Sommeren '15

Kapitel 2

Hejsa! Kapitel nummer 2 kommer her!! Hvis der er stavefejl ved vi det sandsynligvis godt, men i må selvfølgelig gerne sige det. Billedet er Harley, men i kan selv forestille jer hvordan hun ser ud hvis i vil.:)) Håber i nyder det!
––––––––––––––––––––––––––––————–

"Wow. Holy shit!" udbrød jeg med det største smil på læben.
   Jeg kiggede med store øjne hen mod min far og mor, som stod med armene om hinanden og 'hmm'ede, og jeg vendte mig hurtigt igen, ikke mindre glad end før, men med en ubehagelig følelse af ad.
   Min bror og søster stod også med åben mund, fluerne fløj bogstaveligt talt ind.
   Jeg små-fnisede til mig selv, og vendte mig så om for at konfrontere turtelduerne aka. mine forældre, og råbte: "Ay! Kast nøglerne, jeg vil indvie huset, og det skal være nu!" Det var nok ikke sådan man indviede et hus, men det var fandme ligemeget, det gjorde ikke skade på nogen. The parentals kastede nøglerne, og jeg sprintede det bedste jeg havde lært hen til døren, mine søskende få meter bag mig.

Jeg åbnede døren, og idet sekund var der krig. Mest mellem min lillebror og mig, men min søster deltog da også. Hvis det ikke var tydeligt, gik krigen ud på, at få det største værelse. Det var noget af en opgave, da huset var gigantisk, og der var mindst 3 etager og 5 værelser på hver etage.
   Efter ca. 7 værelser åbnede jeg en dør, og smilede et helt ekstremt smørret smil. Der var allerede seng, ganske vist var der lyserødt sengebetræk, men det kunne skiftes.

Mine søskende lod også til at være tilfredse med deres værelser, og vi besluttede os for, at sammen gå ned til poolen. Der var trukket persienner ned for de åbne døre, og man kunne ikke se noget udenfor.
   Jeg kiggede på Dylan og Becca med en alvorlig mine og hviskede dystert: "Det er nu det sker børn. Vi møder vores skæbne om lidt. 3... 2... 1... Nu!"
   Idet jeg sagde nu, trak jeg persiennerne op, og intet kunne beskrive, hvad mit lille, vandglade hjerte følte. Vi stod alle tre uden nogen form for følelse tydeligt på vores ansigter.
   Lige så stille hviskede jeg: "Dips. " Mine søskende stirrede ondt på mig, og vi så igen ud på poolen.
   Den var fantastisk. Den var blå og stor. Den havde et hot tub med en knap til bobler. Den var dybest set min umiddelbare yndlingsting i verden lige nu. Den var en sand skønhed. Jeg elskede den.

Mine forældre grinte bag os, de var tydeligvis stoppet med deres lille kys, og de sagde bare, at de havde noget at vise. Vi trak på skuldrene og fulgte efter dem.

Så kan i huske da jeg sagde at poolen var min yndlingsting? Jeg løj. Min yndlingsting var 100% udsigten fra huset. Man kunne se ud over hele den lille by. Vores hus lå på en høj bakke (lyder lamt, i know, men det var altså fedt), og så langt man kunne se var der palmer, pools og store hvide eller sandfarvede huse. Det var seriøst smukt.

"Kan vi sådan aldrig flytte? " spurgte jeg med store øjne og et smil, der fik mig til at ligne jokeren. Forældrene grinte og nikkede, de havde tydeligvis heller ikke lyst til at flytte lige foreløbig, hvilket ikke lod til at genere nogen.

Dylan forsvandt igen, og Becca satte sig ned i en solstol, som så bekvemmeligt stod lige på balkonen. Jeg løb hen til mit værelse igen og pakkede tingene ud. Mit billede af mine venner fik en plads på mit sengebord, og mine seje, nye vans stod under min seng, hvor jeg nemt kunne tage dem til at løbe hjemmefra, hvis jeg skulle til fest eller lignende.

Jeg sukkede og faldt om på sengen. En vellykket dag, det havde det absolut været. Jeg kunne ikke ønske mig noget bedre. Nu glædede jeg mig til at starte i skole, selvom der var over en måned.
   Det var den 1. juni og vi skulle starte den 25. august, men jeg klagede ikke, jeg havde meget at gøre, før jeg kunne starte i skole. Som at tage på Chipotle og i Target. Vigtige aktiviteter, you know.
   Jeg kunne måske endda finde venner som kunne hjælpe mig gennem High School.
   De kunne hjælpe med sproget, hvilket jeg godt kunne bruge, da mit engelsk var på niveau med tiåriges. Yup, 18 år gammel og jeg kunne ikke engang sige klædeskab på engelsk. Flot, Harley, flot. Endnu flottere når man tænker på, at min far er fra New York.
   Det gik mig af og til på, men det skulle nok gå. Alting skulle nok gå fint. Det var jeg sikker på.
   Jeg ville få et drama-frit ophold i USA, og så ville jeg komme på universitet.
   Intet ekstraordinært skulle ske. Alting skulle nok gå helt fint.

—————–––————————————
Tak for at læse dette kapitel, det betyder alligevel lidt at folk (ikke mange, mest folk vi kender) gider læse den. Dagen lyder btw meget kort, men Harley har jo også jetlag og er meget træt.

XOXO os:))))))))))