Complicated love...

Kapitel 41

Heey guys... Er ked af at det skulle tage så lang tid. Har ikke været så tilfreds med min bog, men besluttede mig for at jeg ville give den en ekstra chance, og er faktisk ret tilfreds med resultatet, selvom det ender ret tragisk. Er i fuld gang med at skrive flere kappitler. Håber i kan lide det;))

Jeg går ned af gangen mod Justin, da jeg pludselig bliver trukket ind i et mørkt rum. Jeg begynder at skrige, da der hurtigt bliver tysset på mig. En finger bliver sat for mine læber, som et tegn på jeg skal være stille.

"Det er mig" siger en bekendt stemme.

"Justin?" spørg jeg forvirret.

"Shhh..." siger han og kysser mig ned af nakken. Hvad har han gang i? Hvorfor er han pludselig så opstemt.

Han bærer mig op på et bord, og prøver at få min trøje af, men trækker den hurtigt ned over mig selv igen.

"Hvad har du gang i?" spørger jeg igen meget forvirret. Det hele virker så mærkeligt.

"Hold nu for helvede bare din kæft" svarer han hårdt tilbage. Han har aldrig svaret mig så hårdt tilbage, måske i en diskussion, men ikke så pludseligt som nu. Han kører hånden op under min bluse og masserer mine bryster.

Jeg skubber ham hårdt i brystkassen for at få ham væk.

"Hvad er der galt med dig?" siger jeg oprevet og hopper ned fra bordet og tænder lyset.

"Er det så svært at forstå en hentydning?"

"Hvilken hentydning Justin. Du trækker mig med ind i et mørkt rum og begynder at tage på mig" svarer jeg tilbage.

"Tage på dig? Jeg prøver fucking på at knalde dig, som kærester gør" svarer han koldt tilbage.

"Vi er på et fucking hospital Justin. Vores bedste ven ligger inde ved siden af, og kæmper for sit liv" råber jeg ind i hovedet på ham.

"Er det ham den der nar du sad og kyssede med? Er du sammen med ham eller hvad?" spørger han oprevet. Der er stille i rummet i noget tid. Hvilken fyr?

"Hvem?" spørg jeg forvirret.

"Ja, ham den der mørkhårede gut der"

"Luka? Vi har ikke kysset. Vi mødtes i toget herover, hvor han hjalp mig komme herover. Vi går på en måde, igennem det samme lige nu. Det er rart at have nogen at snakke med, siden du jo ikke er der" svarer jeg hårdt tilbage. Der er stille i et kort stykke tid. Vi har en dyb øjenkontakt, indtil jeg pludselig får øje på noget.

"Hvorfor har du så røde øjne?" spørg jeg og kniber øjnene sammen for at se ham dybere i øjnene. Han træder et skridt tilbage.

"Har du taget stoffer?!" råber jeg endnu mere oprevet end før.

"Er du blevet sindssyg?" råber jeg igen. Kan se han bliver mere og mere vred, jo mere jeg råber. Han trækker en hånd op, og giver mig den største lussing.

"Hold kæft" råber han.

Jeg tager min hånd op til min kind, og fælder en tårer. Jeg ser forskrækket på justin, som også ser helt forskrækket ud over sine egen handling.

Har aldrig oplevet Justin sådan her. Jeg løber ud af døren og går med hastige skridt hen mod elevatoren. Justin løber lige i hælene på mig. Ligesom i en romantisk film, forskellen er bare at det her er virkelighed.

"Mie! Mie, vent. Du må ikke gå" råber han. Jeg overvejer ikke et sekund at vende mig om.

"Mie pls ikke gå! Jeg kan ikke leve uden dig!" råber han, mens han prøver at indhente mig.

Elevatoren står åben og jeg skynder mig at løbe ind.

Jeg står for mig selv i elevatoren, i fuldstændig chok. En tårer triller ned af min kind, en bliver til flere.