Er der nogen?

Jeg ville kæmpe for altid!

Jeg vågnede op og strak mig, hmmmmm, den her seng er ikke værste. Jeg sukkede tilfreds og klappede den bløde seng, døren til mit værelse gik op. Jeg skreg et forskrækket skrig- surprise- Ashton...... "Hvad vil du idiot" hvæsede jeg og gav ham mit bedste dræberblik. Ashton rullede med øjne "sige hej til min pige" jeg brummede irretedet af ham. Urghhhhh! Jeg vendte mig om så jeg ikke skulle glo på ham. "Smut pomfrit" vrissede jeg af ham, Ashton mumlede uforståeligt men det lydt ikke som om han sagde: "du er sådan en engel Holly" nej det lød stik modsatte. Hvad havde han regnet med? At jeg ville smile stort til ham og accepterer han har kidnappet mig fra dem JEG elsker? For så har Ashton virkelig jord i hovedet, mere end jeg havde troet..... "Høre jeg ville havde du føler dig hjemme Holly" sagde han, hjemme? Han ville havde jeg føler mig hjemme? HJEMME!? Hvor fantastisk! "Sidste jeg tjekket ville jeg ikke være her" snerrede jeg, "Holly det her er dit hjem nu" sagde han og smilede skævt til mig. NEJ! "Jeg ville ikke bo her!" Vrissede jeg "Holly" sukkede Ashton "Ashton" sukkede jeg i samme tonefald. "Holly opfører dig pænt" sagde han strengt, tsk mænd..... "Du er ikke min far aka du bestemmer ikke en skid over mig" fnyste jeg. "Hvor længe ville du blive ved med det her?" Mumlede Ashton "jeg ville kæmpe for altid!" Råbte jeg "indtil jeg kommer hjem" brummede jeg. "For fuck sake kvinde du er hjemme! Det her er dit nye hjem om du ville havde det eller ej! Jeg ejer DIG!" Sagde Ashton og lagede tryk på dig. "Du ejer mig ikke af en skid" hvæsede jeg af ham, han gik ned på knæ og tvang mig til at se på ham. "Jo og jeg ville ikke tilgive mig selv hvis der skete dig noget" hviskede han. "Hvad har jeg dog gjort dig? Hvem har gjort dig sådan her?" Spurgte jeg "hvad du har gjort mig? Åhhh Holly du har gjort mig forelsket i dig" sige mig hvorfor flitere min kidnapper med mig!? Det er ubehageligt...... "Jeg synes ikke det er sjovt længere" mumlede jeg, tårerne presset sig på. Det her er ikke fair! "Nej smukke du må ikke græde! Nej nej! Please smil! Ikke græd, ikke græd søde" sagde Ashton og fjernet hastigt de tårer der var undsluppet mig. Jeg kan ikke klare det mere "jeg ville ikke være her" hulkede jeg "jeg ville hjem!" hulkede jeg igen. "Hjem til min mor, far og bror og sidste men ikke mindste mine venner!" Græde jeg. Jeg brød helt sammen og det ligner ikke mig, Ashton tyssede på mig. Og sagde det hele nok skal blive godt igen. At han ville gør alt for at få mig til at smile. Men ville han tage mig hjem? Nej. Han havde sine arm om mig og jeg græd ned i hans hvide t-shirt. Der fik tårer og snot på sig, stakkels t-shirt..... "Kom nu smukke smil til mig! Du er meget kønnere når du smiler" sagde Ashton og fik mig til at se på ham. Tårerne løb om kamp hvem der kunne komme første ned på Ashton's t-shirt. Jeg hulkede, græd og hikkede en smule. "Shhhhh søde Holly" sagde han og nussede min kind, efter hvad jeg gætter på en time. Og jeg var umulig at trøste! Ashton blev så panikslagen, at man næsten fik ondt af ham. Kun NÆSTEN! Men anyway der var ikke flere tårer tilbage...... "Jeg har ikke flere tårer tilbage" mumlede jeg lidt forbavset, Ashton kørte hans ene hånd langs min ryg. "Shhh" sagde han og så på mig, han smilede ømt til mig, men fik intet til gengælde. Jeg vendte mig om "undskyld det med din trøje" brummede jeg, helt føles kold er jeg ikke! Ashton grinede blindt af mig "hey jeg fik lov til at holde dig i mine arme" sagde han. Jeg smilede lidt men snøftede en smule, "er du sulten?" Spurgte Ashton akavedet om. "Nej" mumlede jeg og lukkede øjne og kom i drømmeland. Hvordan skal jeg slippe væk?