Bittert Blod

Kapitel 8

Det føles som om bassen går igennem mig, det er som om mit hjerte begynder at banke i takt med den. Musikken er så høj, at jeg knap nok kan hører mine egne tanker. Heldigvis slap jeg ind i klubben uden besvær, ingen manipulation inkluderet.

   "Skal vi gå op i baren?" Råber Emma.

   "Er du sindssyg, har du tænkt dig at komme helt ud i hegnet!" Råber David tilbage.

På vejen herover havde han fortalt mig, hvordan det påvirkede os at drikke blod der var alkohol i. Selvfølgelig ville vi også selv blive beruset, så at drikke alkohol selv lød også som en dum idé i mit hoved.

   "Fint, så skal jeg nok lade hver med at bestille til jer" Råber hun og trækker af sted med Sylvester.

Rummet er trængt, og svedige kroppe bliver ved med at pumpe ind i mig. Jeg kan knap nok dufte den pulserende blod der er i deres kroppe, den sure lugt af sved og overdrevne lugt af parfume overdøver det hele. 

   "Kom lad os finde et bord." Siger han og nikker mod et bord der er i bunden af lokalet. 

Bordet er allerede optaget ligesom alle de andre, men der skal ikke mere til end en hvisken i den ene af mændenes øre og de går. Vi sætter os ned, der går ikke lang tid før Sylvester og Emma kommer. De har desværre to ekstra glas med.

   "En øl til alle. Ja jeg vidste jo ikke hvad du kan lide, så jeg bestilte bare det samme til dig." Siger hun til mig, og giver mig et glas i hånden.

Jeg ser på den orange væske, jeg tror ikke det er det rigtige tidspunkt at sige jeg aldrig har drukket før. Jeg har aldrig rigtig været den pige der blev inviteret med til fest, mere den akavede pige der bliver hjemme og ser film med familien. David ser opgivende på hende, men tager alligvel i mod ølen. Vi skåler, jeg når lige at tænke endnu en bekymret tanke inden jeg har taget den første mundfuld. Smagen er bitter, jeg forstår ikke at der er nogen der rentfaktisk drikker det her friviligt. Jeg har mest løst til at spytte det ud igen, men istedet anstrenger jeg mig for at synke det. De andre bryder ud i grin over mit ansigtsudtryk. 

   "Har du aldrig smagt øl før?" Griner Sylvester.

   "Jo selvfølgelig, det er bare ikke ligefrem min yndlings drik." Lyver jeg.

David puffer til mig med skulderen, men som bare for at vise jeg har drukket før tager jeg endnu en slurk. Det er stadig bittert, men denne gang for jeg ikke den samme overraskelse. Tiden flyver afsted, og kort tid efter er vores glas allerede tomme selv mit. 

   "Jeg tror det er tid." Siger Emma.

Vi går alle ud mod dansegulvet, og så er den der igen. Adrenalinen. Jeg lader min krop følge takten, lader mine tanker forsvinde for en sjælen gang. David bøjer sig ned mod mit øre.

   "Bare gør som mig." Siger han.

Han går over mod en pige, jeg følger med passene afstand med. De udveksler et par ord, han behøver knap nok manipulation. Jeg kan mærke at den er der, men kun meget svagt. Det er mere som en naturlig karisma der er om ham end direkte manipulation, der går ikke længe inden hun følger med ham ud af udgangen. Jeg vil følge med dem, men bliver stoppet af en prikken på min skulder. Jeg vender mig om, hånden tilhøre en dreng jeg aldrig har set før. 

   "Kan jeg byde dig på en drink?" spørger han.

Jeg bliver forvirret (ikke fordi der er noget nyt i det), hvorfor ville han spørge mig om jeg vil have en drink? Efter at have set forvirret på ham i et par sekunder for længe, siger han: "Er det et ja eller nej?"

Det går op for mig, at det her er min perfekte chance. Blodet der pulsere i hans åre, for mine tænder til at løbe i vand. 

   "Ja selvfølgelig." Svarer jeg, men musikken overdøver min stemme.