Complicated love...

Kapitel 22

Jeg går ud til min mor som står i køkkenet og Johannes er allerede kommet.                                                                                                                                  "Hej Mie" siger han og kommer over og krammer mig hårdt. Alt for hårdt. Selv når han siger hej er han bare så irriterende. 

Jeg smiler bare lidt falsk til ham, men tror ikke han ser hvor falsk det egentlig er, min mor ser det til gengæld og sender mig djævleøjne. "Justin og jeg tager med i biografen"                                "Dejligt" siger Lars og smiler. "Mor" siger jeg fordi at min (mor) skal høre det, det er jo meningen hun skulle høre det og ikke Johannes.                                                                                                                                            "Ja, det gør i bare". Jeg går ind på værelset til Justin igen og lukker døren og sætter mig over til Justin i sengen. 

"Jeg er virkelig træt af Johannes". Han sætter sig op i sengen ved siden af mig, han krammer mig. Det beroligede mig faktisk, godt jeg har Justin. 

--

"Vi går nu!" råber min mor ude fra køkkenet.                                                                                                            "Ja vi kommer nu" råber jeg tilbage. Da vi kommer ud til de andre er det første Johannes siger "Mie tror du ikke du skal ha' noget mere tøj på, det er altså ret koldt udenfor" ved godt han siger det af ren venlighed men syntes bare han skal klappe i. Den eneste grund til at jeg tænker sådan og Johannes er jo fordi han splittede min mor og far ad, det kan godt være at der er rigtig mange fordele ved at de er gået fra hinanden men der er stadig også nogle ulemper. Tror bare jeg skal have min tid til at komme mig over mine forældres skilsmisse, det gør det bare svære når Johannes er der til at huske mig på at de er blevet skilt, han er jo grunden til det. Det kan godt være at de var blevet skilt uanset hvad men sådan var det bare ikke. 

"Hvad mener du?" Spørg jeg og kigger forvirret på ham, jeg har en sweater på sammen med nogle sorte stramme bukser, mine vans old skool og en jakke. Det er nok stadig koldt udenfor men jeg kan da næsten ikke tage mere tøj på.                                                                                                        "Det ret koldt udenfor. Du behøver jo ikke se så smart ud, du kan jo godt tage nogle lidt varmere sko på" siger han og smiler lidt. Han siger alt det mine forældre burde sige, han siger det min far plejer at sige og han er ikke min far! "Jeg har det fint Johannes, ellers tak" siger jeg meget falsk, faktisk så falskt at jeg tror han kan høre det denne gang.

Vi går ned til biografen fordi Johannes mener at vi unge mennesker mangler noget luft. 

På vej hen til biografen kommer Johannes over til mig, hvorfor kan han ikke bare holde sig væk? Han prøver jo alt for meget på at blive min ven.                                                                                                    "Jeg kan faktisk godt lide din mor" hvisker lars i mit ører, hvorfor har han brug for at sige sådan noget? Er det for at jeg skal vide at han ikke bare er sådan en mand der forlader konen, eller vil han bare rigtig gerne være irriterende? Lige da jeg var ved at sige noget rigtig dumt til ham tager Justin fat i min hånd , jeg kigger ned på vores hænder og han tager min hånd op til munden og kysser den. Han beroliger mig igen, jeg føler mig meget stærkere når jeg er sammen med ham.

--

"Skal vi ikke bare tage hjem til Simon nu?" Spørg jeg Justin stille, kan ikke magte at gå hjem sammen med Johannes. Hele min dag i dag har faktisk handlet om Johannes, vil bare rigtig gerne hjem til Simon og hygge mig. Justin nikker.                                                                                                                          "Mor vi tager bare direkte hen til Simon" råber jeg til min mor som er gået i forvejen.                       "Okay hyg jer" råber hun tilbage.

--

"Hej" siger Karla da vi åbner døren ind til Simons kollegieværelse                                                            "Hej Karla" siger jeg begejstret over at se hende, jeg føler det er så længe siden vi har set hinanden. "Hva' så Simon" siger Justin og går ind til Simon i stuen/soveværelset.                        "Hej Simon" siger jeg og går over og krammer ham. 

"Skal vi ikke bare bestille en pizza?" Spørg Justin og tager sin mobil frem.                                              "Jo jeg kunne virkelig godt ha' noget at æde" siger Karla, typisk karla hun er altid sulten men altid så lille og spinkel.

Jeg ligger i justin's arme og er lige ved at falde i søvn. Da Karla stiller et spørgsmål som får mig til at slå øjnene op."Er i egentlig kærester?" jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare fordi vi har det jo ligesom kærester vi kalder bare ikke hinanden kærester. Det må også snart være på tide at vi finder ud af hvad vi er.                                                                                                                                              "Ehm... Det ved jeg ikke, er vi det?" Spørg jeg og kigger over mod Justin. Jeg giver det store spørgsmål videre til Justin, han må nok hellere svar på det.                                                                 "Ehm... Ja det tror jeg" siger Justin meget forvirret, jeg smiler til ham og kysser ham på munden.     

"Seriøst? hvor sødt, tillykke" siger Karla. "Det er vidst først gang du har holdt på en dame i så lang tid" siger Simon.                                                                                                                                                         "Men har i så gjort det?" Spørg Simon og kigger over på os.                                                                        "gjort det?" spørg jeg forvirret, gjort hvad?                                                                                                               "Ja i ved, knaldet?" der bliver helt stille, der ingen af Justin som rigtig svare.                                   Justin svare nok ikke fordi at han ikke vil virke 'svag' overfor Simon. Jeg svare ikke fordi at sådan noget spørg man da ikke om, er det ikke privat?                                                                                            "Simon" siger Karla og slår ham på brystet.