Sommeren '15

Kapitel 10

OMFG KAPITEL 10 ENDELIG JAA! Ej, men seriøst, undskyld for ventetiden, lysten til at skrive har ikke været der, men nu er den tilbage! Så ja, here ya go! Oh, og billede af Laura...
——————————————————–
Fuck mit liv, tænkte jeg da jeg kom hjem og faldt ned på sofaen. Følelser. For min bedste ven. Jeg stønnede utilfreds ned i puden, og vendte hovedet mod tv-et med et skulende blik. Fjernkontrollen virkede meget langt væk, og jeg gryntede.
   Intet gik ligesom rigtigt lige nu, mit liv var en tragedie. Jamison kan sikkert ikke lide mig på den måde, tænkte jeg med et indvendigt suk, og nu kommer jeg bare til at ydmyge mig selv foran ham.

Lige som jeg lå og havde rigtig ondt af mig selv, kom min mor ind af døren og løftede et øjenbryn af min særprægede opførsel. Jeg gav hende det universelle blik, som er kendt blandt kvinder som 'drengeproblemer-blikket'.  Hun rynkede panden, da jeg absolut aldrig havde været en til at have drengeproblemer.
   Jeg lukkede øjnene og kunne høre skridt ud mod køkkenet. Sekunder senere kom min mor hen til mig, nu uden de indkøbsposer hun havde haft før. Hun satte sig på sofaen, og løftede mine ellers behageligt placerede ben op i hendes skød. Jeg kiggede på hende med øjne der ikke viste mange følelser, og hun sukkede af mig.

"Harley, jeg ville elske, hvis du fortalte mig, hvem det var, men jeg forstår, hvis du ikke vil sige det, " sagde hun overbærende, men med et ansigtsudtryk, der skreg efter information. Jeg sukkede, en ting der var ved at blive lidt for normalt inde i denne stue, og besluttede mig for at svare.
   "Jamison. Hvilket er totalt bullshit, fordi han er min bedste ven, og han ville aldrig tænke sådan på mig, " mumlede jeg lavt, men min mor forstod hvad jeg sagde og nikkede. Hun havde tydeligt chok fremtrædende i hendes øjne, men hun så også eftertænksom ud. Jeg stønnede miserabelt, og dækkede mine øjne med mine arme. Min mor grinte lavt af min barnlige opførsel, men åbnede munden som for at sige noget.
   "Jeg synes, du skal fortælle det til ham, men først når du er klar. " Så flyttede hun mine ben og gik ud i køkkenet. Jeg kiggede efter hende, og rejste mig så op. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men jeg vidste præcis, hvem jeg skulle spørge.

Døren til mit værelse stod åben, og jeg løb hen på min seng og greb min telefon. Jeg trykkede hurtigt på 8 tal og ringede. En søvnig, rå stemme svarede mig med et "Hallo", og jeg grinte til mig selv.
   "Sov du? " spurgte jeg grinende, og stemmen skreg et højlydt skrig.
   "Harley? Ja, men du har endelig ringet, så jeg er ligeglad! "

"Godt, Grete, " svarede jeg med et smil.

Laura 'Grete' Gammelgaard Hansen havde været min bedste veninde siden børnehaveklasse. Vi var komplette modsætninger, hun hadede alt, hvad der hed sport, og hendes største passion var shopping. Hun var ekstremt piget, og jeg elskede biler og fist-fights, men vi vidste alt om hinanden, og jeg kunne ikke forestille mig at bytte hende  ud med nogen anden.

"Hvordan er Sunny California? " spurgte hun, ganske vist stadig søvnig, men mere frisk efter at have hørt min stemme.
"Godt, " svarede jeg kort og gik videre til den rigtige grund til, at jeg ringede, "Men jeg har et spørgsmål. " Hun svarede med et kort "Hmm?", og jeg fortsatte.
   "Jeg har mødt en dreng, " jeg ignorerede det interesserede "Uhhh", "hans navn er Jamison. Han er min bedste ven herovre, og jeg... har måske fået følelser for ham? " Jeg fik det nærmest til at lyde som et spørgsmål, og hun grinte lidt af mig. Jeg surmulede, også selvom jeg udmærket godt var klar over, at hun ikke kunne se mig.

"Okay Harley, du er kommet til den rigtige, jeg ved lige, hvad du skal gøre! " sagde hun bestemt, og jeg smågrinte til mig selv.
   "Det første du skal gøre er at mærke, hvor godt du kan lide ham. Så skal du fornemme, hvor meget af det er romantisk, og hvor meget af det er venskab. Til sidst skal du konfrontere ham! "

Imens Laura talte, begyndte jeg at mærke efter. Hvor godt kunne jeg egentlig lide Jamison? Altså han var jo min bedste ven, så jeg var vel forpligtet til at kunne lide ham, men var det venskab? Eller var jeg ved at falde for ham på den mindre heldige måde?

Flere timer fløj afsted med Lauras konstante plapren og min klagen over mine problemer, og tilsidst blev jeg træt.
   "Ja, mus er grimme, piratfisk lægger æg og løver elsker Italien, det er fint, jeg bliver nødt til at skride Grete, så vi tales ved. Farvel! " sagde jeg, og hun nåede lige at råbe farvel, før jeg lagde på.

Jeg rejste mig søvnigt og gik ud på badeværelset for at børste tænder. Det var ikke sent, men jeg havde masser at tænke over, og jeg besluttede mig for at sove. Det var fredag, og jeg havde ikke mere skole før den 25. august, hvor skolen for alvor startede, men jeg ville ringe til Jamison i morgen og konfrontere ham.

*

Solens stråler skinnende irriterende på mig, og jeg gryntede med en hånd foran mine øjne. Jeg kiggede op fra min seng for at se, hvem der havde været dum nok til at vække mit morgenraseri, og der stod den pestilens, jeg kaldte min bror.
Jeg gryntede for anden gang, lidt højere denne gang, og han rømmede sig, som om han skulle i gang med en tale. Jeg løftede mit ene øjenbryn, og han begyndte at tale.

"Mor fortalte mig om Jamison, og jeg besluttede mig for, at jeg var den rette til at hjælpe dig. " Denne erklæring fik mig til at næsten blive kvalt af luften. Dylan forekom mig ikke ligefrem som en, der ville være til meget hjælp.
Han rynkede panden ved mit tydeligt skeptiske ansigtsudtryk, og jeg spurgte: "Hvad ville du vide om det? Du har vel ikke haft drengeproblemer? "
Dylan kiggede akavet ned på jorden, og jeg stirrede på ham med store øjne. Han kiggede op på mig igen, og jeg begyndte at lave uforståelige lyde.

"Er du bøsse? " spurgte jeg på den mest classy måde jeg kunne, og han nikkede langsomt ned mod jorden. Dylan kiggede op på mig med et sårbart udtryk i sine øjne, nærmest som om han troede, at jeg ville skælde ham ud.

Jeg stirrede i et par sekunder, og løb derefter hen mod ham, med et stort grin. Jeg krammede ham hårdt, og han grinte tilbage til mig.
"Jeg vidste, at der var noget mærkeligt ved dig, " sagde jeg og rodede rundt med hans hår. Han surmulede på en barnlig måde, men grinte stadig til mig.

Vi krammede lidt, men pludselig så han seriøst op på mig og sagde: "Du skal love mig at du ikke fortæller det til nogen! " Jeg nikkede højtideligt, og grinte til ham igen. Han smilte tilbage, og sagde: "Okay, men tilbage til Jamison. Du skal bare... "

——————————————————–
Så! Kapitel 10 er done! Igen, undskyld for den alt for lange ventetid. Så, Dylan ehh? Skriv endelig meninger om det.

XOXO os