Er der nogen?

I må se at komme væk!

Jeg hørte radio, men begyndte hurtigt at kede mig. "Drenge!" Michael kom løbende og han så mig ikke!? Han løb bare mod stuen og de begyndte at mumle og snakke. Min nysgerrighed for stærkere sig da de begyndte at bande, jeg gik ind mod stuen. "Hvad gør vi Ash?" Spurgte Michael frustreret om "jeg ved godt vi viæle løbe risikoen da vi sagde ja. Men jeg troede ikke det her ville ske" sagde Luke. Hvad taler de om? "Jeg tror godt vi kunne klare at være i fængsel men ikke Michael" hviskede Caæum imens Michael totalt panikke. Fængsel? Jeg sank en klump og listede mod Ashton's telefon. Nu ved jeg hvad det går ud på.... Jeg snuppede telefonen og listede mod mit værelse og tastede min mors nummer. Bib...... bib..... bib.... bib kom nu kom nu kom nu! Tage den, tage den! "Det er Lisa Strong, hvem snakker jeg med?" "Mor det er mig! Holly, din ældste og eneste datter" sagde jeg. "Holly!" Hun lød overrasket men glad "åh gud du er okay! Holly hvor er du?!" Hvad skulle jeg sige? Hun lyder så lettet, men jeg ved ikke hvor jeg er? Desuden skal drengene ikke i fængsel! De er blevet mine venner.... "Aner det faktisk ikke" flot Holly rigtige flot! "Skat se rundt" "mor jeg er inde i et hus" brummede jeg en smule irretedet. Okay jeg kontakter politiet så de kan sporer dig" oh no! "Nej mor! Det må du ikke! Jeg er på en ø, sammen med nogen venner...." Sagde jeg. "A hvad?!" Jeg tog telefonen lidt væk for at beskytte mine ører, av for satan.... "Mor, jeg er teenagere og det.... Det var dt slags oprører...." mumlede jeg, jeg hader at lyve! "Unge dame! Et oprører for hvad?" "For ikke at være så tit hjemme" hun sukkede "okay bare kom.... Hjem" "javel mor" mumlede jeg og lagede på. Jeg løb ned af trapperne og stillede mig foran Ashton. "Her" han så skrækslagen på telefonen "jeg har løjet for mine mor, i kommer ikke i fængsel" han så op på mig. "Hvorfor?" Spurgte han nysgerrigt om, "fordi i er mine venner" sagde jeg og han nikkede bare.

Jeg så op på mit hus, jeg åbnede døren og Brooks løb imod mig. Jeg krammede ham og desværre fik jeg stuearrest, suk.... Det bankede på min dør, "Holly?" Jeg så mod min bror og nikkede, han lukkede døren og sat sig på min seng. "Hvorfor lyver du?" "Det gør jeg hellere ikke?" Han så anklagerne på mig. Jeg sukkede "kan du holde på en hemmelighed?" Han nikkede og jeg begyndte at fortælle ham det hele. Eller næsten det hele..... Jeg undlod dog mine straffe..... "Kan du lide ham?" "Hvem?" "Ja Aahton din nød" grinede han. "Han er bare en ven" "klart og jeg er slet ikke forelsket i Anastasia" "HA JEG VIDSTE DET!" "Hvorfor kan jeg ikke holde min kæft?" Det er godt at være hjemme igen....