Er der nogen?

Du ligner noget der er løgn!

Jeg vågnede i en seng, de har bæret mig herind. Ad! De har rørt mig! Jeg rejste mig op og mine ben rystede under mig. Jeg tog fat i skrivebords kanten, shit shit shit shit, lad være med at knække! Jeg gik langsomt ud af værelset og ned i køkkenet. De fire drenge sad rundt om bordet. Jeg fnyste og gik derind, de så alle op "du ligner noget der er løgn!" Grinede Michael. Jeg sendte ham et dræberblik "et ord til og jeg smadre seriøst dit hoved med en stegepande" brummede jeg. "Der hvis en der er morgen gnaven" mumlede 'Willy' "pas på hvad du siger" snerrede jeg. "Måske er tante rød forbi?" Hviskede 'Carl' men jeg kunne tydeligt hører ham. "Jeg advarer jer" hvæsede jeg "slap nu lidt af" sagde Ashton "HOLD SÅ KÆFT! HOLD KÆFT, HOLD KÆFT!" Råbte jeg og slog min hånd ned i bordet. De så både forskrækket på mig men også overrasket. Ashton rejste sig op og så ikke just glad ud. "Må jeg lige bed om kammertonen unge dame!" Sagde han "som om" fnyste jeg og trampede i jorden for at understrege det. Jeg sat mig ned og tog en bid af brødet der var på bordet. Jeg tygge færdig og så på dem og pegede på de såkaldte Carl og Willy. "Hvem er i så rigtigt?" Sagde jeg og så køligt på dem. Jeg var vred, trist men allermest så var jeg sgu i sorg. "Luke" sagde Willy eller ham som havde spillet Willy "Calum" sagde ham som jeg kendte som Carl. Jeg nikkede og så ud af vinduet med et blik, jeg så græs og græs. Jeg så ondt på dem alle "jeg hader jer, jeg hader hver en fuckningen celle i jeres dumme kroppe!" Sagde jeg og tog den sidste bid af brødet. De så igen forskrækket på mig "det er jeg da ked af!" Sagde Michael og så faktisk ret så trist ud. Spar mig! "Jeg vil hjem nu" sagde jeg og rejste mig op, de sukkede alle fire i kor. "I skal sgu ikke sukke af mig!" Sagde jeg irretedet, "slap af honey" sagde Ashton og blinkede til mig. Jeg fnyste og så væk "jeg forstår bare ikke....." sagde jeg og vendte mit hoved mod dem. "Hvad?" Spurgte Calum intrasant, "jeg kan ikke se hvorfor i har kidnappet mig. Jeg er jo bare mig, Holly. Opkaldt efter Hollywood, har en bror der hedder Brooklyn. Jeg er intet specielt jeg er Holly. Flabede til tider, venlige, skøre mig" sagde jeg og så på dem. "Du er jo ikke bare Holly for os, i hvert fald ikke for Ash" sagde Luke. Jeg så undrende på ham, hvad mener han nu med det? "Luke" brummede Ashton, woaw der skal hellere intet til han bliver gal. Humørsvingninger! Dramatisk...........

Så her sad jeg i en stole med tap på mine håndled og ben. Jeg vrikke så meget jeg kunne, jeg ved ikke hvor Michael og Calum skulle hen men de fløj for ikke så længe siden. Da Ashton synes jeg var for voldsom har han sat mig fast til denne møg stol. "Arghhh!" Snerrede jeg og mit hoved bøjede sig ned, som om jeg skammeret mig. Luke var gået op til sig selv og Ashton? Han sidder ved siden af bare på sofaen, men kan rykke sig som han ønsker. "Slip mig fri" sagde jeg og vred mine hænder i gaffertappen. Det gjorde bare det hele værre mine håndled begyndte at brænde. Altså ikke sådan der gik flammer i mig! Det gjorde bare herre nas! "Nope" sagde Ashton og poppede ved p'et. Jeg sukkede højlydt og så surt på ham, "du ved godt jeg hader dig ret så meget ikke også?" Hvæsede jeg. "Mhhhh" mumlede han fraværende imens han så på den latterlig film. Jeg sukkede igen "hvad jeg end jeg har gjort Ash, så undskyld. Undskyld af hele mit hjerte, virkelig! Jeg mener det, Ashton, undskyld. Kan du tilgive mig? Så jeg kan komme hjem, fordi jeg savner alt der hjemme. Især min dyne, det var min kæreste. Det er overhovedet ikke mærkeligt! Og det er jo for sjov men Ash? Ville du nok ikke lad mig komme hjem?" Sagde jeg. Jeg tror ikke jeg behøver at sige mere i flere år! Han så på mig "beklager søde Holly men det kan jeg ikke, jeg ville ikke tilgive mig selv hvis du kom til skade" sagde han. "Ashton!" Sagde jeg og så bedende på ham "jeg bed dig!" Ingen reaktion....... ARGHHH MÆND! Jeg så op i loftet "det her er ikke fair! Jeg kan ikke se hvad jeg har gjort dig!" Hvæsede jeg og lukkede så øjne. Hvor er det her dog bare frustrerende!