Complicated love...

Kapitel 38

Han stiller sig helt tæt på mig, han kigger ned på mig da han er en del højere end mig. Han tager en tåt hår væk fra mit ansigt og køre den om bag mit øre. Han ager blidt min kind med sin tommelfinger og kigger mig dybt i øjnene. "Du er virkelig smuk" siger han. I et øjeblik glemmer jeg alt om Justin og at Simon ligger på hospitalet. Lige nu er jeg her, og kun her. Jeg glemmer alt om tid og sted.

"Hvad hedder du?" spørg jeg mens vi står og kigger hinanden dybt i øjnene. "Luka" svare han. "Hej Luka jeg hedder Mie" siger jeg næsten uden nogen følelse i tonen, den eneste følelse jeg har nu er en varm følelse.

Vi står i flere minutter og kigger på hinanden, bare kigger uden at sige noget og det er fint nok med mig. Det er ikke kedeligt. Overhoved. Det er som vores øjne snakker med hinanden.

--

Jeg er står i receptionen på hospitalet. Luka skulle skynde sig hen til sin mor da de mener det er ved at være tid. Det er forfærdeligt, ik'? Jeg står og stirre ned i receptionens bord.

"Mie" er der en der råber, jeg rykker mig ud af min stilling og vender mig over mod lyden. Det er Justin, jeg er pludselig ikke så oppe og køre når jeg ser Justin.

Han kommer hen og giver mig et hårdt kram hvor der efterfølger et kys.

"Hvor har du været?" spørg han bekymret. "Ingen steder" siger jeg mens jeg stirre på gulvet længere ned af gangen. "Er der noget galt skat? Jeg har savnet dig" siger han og kysser mig igen. Pludselig virker Justin ikke så spændene mere, han er lidt ligesom noget nyt legetøj som man smider væk efter en uge fordi man har fundet noget nyt. Hårdt sagt men sådan har jeg det lige nu, jeg ved der er noget mere spændene derude. Han krammer mig en ekstra gang, men denne gang trækker jeg mig ud af det. "Hvad er der?" spørg han.

"Justin du har lige krammet mig mindst 3 gange, du behøver ikke blive ved" siger jeg koldt og retter blikket mod ham. "Jeg har været bekymret for dig Mie! Du kommer over 5 timer for sent, så undskyld hvis jeg er bare lidt glad for at se dig!" råber han af mig. Jeg har nok været for hård ved ham, har jeg ikke? Jeg elsker ham jo stadig. Han vender sig om og går ned af gangen. "Justin vent!" jeg løber efter ham.

Han vender sig om mod mig igen. "Undskyld" jeg krammer ham hårdt og fælder faktisk en tåre. Hvor kom den tåre fra? Det var nok en blanding af at jeg har ondt af Luka men også fordi at jeg havde tænkt sådan om Justin.

Han krammer mig igen og kysser mig i håret. "Det er vel nok første gang du har haft et kæreste skænderi, man plejer at gå lidt for sig selv i noget tid" små ler han lidt.

"Ja..." griner jeg mens jeg faktisk også græder på Justins brystkasse.