My Best Friend *Afsluttet*

32

Da jeg vågner næste morgen føler jeg at mit liv er forbi.
Jeg vil ikke i skole.
Jeg vil ikke se ham.
Jeg vil ikke snakke med ham.
Selvom jeg elsker ham.
Jeg kan ikke.
Det ville bare være akavet.
Jeg VIL ikke i skole... Men jeg bliver nødt til at tage af sted.
Jeg kommer ti minutter for sent men jeg er ligeglad.
Det eneste jeg tænker på er Anthon.
Han fylder mine tanker og det har han altid gjort.
Jeg sætter mig på min plads ved siden af Anthon.
Hvorfor også lige ved siden af ham?!
Jeg hader ham lige nu!
"Er du okay?" Hvisker han og lægger hånden på mit lår.
Jeg lader vær med at svare og skubber hans hånd væk.
"Skat?" Siger han stille.
Jeg kan mærke at han kigger på mig.
"Lad vær med at kalde mig det" siger jeg vredt og kigger ham i øjnene.
Jeg er lige ved at begynde at græde.
Hvordan kan jeg dog være så ondt mod den person som jeg elsker allerhøjest i denne verden.
"Isabella" siger læreren.
"Hvad?" Siger jeg forvirret.
Alle kigger på mig.
Det er som om at alle sidder og griner ad mig.
Det er klart at Anthon ikke vil være kærester længere.
Jeg er jo ynkelig.
Jeg får nok!
Jeg rejser mig hurtigt og løber ud af klassen og låser mig inde på et af toiletterne.
Jeg slår brættet ned og sætter mig og begynder at græde.
"Isabella?" Det er Anne. Vores lærer.
"Isabella?" Gentager hun.
Der bliver stille derude.
"Isabella?" Denne gang er det Anthon der siger det.
Jeg tørrer tårerne væk og rejser mig.
Jeg ryster over hele kroppen.
Jeg går med bitte små skridt over mod døren og låser op.
Anthon står derude.
Han skal lige til at kramme mig da jeg løber forbi ham og væk fra skolens område.
Egentlig vil bare gerne blive trukket ind i et lang, dejligt, varmt kram.
Jeg løber ned af vejen og drejer da jeg støder ind i en.
Han taber sin telefon.
"Undskyld" siger jeg hurtigt.
Han kigger på mig og så kan jeg genkende ham.
Det var ham der gik ind i mig den nat jeg var hos Thor.
"Så er vi vist kvit" siger han smilende og går videre.
Jeg kigger efter ham.
Jeg går tilbage mod skolen.
Jeg vil egentlig bare gerne hjem men det er som om at jeg ikke kan gå den anden vej.
Min hjerne vil hjem.
Mit hjerte vil over til Anthon.
Og alle ved at hjertet er stærkere end hjernen.