikke alle er revet ud hvilket giver endnu mindre mening. At læse det gør mig mere rolig. Alt det jeg har skrevet heri, de problemer med familie, skole og venner, det virker alt sammen så ligegyldigt nu. Langsomt for hver side jeg vender, bliver jeg mere og mere træt, og til sidst sker det utænkelige, at jeg falder i søvn.

David

Jeg holder hende i mine arme, hendes hud føles feberhed. Vi sidder sammen udenfor et hus, et hus som jeg ikke kender. Jeg tror, at jeg har set det før, men hvorfra? Vi sidder på græsplænen foran huset vi kigger op på stjernerne.

"Octavia," hvisker jeg ind i hendes øre.

Hun kigger på mig, hendes lyseblå øjne funkler i den svage belysning. Jeg strammer grebet om hende, jeg vil aldrig lade hende gå igen.

"Jeg elsker dig." Siger jeg.

Ordene slipper mine læber med legende lethed, det er ligeså let at sige som at sige hej. Hun siger ikke noget, i stedet for tager hun mig ind til et kys. Der er noget mærkeligt ved det, det er helt stift, det føles slet ikke som før. Jeg trækker mig tilbage, og kigger op mod huset. Jeg har set det før, men hvornår og hvor?

"Hvor er vi henne?" spørger jeg.

Hun rykker sig lidt væk fra mig, og jeg lader mine arme give slip på hende. Hun tager fat om min ene hånd med begge sine, hendes hænder er bløde i forhold til mine ru hænder.

"Vi er hjemme hos mig." Siger hun blidt.

Det var der jeg havde set det før, da vi havde ledt efter hendes forældre.

"Hvorfor?" spørger jeg nysgerrigt.

Hun giver slip på min hånd, hun rykker sig nærmere på mig og begynder at kysse min hals. Hun lægger sine arme omkring mig, presser mig krop tættere mod hendes. Hun kysser mig op af halsen, indtil hun når op til mit øre.

"Du er alt for let" Hvisker hun, hendes stemme er sukkersød, så der går lidt inden jeg opfanger hvad hun siger.

Hendes bevægelse kommer så pludselig, jeg har ingen chance. Hun lader sin træpæl glide gennem mit hjerte, smerten kommer som et chok.

"Du troede vel ikke, at jeg rent faktisk elskede dig?" spørger hun.

Jeg falder om, alt liv tilbage i min krop siver ud, men det er ikke det der gør mest ondt. Det der gør mest ondt, er at jeg er blevet forrådt af hende jeg elsker.