Bittert Blod

Kapitel 10

Regnen strømmer ned på mig, det er det eneste der kan rense mit sind her fortiden. Jeg har det næsten som om jeg er den eneste tilbage i verden, det eneste der er tilbage er mig, regnens plaskende lyde og vinden der leger med mit hår. Det eneste der holder mig fra at tro på min falske virkelighed, er følelsen af Davids øjne mod mig. Han er med mig overalt, i starten gjorde det mig ikke noget. Den gang var der en lethed i luften mellem os, nu er luften tung og fuld af skyld. Nogen gange har jeg det som om jeg er ved at blive kvalt, eller som om jeg har klaustrofobi. Jeg prøver at ignorere følelsen af hans øjne, prøver at lukke ham ud af mit hoved. Jeg trækker vejret dybt ind, lugten af våd skovbund fylder mine næsebor. Regnen mod min hud vasker mig ren, det får mit sind til at forholde sig roligt for en sjælengang. Men jeg kan ikke blive her forevigt, sådan forholder virkeligheden sig bare ikke. Snart kommer mit tankemylder tilbage til mig, og jeg bliver nødt til at tage stilling til alting. Som selvvandligt sniger mine tanker ind på mig, jeg kan ikke holde dem ude for evigt. Tanken om min mor kommer som koldt vand ned af ryggen på mig, en tanke der fylder mig meget her for tiden. De fleste ville nok sige, at det burde være tanken om Tobias der bekymrede mig. Jeg har mentalt lukket af for den tanke, jeg er nødt til at holde min afstand fra den. Det er normalt at tænke på sit tidligere liv, jeg er kommet til det stadie hvor jeg har affundet mig med at jeg er en vampyr, nu kan jeg lade mine mere sentimentale tanker komme ind. Tårer triller langsomt ned af mine kinder og blander sig sammen med regnen, jeg ville ønske jeg aldrig skulle tænke på det. Jeg forlod min familie uden at sige et ord, pludselig var jeg bare væk. Det der smerter mig mest, er at det eneste jeg husker fra vores sidste tid sammen var at vi altid skændtses. Jeg kan ingengang huske hvad vi skændtes om mere, det må have været noget åndsvagt. Har de ledt efter mig? Tror de jeg er død, eller har de stadig håb? Ifølge Almine kommer jeg aldrig til at finde ud af det, hun siger jeg er nødt til at holde mig væk. At dukke op flere måneder efter min forsvunden, ville gøre alting mere kompliceret. Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg sige, hvad skal jeg sige når jeg skal forsvinde ud af deres liv igen med det samme? Jeg ville aldrig kunne holde kontakten sammen med dem, min krop vil aldrig forældes. Som altid ved David hvornår mine tanker er ved at tage over mig, så han kommer og afbryder dem.

   "Kommer du ikke med indenfor igen?" spørger han.

Jeg tører hurtigt mine øjne og sørger for man ikke kan se jeg har grædt, hans grå blå øjne ser bekymret på mig. Min mave vender og drejer sig, jeg hader det blik. Sådan har han kigget på mig ligesiden.. ligesiden det skete.. Det med Tobias. Enten kigger han bekymret på mig, eller også er hans blik fuld af skyldfølelse, jeg ved ikke hvilken er værst. Det er flere uger siden det skete nu, det er bare noget jeg helst vil glemme. Det er så dumt, det er for alle de forkerte grunde jeg vil glemme det. Jeg vil glemme hvor dum jeg var, jeg vil glemme at jeg kender til Davids hemmelighed, jeg vil ikke være som en byrde om Davids skuldre. Jeg vil ikke være noget der drager ham ned hver eneste gang han ser på mig. Jeg har bilet min hjerne ind at den har glemt hvad der skete med Tobias, mine minder var allerede så svage så hvorfor ikke bare slette dem helt. 

   "Jo." Svarer jeg når jeg er sikker på at jeg har styr på min stemme.

Vi følges af indenfor, med det samme vi træder ind omfavner varmen mig. Jeg ved ikke hvad det er der er galt med mig, jeg er ikke i sorg, jeg er bare tom. Det føles som om der er noget i mig der mangler. Hvorfor kan mit liv ikke bare være som et eventyr? Jeg skal kunne lukke mine øjne og så når jeg åbner dem igen vil jeg føle som før, hvorfor kan jeg ikke bare gøre det. Jeg vil komme igennem alle problemerne, fjenden vil dø, jeg vil ende med min udkårne prins og jeg får min lykkelige slutning. Desværre er mit liv ikke noget fra en eventyrbog, jeg tror heler ikke det nogensinde bliver det.  Vi træder ind i køkkenet og et lidt udsevanligt møder os, Sylvester der sidder og spiller Kejserens Hjemrejse alene. Inden du spørger, ja man kan godt spille det alene og nej jeg ved ikke hvordan.