Complicated love...

Kapitel 17

Det er blevet mørkt udenfor og jeg skal helst ikke komme for sent hjem, jeg vil også være lidt sammen med min familie. Savner dem. Jeg rejser mig og går over og tager sko på, Justin sover og jeg ved ikke om jeg vil vække ham. Jeg lægger en seddel om at jeg er gået hjem.

Turen hjem er faktisk rigtig fredfyldt, jeg nyder at være alene. Fuglene synger og der er næsten ingen biller på vejene. Det er snart efterår og bladende begynder stille at falde af træerne. Mine tanker bliver afbrudt af en bil som jeg kan høre længere væk, den høre højt musik. Jeg kan ikke rigtigt se bilen men jeg ved den er der. Jeg kommer til et lyskryds og kommer til at tænke på min far, han synger altid en sang om rød mand stå grøn man gå, den er meget sødere end den lyder. Jeg skal til at gå over men bliver blændet af noget lys som kommer ude i det fjerne fra mit venstre øje. Jeg vender mig om. BANG... Alt bliver sort og jeg kan ikke huske mere.

Jeg vågner op men alt er sløret, jeg ligger med allemulige nåle i mig. Min mor og far sidder på hver sin side af den seng jeg ligger i.

"er du vågen" spørg min mor bekymret og klemmer ekstra hårdt i min hånd.                              "Hvordan har du det? Gik du over for rødt? Hvad ske..." Hun når ikke og sige mere før jeg afbryder hende da hun kan stille spørgsmål i flere timer.                                                                                "Jeg har det fint mor" jeg vrider mig ud af hendes hænder og sætter mig op i sengen. Jeg elsker min mor men nogengange er hun bare for omklamrende. Jeg kigger over på min far, han går overmod mig og vi laver det håndtegn vi plejer.                                                                                                   

"Pas nu på hendes hænder André" siger min mor forbavset over at min far tør lave et håndtegn med mig. 

Det banker på døren og vi retter alle fokusset hen mod hende. "Hej Mie" hun rækker mig hånden og prøver virkelig at smile til mig men det går ikke så godt, det hele ser så falskt ud.                         

"Du har fået et meget alvorligt slag, hvilket føre til at du skal være her i 2-3 dage"                                        2-3 dage, det kan jeg altså ikke. Jeg kan, jeg vil og jeg gider ikke.                                                               "2-3 dage" gentager jeg mens jeg ser helt overrasket ud. Jeg kigger over på mine forældre og så over på lægen. "Hvis det er det der skal til for at du bliver rask" siger min mor og prøver at lyde forstående overfor lægen. 

"No way jeg har det bedre end nogensinde" jeg rejser mig op, men i det jeg rejser mig op for jeg en kæmpe smerte i hovedet og i mine ben og min mave, det er som om det hele bliver vendt om. "Jeg tror vidst det er bedst du bliver her" lægen trækker mig ned i min seng igen.                              "Jeg tror hun skal hvile lidt, i kan bare gå hjem hun er i trygge hænder her" siger lægen og smiler falskt til min mor og far, men min mor falder i med begge ben og går derfor hen og kysser mig i panden inden hun går ud af døren. Min far blinker bare til mig inden han går ud. 

Jeg skal ikke hvile, jeg er allerede rastløs så hvordan skal jeg kunne overleve 2-3 dage endnu.

Jeg sukker og og tager min mobil frem, den må da kunne underholde mig de næste dage. Da jeg tænder min mobil popper den besked som Zack har skrevet, op. 

M/Mie Z/Zack

Z-Hej Mie. Seriøst Mie du bliver nød til at lytte. Jeg ved jeg var en idiot og alt sådan noget og det kan jeg ikke komme udenom. Men jeg er virkelig ked af det jeg kan ikke sove jeg kan ingenting uden dig. Men jeg har også bare fundet ud af hvor meget du betyder for mig. Håber du gider at svare❤️

Jeg sukker over beskeden, det sidste jeg har lyst til lige nu er at snakke med Zack.

Lægen kommer ind til mig igen "har du det bedere?" spørg hun naivt. Mener hun det? Hun var her inde 1 min. siden og spørge om det samme, hvis det fortsætter sådan så kommer jeg nok til at vride halsen om på hende. De må virkelig ikke have mange andre syge patienter her på hospitalet siden hun skal komme ind hvert minut.

"Jeg har det rigtig fint, må jeg komme hjem nu?" Hun griner af mig og går over og vasker hænder, derefter tager hun håndsprit på og gnider sig skummelt i hænderne.                                         "Vi skal ha taget nogen røntgenbilleder af dig" siger hun og går over og låser min seng ud for at køre den ind på en anden stue, det er simpelthen så ydmygende at køre på gangende hvor alle bare kan kigge ned i min seng. En dør bliver åbnet og hun køre mig ind i et rum, det er nok der jeg skal ha' taget røntgenbilleder. Hader røntgenbilleder de viser altid det man ikke vil ha'. 

--

Røntgenbillederne er taget og skal til at kravle under dynen da det er så ydmygende at blive kørt rundt med på gangen. Men i det jeg kravler under dynen er der en som kalder på mig, "Mie" da jeg kigger om bag mig står Zack der, han går med ved siden af sengen mens lægen køre mig. Hun skænker sikkert ikke engang en tanke om at hun skal stoppe, det er fint nok med mig. Vil alligevel ikke snakke med ham, det kommer jeg nok ikke fra. 

Hvad er sandsynligheden lige for at Zack er præcis det samme sted som jeg er. 

"Zack hvad laver du her?" Spørg jeg og kigger op på ham.                                                                                "Jeg kom for at besøge min mor" siger han og kigger trist ned i gulvet. Hvad er der galt med hans mor? Han holder en lille pause før han siger mere. 

"Hvad er de sket med dig?" spørg han bekymret, han har ingen gund til at være bekymret. Jeg ved ikke engang hvem haner mere.                                                                                                                                         Jeg løfter skuldrene da jeg ikke engang har tænkt på hvorfor jeg er her, jeg kigger op på lægen for at se hvad hun siger. 

"kørt ned" svare hun koldt og kort uden at kigge på ham, tror jeg er begyndt at kunne lide den her læge. Kold og kynisk.  

"Kørt ned?" Gentager Zack og stopper op da lægen køre ind på en lukket stue. Jeg kigger tilbage på Zack som er stoppet op og ser helt forbavset og ligner et spørgsmålstegn. Håber virkelig ikke han står her ude når jeg kommer tilbage. 

"Så kom vi af med ham" siger lægen, jeg kigger op på hende og begynder at grine.                            "Ja dejligt" siger jeg og ligger mig ned i sengen.