Sommeren '15

Kapitel 12

Kapitel 12 er, efter ca. 1.000.000 år, ude.. Here ya go:)

Billede af Michelle (nyt menneske ay), som er spillet af Berit Birkeland ovenover
————————————————————————

Okay Harley, get it together, fortalte jeg mig selv, imens jeg prøvede at skate (og fejle spektakulært i forsøget) hen til Starbucks.

Hele min morgen havde været stressende. Det startede med, at jeg vågnede ved, at en hveps stak mig lige over øjenbrynet, hvorefter jeg så slog mig selv for at dræbe hvepsen, men missede og i stedet fik en noget smertefuld start på morgenen.
   Derefter, gik jeg ned til morgenmad (hvilket vel var frokost for de andre), hvor min mor havde lavet pandekager. Hun kiggede smilende på mig og spurgte, om jeg ikke skulle afsted snart. Jeg løftede et øjenbryn, og hun pege op mod uret på væggen. Op kiggede jeg, og smukt og fint stod viserne på 13.30. Fuck.
   Mine øjne blev meget store, og den smoothie Becca lige havde fået, snuppede jeg ud af hendes hænder og bundede den hurtigt.

Resten af morgenen gik på at få mig forberedt, og nu, kl. 13.57 var jeg afsted. Starbucks lå omkring fem minutter væk i bil, og jeg skyndte mig alt, jeg kunne.

Da jeg ankom sad Jamison lænet tilbage i et sæde med sin telefon, og jeg løb forpustet hen til ham. Han kiggede op, smilte og nikkede mod sædet over for ham. Jeg satte mig ned tungt og stønnede. Jamison grinte og rystede på hovedet og lænede sig derefter ind over bordet.
   "So, spill the beans, " sagde han, og jeg svarede ikke særlig overbevisende: "Ehm, i don't know, just wanted to talk to you I guess... " Jamison stirrede på mig spørgende, og jeg slog hovedet tilbage og stønnede irriteret. Der var virkelig ingen way out now, var der?

Jeg samlede alt det mod, jeg havde i min krop, og begyndte: "I, ehm... I sorta have a confession to make. "

"About Starbucks? I am so glad you finally cam... " Han nåede aldrig at færdiggøre sin sætning, for jeg afbrød ham.

"No Jamison, I wanted to say that, " jeg tog en dyb indånding, "I like you. " Så. Så var det sagt, det var gjort, og der var intet jeg kunne gøre nu.
   Fuck mit fucking liv, tænkte jeg da han ikke havde nogen reaktion, han er i chok. Jeg kiggede faktisk ikke engang på ham, jeg var rædselsslagen for, hvad han ville tænke om mig.
   Der var så mange muligheder. Måske ville han være vred, måske havde han medlidenhed med mig.
   Jeg kiggede langsomt op på ham og forberedte mig på det værste. Hans rigtige reaktion havde jeg dog ikke forberedt mig på. Han så forvirret ud. Så blev jeg selv forvirret. Altså så svært kunne det da heller ikke være at forstå.

"Harley, I mean, of course you like me, we're best friends, " sagde han med et grin, og jeg slog hånden mod panden meget hårdt for anden gang på en dag.
   "Fuck Jamison, you dipshit, I mean like you as in a crush-on-you like you way! " Råbte jeg, min tålmodighed desværre fløjet langt væk til Haiti eller noget.

Jamison sagde ikke noget. Lige pludselig blev jeg meget opmærksom på, at resten sf Starbucks også var stille, og at alle åbenbart fulgte med i vores samtale. Jeg rødmede en smule, da jeg opdagede, at alles øjne var på mig. Jamison, som indtil videre havde været meget stille, sagde nu: "I'm so glad, Harley. I think... I'm actually quite sure that I have a crush on you too. "

Min krop fyldes med øjeblikkelig lettelse, og jeg gik hen til ham og krammede ham. Alle omkring os klappede, jeg rødmede endnu en gang, og i alt postyret opdagede jeg ikke udtrykket af skyldfølelse på Jamisons ansigt...

***

"...and then she just plain laughed me in the face, but I couldn't make a comeback, 'cause the doctor had just told me not to talk for a week, and I jus... " sagde en pige ved vores bord, som var i gang med at fortælle en umådeligt uinteressant historie om en eller anden bitch, som havde gjort et eller andet mod hende, og jeg måtte indrømme, at jeg nok ikke fulgte meget med.

Efter alt det med Jamison var sket, havde jeg bestilt en vanilje frappucino ligeson Jamison, bare for god sags skyld, og da jeg kom tilbage, med en kop hvorpå der stod Harley Davidson med en lille motorcykeltegning, sad der fem piger ved vores bord og ønskede os tilykke.
   Jamison lod til at kende dem allesammen, de var åbenbart cheerleadere for en anden skole som vores skole havde spillet amerikansk fodbold mod, og de var allesammen meget blonde, meget tynde og sidst, men absolut ikke mindst, meget dumme.
   Jeg ville gå så langt at sige, at de var cheerleader-stereotypen i levende live. Ikke at jeg havde noget imod dem.  De var vel fine nok mennesker. Bare med en IQ på 80, og det var, hvis man lagde det hele sammen.

Jeg havde, indtil videre, kun klaret at få fat i to navne, Michelle og Valerie. Michelle var tydeligvis lederen i deres gang, der var bare noget over den måde, hun præsenterede sig selv på, man kunne bare fornemme det. Hendes "aura" var arrogant og selvsikker, der var ingen tvivl.
   Så var der Valerie. Valerie var the top of the bottom, hun var nummer et i den dumhedskonkurrence, som jeg i al hemmelighed havde kørende i min hjerne, hvor de alle var deltagere. Valerie var, hvad kan man sige, the Karen of the Karens.
   Hun havde platin-blond hår, men det var tydeligt, at hun havde haft rødt hår engang, da hun havde præsteret at undlade at farve sind øjenbryn en anden farve, og det var ikke særlig kønt.
   Alt i alt var hun bare ikke en person, som jeg frivilligt ville snakke med.

Ligesom jeg bedst sad og tænkte, begyndte en ny pige at tale til mig, og jeg sukkede, men vendte mig om mod hende...

***

Der gik flere halve timer, før vi endelig gik. Jeg klarede at trække Jamison med ud, da de fem cheerleadere begyndte at tale om kjoler til et eller andet galla, og selv Jamison kunne ikke være med til at snakke om det.

Vi gik endelig op af vejen, hvor Jamison boede, der var omkring 100 meter til Jamisons hus herfra. Da vi nåede op til hans hus gik vi op til fordøren, hvor man kunne se Jamisons mor lave frokost, eller sådan noget, ind af køkkenvinduet.
   Jeg vendte mig rundt mod ham, og krammede ham. Da vi slap hinanden spurgte han med en vis usikkerhed i sin stemme: "Ca..can I? " Jeg kiggede forvirret på ham, men da han så ned på mind læber, forstod jeg, hvad han mente. Jeg rødmede kraftigt og sagde med ord, jeg knap nok selv kunne forstå: "I.. well yeah, ehm, sure... " Han afbrød mig ved at putte sine læber på mine, og lige så snart det var startet, var det slut.
   Døren åbnede hurtigt, og ind i huset løb han, hvilket efterlod mig til at stå og tænke over den mærkelige fornemmelse, som kildede mine læber.

Jeg gik derfra med et stort smil og en hjerne på overarbejde.
————————————————————————
Nå, her er det, kapitel tolv, værsgo:)
Also, hvem ved om Michelle og Valerie bliver relevant for historien på nogen måde... Vi må vente og se..

XOXO os