My Best Friend *Afsluttet*

33

Jeg træder ind i klassen og sætter mig på min plads.
Alle kigger på mig men det eneste jeg kigger på er Anthon.
Han smiler til mig og tager min hånd.
Han prøver at trække den til sig igen men jeg vil ikke give slip.
Ikke denne gang.
Denne gang vil jeg holde fast på ham og aldrig lade ham gå.
"Isabella" siger han stille og ryster sin hånd.
Jeg giver slip.
Jeg gør den ting som jeg ikke måtte gøre.
Jeg leder efter hans hånd under bordet men jeg kan ikke få fat i den igen.
Jeg vidste det.
Jeg gav slip og nu kan jeg ikke få det tilbage igen.
Endelig får jeg fat igen.
Han kigger underligt på mig og der går det op for mig at det ikke er hans hånd jeg holder i.
Ups!
Jeg trækker hurtigt hånden til mig og smiler akavet til ham.
Timen er endelig slut.
Selvom jeg ikke engang har været der halvdelen af tiden føltes det som hundrede år.
Jeg sætter mig på bordet som står ude på gangen.
Det vækker minder frem.
Ubehagelige minder.
Om mig og Anthon.
Anthon kommer over og sætter sig ved siden af mig.
"Jeg aftalte med mig selv aldrig at lade dig gå. Alligevel skete det" siger jeg og kigger stift ud i luften.
"Jeg elsker dig stadig. Jeg har bare brug for en lille pause" siger han og rejser sig og går væk.
Jeg sidder og kigger stift ud i luften indtil klokken ringer.
Jeg går ind i klassen og sætter mig ned.
Vi skal arbejde i firmandsgrupper.
Jeg er i grupper med to der hedder Jasmin og Nikolai. Og så selvfølgelig Anthon.
Hvorfor skal universet være så ond mod mig når jeg har det aller værst?!