Bittert Blod

Kapitel 18

Christian

Mit blod er koldt som is i mine åre, mine tanker er højtråbende oppe i mit hovede. På trods af alt alkoholen som jeg har fået indenbords, er mine sanser næsten lige så klare som de plejer. Det tror jeg er noget af det værste ved at være en ældre vampyr, man kan sku ingengang få en ordentlig brandert på længere. Det er lige før at jeg tror, at jeg bare burde have blevet væk herfra, herfra mit eget hjem. Der er sku ikke andet end problemer i det her palæ, og på en eller anden måde formår jeg altid at skabe endnu flere problemer. David er blændet af sine følelser og Octavias skønhed, han er ude på dybt vand, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få ham til at indse det. Der er noget mærkeligt over Sylvester, og jeg tror ikke Emma vil have mig mere. Det gør vel ikke så meget det med Emma, jeg behøver i hvert fald ikke at lede lang tid for at finde en ny, hvis det var hvad jeg ville have. Problemet er bare, at når man har været sammen længere tid end en menneskealder, er det bare en smule svært at give slip. Vi er som en familie her i huset, eller det plejede vi da at være. Lige siden Octavia er kommet, er vores glansbillede langsomt begyndt at ulme op. Noget inde i mig ved, at jeg ikke kan skyde hele skylden på hende. Selv om man nogen gange ikke skulle tro det, så har jeg altså stadig en del menneskelighed tilbage i mig. Noget af det mennesker er bedst til, er at skyde skylden over på andre, når man er i en svær situation. Jeg hiver døren op der fører ud til, solen er på vej op af horisonten, men ikke højt nok oppe til at den irritere mig. Den kolde ubarmhjertige vind suser omkring mig, jeg ved ikke engang hvor jeg er på vej hen, jeg lader bare mine ben føre vejen. Jeg når helt ud til udkanten af palæets område, tæt på porten, inden jeg får problemer. Jeg kan mærke hendes tilstedeværelse, inden jeg kan se eller høre hende.

"Hvem er du og hvorfor er du her?" spørger jeg, min stemme lyder ligeglad, men min krop er spændt og klar, hvis vores nye gæst er knap så venlig.

Vampyren jeg kunne sanse træder frem, så jeg kan se hende. Hun står på den anden side af den lukkede jernport. Porten lukker hele palæet af, den er høj nok til at det er besværligt at kravle over den, hvis man ikke er ønsket velkommen, men ikke høj nok til at holde vampyrer ude som virkelig gerne vil ind. Jeg træder helt over til min side af porten, mærkeligt nok genkender jeg hende ikke. Hendes mørkebrune hår nærmest skinner, hendes mørkebrune øjne virker næsten sorte, hun er høj og slank, hendes hud er ligbleg. Man kunne hurtigt afskrive sådan en som hende for ikke at være nogen trussel, men efter mange år som vampyr har jeg lært ikke at være så dum, udseende bedrager.

"Du er Christian ikke sandt?" spørger hun, hendes stemme er silkeblød.

Jeg tager et par skridt nærmere mod porten helt uden at tænke over det, hendes mørke øjne skinner som gemte der sig tusind stjerne bag dem. Jeg bemærker hurtigt, at hun bruger sin manipulation mod mig.

"Bare drop din manipulation, du kan ligeså godt spare på dine kræfter." Siger jeg, men jeg kan selv hører en tomhed i min stemme der indikere, at hun har haft indflydelse på mig.

Det meste af skinnen i hendes øjne forsvinder, og tilbage er kun hende naturlig charme.

"For at svare på dit første spørgsmål er mit navn Camille-" Siger hun.

"Jeg har ventet her et stykke tid, dronningen svarer ikke når jeg ringer på, kan du ikke lukke mig ind?" fortsætter hun.

Jeg ser mistroisk på hende, der er noget over hende der ikke virker helt oprigtigt.

"Hvis du har ventet så langt tid, hvorfor er du så ikke klatret over?" spørger jeg nysgerrigt.

"Jeg vil ikke fremstå som en indtrænger, hvilket jeg endelig er." Siger hun, hendes smil falmer med det samme

Adrenalinen pumper allerede i mit blod, jeg er klar på alt, men det skal vise sig slet ikke at blive så voldeligt som forventet. Et sted bag Camille træder et velkendt ansigt frem, desværre ikke et jeg er glad for at se. Tobias, vampyr prinsen, står lige foran mig og for at være ærlig stivner jeg i et par sekunder.

"Hvad vil du?" spørger jeg Tobias, men jeg kender endelig godt svaret.

Emma formåede at fortælle mig hvad der foregik mellem David, Octavia og Tobias, i et af de få minutter hun ikke råbte af mig.

"Jeg vil gerne have Camille, min muldvarpe, ind bag dine vægge, og du har tænkt dig at lade hende komme ind." Siger han iskoldt, han prøver ikke engang at bruge sin manipulation, hvilket kun får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Det betyder at han har noget værre en manipulation i ærmet, helt ærligt det er Tobias selvfølgelig har han det.

"Og hvorfor skulle jeg så gøre det?" spørger jeg.

"Fordi du ikke vil have ødelagt hele dit ry, på samme måde som jeg ødelagde Davids." Siger han.

Tiden går i stå, det virker til at være den effekt Tobias har på folk.

"Og hvordan har du så tænkt dig at gøre det?" spørger jeg, bare for at være sikker på at han ikke bluffer.

"Tror du virkelig, at jeg ikke ved, hvad du har rendt rundt og lavet de sidste par uger? Du ved vel godt at sælge blodslaver er en meget alvorlig og ulovlig ting, og det var præcis den samme måde jeg ødelagde Davids ry på." Siger han.

Hvordan kan det være sådan, at Tobias ved alt om alle? Jeg har været med til at sælge blodslaver, mennesker som bliver solgt til vampyrer, og så er det op til vampyren hvad der sker med mennesket. Det lyder grusomt, men det er ikke ligefrem alle der gør det ufrivilligt, man bliver overrasket over hvor mange sindssyge Twilight elskere der går med til det. Nu føler jeg, at det er uendeligt dumt, det jeg har gjort. Jeg vidste godt at David selv har været en del af det, at det var derfor Tobias og ham kom sådan op at toppes. Når man er med til at sælge blodslaver, så får man mere anerkendelse inden for visse kredse. Samtidig bliver man utroligt meget set ned på, hvis de forkerte finder ud af det, det er David et levende eksempel på.

"Hvorfor vil du have en muldvarpe herind?" spørger jeg.

"Jeg vil have Octavia, hvilket du højst sandsynligt ved, det ville være så meget nemmere hvis jeg havde en indenfor." Siger han.

Jeg får næsten helt kuldegysninger, den måde han siger at han vil have Octavia, får hende til at lyde som en ting ikke et levende væsen. Der løber 1001 tanker igennem mit hovede, jeg kan ikke engang lide Octavia, og jeg tror der er noget forkert ved hende. Samtidig så vil det være som at stikke en pæl i hjertet på min bedste ven David.

"Det er selvfølgelig op til dig selv, lad Camille komme ind og din hemmelighed vil være sikker hos mig. Lad vær, få ødelagt dit ry. Du ved udmærket godt, at om du lukker hende ind eller ej, så finder jeg en måde at få Octavia ud derfra. Den eneste forskel der er, er at enten har du dit ry i behold, eller også har du ikke. Den her krig er allerede tabt for jer der er på Davids side." Siger han.

Vreden brænder i mig, jeg ved at han har ret. Han finder en måde at få fat på Octavia, selv David ved at det kommer til at ske.

"Når, men det tager jeg så som et nej." Siger han og vender sig for at gå.

"Nej, vent!" Udbryder jeg.

Han vender sig mod mig igen, denne gang ligefrem smiler han, hvilket bare gør mig endnu mere vred. Hvordan kan noget væsen finde glæde i det her?

"Hvad har du tænkt dig at gøre med hende? med Octavia?" spørger jeg.

"Dreng, du er alt for ung til at hører det, jeg vil nødig give dig mareridt." Griner han.

"Jeg er godt nok 221 år, jeg tror godt jeg kan holde til det. Så lad mig ændre mit spørgsmål, har du tænkt dig at lade hende overleve?" spørger jeg.

"Som det ser ud nu så ja." Svarer han.

Jeg kigger ned i jorden, jeg har besluttet mig, men jeg ved ikke om det er det rigtige valgt.