Bittert Blod

Kapitel 6

   "Hvem er han?" spørger jeg nervøst.

De kigger alle tre rundt på hinaden, som for at aftale hvor meget de skal sige.

   "Lad mig bare sige at alle kalder ham Slagteren." Ender David med at sige. 

Jeg kan næsten ikke få vejret, har jeg seriøst stået alene i et mørkt rum med en mand folk kalder slagteren?!

   "Og han har tilfældigvis ikke bare det navn, fordi han er sindsygt god til at lave bøffer?" spørger jeg håbefuldt.

De ryster alle sammen synkront på hovedt. 

   "Hvad er det der gør at han har fortjent sig til at få det navn?" spørger jeg, også selvom jeg ikke er helt sikker på om jeg har lyst til at vide det. 

Emma sætter sig ned på stolen for enden af bordet.

   "Det siger jo lidt sig selv." Siger hun bittert.

Hvis jeg ikke havde haft i tankerne at der var en muligvis morder ude på gangene, ville jeg højstsandsynligt have råbt af hende og så efterfølgende have stormet ud. Så jeg måtte bide mig selv i tungen og blive siddende.

   "For det første så drikker han fra mennesker indtil de dør." Siger Sylvester som stadig står utilpas i dørkarmen.

   "Og for det andet har han et rimelig stort ry for at slagte de mennesker- og vampyrer - der kommer på tværs af ham." Afslutter David.

Klumpen i min hals er tilbage, men nu er den ikke mere på størrelse med en golfkugle, nærmere på størrelse med en baseball. 

   "Hvordan kan i vide det er den Benjamin der er her, der er vel flere vampyrer i verdenen der hedder Benjamin end en." Formår jeg på mirakuløst vis at sige

   "Jeg så dit ansigtsudtryk da du havde set ham, det var helt klart slagteren du så." Siger han.

Tavsheden ligger over os i en tid, jeg har så mange tanker oppe i mit hoved at jeg ikke kan finde hoved eller hale i dem.

   "Hvorfor er han her?" spørger jeg til sidst.

David rykker sig nervøst i sin stol.

   "Han kommer her af og til når han er på farten." Er det eneste han siger.

    "Kan Almine ikke gøre noget? Det er hendes hus, kan hun ikke smide ham ud?" spørger jeg.

   "Husets reglement siger at vi kun kan smide folk ud der er en trussel, vi har snakket med Almine før og hun siger han ikke udgør nogen trussel. Hun mener tværtimod at hvis vi prøver at smide ham ud, er det først der han vil være en trussel." Siger Sylvester.

Der går lidt tid hvor vi alle er stille, hver især fanget i vores egne tanker.

   "Hvad er det i spiller?" bryder Sylvester stilheden og sætter sig ned på stolen ved siden af Davids.

   "Røvhul." Svarer jeg.

   "Hvad har jeg nu gjort dig?" spørger han fornærmet.

David og jeg kan ikke lade hver med at bryde ud i latter, det letter stemningen en hel del at høre hans mørke klukende latter.

   "Det er spillet der hedder røvhul." Forklare jeg.

Endnu engang bliver jeg nødt til at forklare reglerne, hvad er der galt med det her hus? For en tid sidder vi og spiller som intet var hændt, men seks runder efter er det ved at gå op for mig at vi ikke kan gemme os herude forevigt. Da vi har spillet i en times tid, hvor vi har spillet alle de forskellige spil vi hver især kender, er klokken stadig kun 22. Der er stadig omkring otte timer til solen vil stå op, og vi begynder at løbe tør for ting at lave.