Complicated love...

Kapitel 37

"Altså vi kan jo dele en taxa, det er altid hyggeligere med lidt selvskab. Plus det er billiger" spørg han og smiler nervøst til mig. Hvad skal jeg svare? Jeg kender ham jo slet ikke. "Jeg ved ikke helt, skal du også ind til centrum?" svarer jeg nervøst. "Ja dsv, skal ind til hospitalet" han kigger ned i jorden. Hospitalet! der skal jeg jo også hen. "Tjo vi kan da godt dele en taxa, skal også hen til hospitalet" han kigger op fra metroens beskidte gulv og ser glad ud.

--

Da vi sidder i taxaen kan jeg ikke lade være med at spørge, er så nysgerrig. "Nå men hvorfor skal du så på hospitalet?" Han kigger først på mig og derefter ud af taxaens vindue mens han nervøst bider negle. Det skulle jeg aldrig ha' spurgt om, han gider jo tydeligvis ikke svare.

"Det er jeg ked af, skulle aldrig ha' spurgt. Nogen gange kan jeg bare ikke holde mund, faktisk lidt ligesom nu" jeg kan slet ikke stoppe med at snakke, nok fordi jeg vil hurtigst muligt væk fra det akavede øjeblik jeg lige selv havde skabt ved at komme med et dumt spørgsmål. "Det er okay. Min mor har kræft og er døende" siger han og retter blikket mod mig. Jeg får store øjne, hvad siger man til sådan noget?

"Det... det er da lidt nederen" svarer jeg og får et akavet smil på, hvem siger sådan noget? "Det... det er da lidt nederen" gentager jeg i mit hoved. Hans mor er døende og det eneste jeg kan komme på er "det... det er da lidt nederen". Pludselig begynder han at fnise lidt "ja det er da lidt nederen, ja" siger han og smiler til mig. Det var da bare overhoved ikke sjovt.

Der nogle minutters stilhed før han afbryder stillheden igen.

"Du er ikke ligesom alle de andre piger, er du?" jeg retter mit blik mod ham efter at ha' kigget ud på Københavns natteliv.

"Hvad?" "Ja du er da ikke ligesom andre piger? Du er dig selv." Hvad skal jeg svare til det? Nogen gange er det vigtigt for mig at være ligesom andre. Det har nok noget at gøre med at jeg er blevet mobbet så meget som barn fordi jeg var anderledes. Lige meget hvor meget jeg vil ønske at jeg kunne være anderledes så minder det mig bare om da jeg var lille og havde det forfærdeligt. Men han har måske ret, det her år har jeg virkelig ændret mig og jeg kan lide den person jeg er blevet til.

"Jeg mener hvem siger tissemyre i stedet for bare at sige fuck?" siger han "du er også den eneste jeg kender som ikke har rodet rundt i det med min mor, og bare har sagt det ligeud 'det er da nederen', for det er mega nederen" tilføjer han.

Jeg er smigret. Det er virkelig sødt sagt på en eller anden måde.

Taxaen bremser. "353" siger chaufføren. Ham drengen jeg faktisk ikke kender navnet på tager mig forsigtigt og diskret i hånden. Han klikker diskret min og hans sele op, jeg kigger mystisk på de diskrete ting han laver. "353" gentager chaufføren. "Hvis i ikke snart giver mig de penge bliver det altså 400". Den mystiske dreng åbner døren og trækker mig hurtigt med ud af taxaen.

"Løb!" siger han i det vi kommer ud af bilen.

"Stop! i har glemt at betale!" råber manden. Drengen klemmer hårdt i min hånd og løber ekstra hurtigt. Vi løber ned af en masse små sidegader indtil vi kommer til strøget, ved storkespringvandet. Han stopper op og kigger bagud. "Jeg tror vi er af med ham" siger han og stopper op foran springvandet. Jeg griner forpustet "wow... det der... det var sjovt!" siger jeg forpustet.

--

Hej! Håber i kunne lide kapitlet, har skrevet et lidt længere kapitel da jeg er ked af at jeg ikke har opdateret i så længe. Næsten 700 ord. Har en nogle kapitler klar så glæd jer!