Sommeren '15

Kapitel 11

Væsenligt hurtigere opdatering end før, hehehehehehehe... I gennem skrive processen er Cupid's Chokehold af Gym Class Heroes kørt på repeat på spotify, så lyt lige til den også selvom den ikke rigtig har noget at gøre med kapitlet:))) Nå ja, men her er kapitel 11 så.
-------------------------------------------------

Jeg havde, imponerende nok, klaret at udskyde min samtale med Jamison hele dagen, og nu var jeg sikker på at det ikke kunne nåes i dag.

Jeg mente selv, at mine grunde til ikke at nå det var gode. Hele morgenen havde været dedikeret til spørgsmåls-bombarderingen af Dylan, og jeg kæmpede stadig med ikke at fangirle for meget, jeg var ikke så stolt af den side af mig selv.
   Da jeg var færdig med det, skulle jeg lige udskyde en hel masse ting, så skulle jeg spise, så skulle jeg se tv, så skulle jeg spise lidt mere, så skulle jeg se lidt mere tv og nu var klokken altså 21.30.

Jeg sad på sofaen og udskød endnu en gang en masse ting, da Dylan kom ind og kiggede på mig bebrejdende. Hans blik sagde, at han udmærket godt vidste, hvad jeg havde lavet i dag. Eller måske rettere hvad jeg ikke havde lavet.
Han gik væk fra mig, og jeg strakte nakken, for at se hvad han skulle. Han kom tilbage med min telefon i hånden, og rakte den til mig. Jeg skulede ondt til Dylan, men tog telefonen og sukkede dybt. Han skred med et smørret grin på sit lille, flabede ansigt, og jeg sad tilbage med en iPhone 6 s og lidt for mange følelser.

Jeg tastede Jamisons nummer ind og trykkede på den lille, grønne telefon. Jamisons ringetone, som han selv havde valgt, var My Songs Know What You Did In The Dark af Fall Out Boy, et nogen mainstream valg, hvis jeg skulle sige det selv, og det pinte mig at høre på den, så jeg var næsten glad for, at jeg skulle ringe til ham og ikke omvendt.

Efter omkring 10 meget lange sekunder svarede Jamison og sagde: "What's up? " Han vidste tydeligvis, at det var mig, og jeg svarede: "I need to talk to you tomorrow, so meet me at... Let's say Starbucks at 2 p.m. " Jeg lagde på uden så meget som at give ham en chance for at svare og stønnede anstrengt, da jeg kunne høre mit brors irriterende grin.

Mine hænder satte sig på hver side af mig på sofaen, og de skubbede mig op fra min position. Jeg løb op på mit værelse, og faldt ned på min seng, og den gav et knirk på grund af den pludselige vægt. 

Fuck mit liv, tænkte jeg, da jeg havde ramt sengen, det kunne sgu da ikke blive værre. Jeg mener, det kunne det sikkert, men lige i det øjeblik føltes det som om, at verden var ved at bryde sammen. Jeg havde altid været stolt af min evne til at være ligeglad med drenge, og nu skulle jeg altså fortælle min bedste ven, at jeg kunne lide ham. 

   Hvad skal jeg sige, skal jeg tage pænere tøj på, vent har jeg overhovedet pænere tøj? Alle de tanker fløj rundt i mit hoved på en gang, og for at være ærlig gav det mig stress. 

Jeg rakte over på mit natbord, hvor jeg lige havde placeret min telefon og tog den igen. Mine høretelefoner satte jeg ind i mine ører, og jeg besluttede mig for, at jeg havde brug for noget musik til at distrahere mig fra den fiasko mit liv var i øjeblikket. 

   Jeg havde gemt ca. 500 på spotify, og jeg gik i gennem den allesammen, ganske vist med begrænset tålmodighed, indtil jeg fandt den helt rigtige sang. 

Min seng gav endnu et knirk fra sig, da jeg rejste mig. Jeg skruede så højt op som en iPhone 6 nu kunne klare og begyndte at synge med til teksten imens jeg, uden tvivl, dansede som en elefant med epilepsi. 

"WE'VE ALL BEEN PLAYED, WE ALL GET HURT, JUST TAKE THE PAIN AND LET THAT MOTHERFUCKER BURN, AND YOU KNOW THAT IN TIME, YOU WILL FIND, THAT THEY ALWAYS COME BACK, YEAH THEY ALWAYS COME BACK. "

Jeg kunne høre et råb, og snart stormede Dylan ind på mit værelse. 

   "I love this song! " råbte han begejstret, og så var vi lige pludselig to elefanter med epilepsi, der sang og dansede til Comeback af Ella Eyre. '

"THEY'RE ALL THE SAME, THEY NEVER LEARN, SO DIG THEIR GRAVE, AND LET THAT MOTHERFUCKER BURN, AND YOU KNOW THAT IN TIME, YOU WILL FIND, THAT THEY ALWAYS COME BACK, YEAH THEY ALWAYS COME BACK. " 

Sangen sluttede, og Dylan og jeg brød sammen af grin. Dylan kastede sig ned på min seng, og jeg lagde mig forsigtigt ved siden af ham, min stakkels seng var blevet mishandlet nok i dag. 

"You know, Harley, jeg er glad for, at du fandt ud af det først, " sagde han og kiggede på mig. Jeg kiggede forvirret tilbage, da jeg ikke anede, hvad han hentydede til. "Hvad? " spurgte jeg dumt, og han stirrede småirriteret på mig og lavede en regnbueform med sine hænder, mens han hviskede med en babystemme: "At jeg kan lide drenge. " 

Jeg rødmede på grund af min egen dumhed og gemte mit ansigt i mine hænder. 

   "Det er jeg da glad for, " sagde jeg og kom til at tænke på noget, "Forestil dig, hvis du havde sagt det til Becca, fuck det havde ikke været godt. "

"Ej ad Dylan, du ved godt at drenge har drengelus! " sagde Dylan med en stemme der skulle lyde som Beccas, og vi begyndte begge to at flække af grin igen. Så smilte han trist til mig, og sagde: "Jeg skal vel sige det på et tidspunkt, ikke? "

   Jeg nikkede til ham, men sagde beroligende, at det nok skulle gå, og at jeg også skulle fortælle om Jamison, hvilket sikkert var lige så stort et chok. 

Dylan smilte til mig, og jeg smilte tilbage til ham. Så rejste han sig og gik ud af døren med et sidste: "Peace out, motherfucker. " 

Da Dylan var gået ud, rejste jeg mig også selv og gik ud på badeværelset. Derinde stod min tandbørste med Spiderman på, som jeg har fået, fordi hvem ville ikke have en Spiderman-tandbørste. Ingen. Det var svaret. 

Jeg gjorde mig klar til seng på badeværelset og puttede mig under min varme dyne. Jeg faldt i søvn uden at tænke på, hvad der skulle ske i morgen.

---------------------------------------------------

Dette var så kapitel 11! Der er ikke meget andet at sige, sooo...

XOXO os