Er der nogen?

Amalia var gået for længe siden, jeg gik i seng og begyndte at sove ligeså snart mit hovede ramte puden. Jeg kom hurtigt ind i dejlige skønne drømmeland.

Jeg vågnede op ved at noget lys ramte mit fjæs, var det allerede morgen? Jeg åbnede øjne og så mod uret, nix klokken er 02.35. Har jeg kun sovet i 30 minutter? Vent hvad var det for noget lys? Jeg slukkede alt lys, låste hoveddøren og lukkede alle vinduerne før jeg lagede mig til at sove. Jeg så op og så en skikkelse i dørkarm som forsvandt hurtigt. Jeg havde altså også lukkede min værelse dør, så vidt jeg husker! Jeg fandet min lommekniv frem og mærkede det kolde gulv mod mine bar fødder. Jeg gik langsomt ud af mit værelse og tændte for lyset i 'gangen' da det er heroppe alle værelser er, er der en slags gang hvor der en del dørere. Intet.
"Hallo?" Sagde jeg højt min stemme rystede lidt. Jeg gik mod køkkenet og tændte lyset.
"Hallo er der nogen?" Intet, hvad havde jeg renget med? At huset ville svarere mig?
Jeg gik mod stuen og tændte lyset, "er der nogen?" Spurgte jeg. Nix ingenting, intet svar, ikke et øje. Jeg er jo gal! Jeg rystede på hovedet af min livlige fantasi. Jeg lod lyset være tændt da det lige pludselig gjorde mig mere tryg. Jeg gik mod mit mørke værelse, og prøvede at berolige mit hjerte med at der ikke var nogen. Jeg trådt ind i mit værelse og fik en hånd på min mund. Det var som om mit hjerte sagde: "Ha hvad sagde jeg!" Jeg sprælle som en gal og prøvede at stikke personen ned med min lille kniv. Uden held dog, min ene hånd blev taget hårdt fat i til jeg gav slip på kniven. En enkelt ensom tårer trillede ned langs siden af min ene kind. Jeg tror at det var ved at gå op for mig at jeg var ved at tabe kampen. Men jeg gav ikke så let op, jeg slog ud som om det galt mit liv. Hvilket jeg tror meget stærkt på det gør! "Uhmmm" sagde jeg og prøvede at vride mig fri. Good dammit, hvem har jeg æren at være fangede af? En klud kom op foran min mund og næse men jeg nægtede at lugte til den! Jeg har da set lidt film! Jeg havde ikke lugtede til den i godt 2 minutter. Den person ved ikke hvem han/hun er oppe imod! Jeg kan holde vejret i op til 10 minutter, aha! Det bliver man nød til at kunne når enes far får dårlige mave af fisk. Ad! Personen rev mig hårdt i håret, så jeg åbnede munden af overraskelse, forskrækkelse og smerte. Jeg fik den grimme lugt ind, jeg kunne mærke slappeheden tage over, jeg tog fat i min mobil skrev hjælp og nået lige at sende den før personen registreret det. "Shit" okay det er en mand, mørket tog over hånd, jeg rev i mandens t-shirt og tvang ham ned. Fik os vendt rundt så jeg var øverste. Det ville koste ham lidt tid, mørket tog over og jeg faldt i en dyb søvn.

Mørkt, her var bare totalt mørkt! Jeg keder mig! Men jeg blev utroligt meget trist over at mit liv måske snart var forbi. Hvem er den person der har kidnappe mig? Det slog mig lige at han allerede kunne havde myrdet mig! Jeg var måske død! Omg, hjælp dog! Hvad nytter det? Jeg er allerede død....... Jeg mærkede en hånd på min mave, okay ikke helt død alligevel.... Jeg åbnede ganske stille mine øjne og så ind i nogen brune øjne. Jeg kneb øjne sammen ham havde jeg set før! Jeg gik engang ind i ham, for snart en måned siden! Det var ham med det brune hår og en smule krøller, han havde i dag en sort bandana på og en rød hættetrøje. Han gloede bare på mig! Jeg sprang op, "dig!" Hvæsede jeg og pegede på ham "mig?" Grinede han og pegede på sig selv. "Ja dig! Dig kan jeg godt huske jeg gik ind i dig! Du sagde det ikke gjorde noget og nu har du kidnappet mig?" Sagde jeg. Han smilede lumsk "åhhh lille Holly jeg besluttede mig at kidnappe dig første gang jeg så dig" sagde han med...... Kærlighed i stemmen? Sige mig flirtere min kidnapper med mig? Good dammit! "Og det var da jeg gik ind i dig?" Sagde jeg, har han jagtede mig rundt i ca. En måned. Ej han må havde set mig før, den planning tager lidt mere tid! "Nej for et år siden min kærer" what? "Kan du ikke huske det?" Sige mig tror han jeg kan huske en tilfældig dag for et år siden? "Lygtepæle" sagde han som hjælp og der slog det mig som et lyn.

Flashback

Jeg gik ud i parken med min jordbær is. Nam nam. Jeg elsker jordbær, som ELSKER! Jeg ville totalt blive gift med jordbær! Jeg sat mig på en bænk og så rundt da jeg opdagede en brun håret dreng med en smule krøller. Jeg sendte ham et smil, han smilede tilbage nærmest et lykkeligt smil. Jeg så ned i min bog og spiste min is færdig da jeg hørte et 'DYNKE'. Jeg så op og så krølletop ligge på jorden, han var sgu gået ind i lygtepælem, ha ha ha. Jeg løb over til ham, han åbnede øjne ganske langsomt. "Er du okay?" Spurgte jeg bekymret for ham, "det er jeg i hvert fald nu" sagde han drømmene. Av, han må havde slået hovedet noget så hårdt. Jeg hjalp ham op og så op han var lidt højere end mig. Jeg så på hans ansigt, og gud de der brune venlige øjne! "Pas nu på dig selv" sagde jeg og vendte mig om og begyndte at gå. "Vent!" Råbte han efter mig, jeg vendte mig om "hvad er dit navn?" Spurgte han. "They call me Strong, Holly Strong" sagde jeg.

Flashback slut

Jeg så forskrækket på ham, "du er lygtepæle fyren!" Sagde jeg og pegede på ham. Pokkers tage mig og min høflighed! Hvis jeg aldrig var gået hen til ham kunne det være han ikke havde opsøgt mig! "Det skal du ikke være så sikker på" sagde han, jeg sprang forskrækket væk fra ham. Var han nu også tankelæser? "Lige nu tænker du ret så højt, skat" sagde han. Det giver mening "kald mig aldrig skat igen" brummede jeg.