Bittert Blod

Kapitel 15

David

Jeg ved ikke hvor lang tid vi ligger sådan, men jeg er også ligeglad. Om det så var et helt århundred der gik, jeg ville være ligeglad, så længe jeg lå med Octavia her i mine arme. Så længe hun lå her trygt og uskadeliggjort. Alt det jeg før har prøvet at benægte, alle mine følelser, de er nu helt klare. Det skræmmer mig stadig, og jeg er stadig ikke sikker på om jeg gjorde de rigtige. Mine følelser er kun blevet endnu stærkere, ergo vil det gøre endnu mere ondt at miste hende, og Tobias vil få endnu mere ud af sin hævn. Sådan er Tobias, han vil ikke skade dig fysisk, han vil skade dig psykisk. Han er ikke dum og har aldrig været det, han ved at det gør mere ondt at få et psykisk sår end et fysisk. Han bruger tid på at finde det svage punkt, lige præcis det punkt der kan få dig til at bryde sammen, det punkt der kan få dig til at gøre alt. Jeg mærker min krop blive mere spændt mod Octavias, hun virker til at være så rolig, som om hun har glemt hele omverdenen. Det er helt uvant for mig det her, alle de følelser. Før jeg begyndte at kunne lide Octavia, lagde jeg knap nok mærke til mine følelser, nu er de over det hele. Alle mine følelser køre på fuld hammer, de gør mig træt og jeg vil bare have dem til at stoppe. Mine tanker snor sig omkring da vi kyssede, hvor fantastisk det føltes, hvor meget jeg havde lyst til så meget mere. Selvfølgelig skulle Tobias være en af grundene til at jeg havde stoppet. Da jeg havde begyndt at kysse hendes hals, kom jeg til at tænke på det. Kom til at tænke på hvor tæt Tobias' mund havde været mod Octavias hals, millimeter fra at havde drukket hendes blod. Han havde ret, der er noget helt særligt ved en ny vampyrs blod, jeg kunne lugte det, næsten smage det. Jeg havde det dårligt ved at tænke sådan, men i det øjeblik havde jeg sådan lyst til at smage det. Det er forkert at drikke af en andens vampyrs blod, især når man er intime. En anden grund til at jeg stoppede, var at uanset hvor godt det føltes, vidste jeg at vi ikke burde gå videre på det tidspunkt. Hun havde sprunget ud i det ud af ren frygt, ud af frygt for det uvisse. Jeg vidste nu at hun også havde følelser for mig, men jeg ville have det til at være noget særligt. Det skulle ikke bare været noget hun sprang ud i, fordi hun troede, at hun måske ikke ville få chancen igen. Jeg er seriøst nødt til at få styr på mine følelser, og jeg er nødt til at finde ud af hvilke jeg vil koncentrere mig om. Jeg er nødt til at vælge en vej; vil jeg indse mine følelser for hende 100 %, eller vil jeg prøve endnu engang at ignorere dem og prøve at få dem til at forsvinde. Sandsynligheden for at jeg kan gøre det sidste, bliver mindre og mindre med tiden. Hun vender sig om mod mig, hendes blik er roligt og fredeligt, men hun kan ikke narrer mig, der er en lille skygge af bekymring.

"Hvad tænker du på?" spørger hun og ser mig ind i øjnene. 

Der går lidt tid inden jeg svarer, jeg forsvinder næsten ind i hendes øjne. De er så utroligt smukke, de er så lyseblå, at de nogle gange virker grå. 

"Jeg tænker på dig." Siger jeg, hvilket jo sådan set ikke er løgn.

"Hvad er det så der for dig til at blive så anspændt?" spørger hun og tager sin ene hånd op til mit ansigt for at fjerne en lok af mit hår fra mit ansigt.

Jeg er bange, det er det jeg gerne vil sige, men jeg kan ikke. Ordene kan ikke blive sagt, de kan bare ikke komme over mine læber. Skyggen af bekymring er for mig, ikke for alt hvad der sker omkring hende. Jeg kan ikke ødelægge dette øjeblik, det her øjeblik hvor hun vælger at lukke alt ude.

"Mine følelser skræmmer mig." Siger jeg istedet.

Istedet for at sige mere kysser hun mig, hendes fantastiske læber er låst mod mine. Hun kysser mig en, to gange, jeg indser at jeg aldrig kan få nok. Jeg har holdt mig tilbage i så lang tid, jeg har holdt mig til de flygtige berøringer. Jeg vil føle hende, jeg vil kunne mærke hende, jeg vil huske hvordan det føles, så jeg aldrig kommer til at glemme det. Jeg holder fastere om hende, jeg holder som hvis jeg aldrig ville give slip. Lige siden hun kom hertil, har jeg ville have hende. I starten handlede det bare om meningløs sex, nu handler det ingengang om sex, jeg beholder tanken om at vente. Jeg ved virkelig ikke hvad der er galt med mig, måske er det bare for at hjælpe mig selv. Måske prøver jeg at bilde mig selv ind, at hvis vi ikke er sammen vil jeg ikke elske hende, måske prøver jeg at bilde mig selv ind at vi har en evighed til at være sammen. Hendes hud føles kogene mod min frosne hud, jeg savner varmen, savner følelsen af at være i live. Jeg savner at kunne mærke mit hjerte slå et ekstra slag over, at kunne føle rødmen i mine kinder, at kunne have følelser uden at føle at det er forkert, at kunne føle solen mod min hud. Det skræmmer mig at tænke sådan, jeg har ikke lyst til at tænke sådan. Efter lidt tid trækker jeg mig igen, hold nu kæft det kræver meget af mig.