My Best Friend *Afsluttet*

46

Anthon kigger på mig.
"Ringer der en klokke inde i hovedet på dig eller hvad?" Siger Anthon.
"Anthon! Jeg var fuld!" Siger jeg.
"Det ved jeg godt. Men det var du ikke denne gang!" Siger han.
"Anthon! Forstå nu..." Siger jeg.
"Hvorfor fortalte du ikke det med Munke!?" Siger han surt.
"Fordi at jeg vidste du ville blive sur! Og så havde vi slået op for lang tid siden! Anthon... Jeg elsker dig..." Siger jeg.
"Jeg elsker også dig... Men det her går ikke mere." Siger han.
Jeg sukker og kigger ned i gulvet.
"Hvis det er det her du vil" siger jeg og går.

()

Jeg ligger i min seng... Og græder... Meget.
Det banker på min dør.
Min mor kommer ind.
"Alfred er her. Må han komme ind?" Spørger hun.
Jeg nikker og Alfred kommer ind.
"Er du okay?" Spørger han og sætter sig ved siden af mig.
Han trækker mig ind i et stort kram.
"Jeg vil ikke være grunden til at i slog op. I er perfekte sammen" siger han og klemmer mig lidt hårdere.
Jeg svarer ham ikke.
"Hvor ved du det fra?" Spørger jeg.
"Anthon fortalte det. Du er i det mindste ikke den eneste han er sur på." Svarer han.
Han giver slip på mig.
Han kysser mig på panden.
"Skal du ikke med hjem til mig? Jeg er alene hjemme. Så kan vi invitere nogle af Bois og drikke os i hegnet." Siger han.
"Men... Det er jo skoledag i morgen" siger jeg.
"Årh... Lad nu vær med at være så fucking artig" siger han og griner.
Jeg fniser og har allerede glemt alt om Anthon og om hvor ked af det jeg egentlig er.